Nordens enhed?

Anders Juhl Rasmussen diskuterer kanonbegrebet i en nordisk kontekst og fremlægger en række kriterier for udformningen af en kanon. 

Af Anders Juhl Rasmussen, postdoc, Institut for Nordiske studier og Sprogvidenskab

Et af de spørgsmål som jævnligt trænger sig på, når man beskæftiger sig med det nordiske, er, om det traditionsrige fællesskab er i total opløsning, eller der blot er opstået en myte i offentligheden om, at det forholder sig sådan?

Studerer man kommentarer om det nordiske i Danmarks aviser, finder man gerne et forsimplet billede af Norden som en fortidig enhed, der i dag kun eksisterer som et fantasme for udlændige på lang afstand fra Norden. Pessimisterne anfører to forhold, som det rigtignok er vanskeligt at bestride. Den nordiske region er presset til den ene side af nationale bevægelser i de nordiske lande; islændinge, grønlændere og færinger distancerer sig fra det danske, finner fra det svenske, og danskere vender sig indad mod det særligt danske. Til den anden side er den nordiske region udfordret af en stigende internationalisering, således at islændinge og finner som regel hellere taler engelsk end henholdsvis dansk og svensk, ligesom danskere, nordmænd og svenskere ofte slår over i engelsk, når de møder en anden skandinav, de ikke umiddelbart forstår.

Det skandinaviske sprogfællesskab levner ellers en enestående mulighed for, at man taler sit modersmål og bliver forstået, når man kommunikerer med hinanden på tværs af landegrænser i Norden. Ingen andre steder i verden har man en region bestående af så nært beslægtede sprog. Dansk, norsk og svensk ligner hinanden så meget – både i ordforrådet, grammatikken og udtalen – at det sproglige stof, man skal tilegne sig for at kunne kommunikere internordisk, er relativt begrænset. Det tager kun et par uger for en dansker at lære sig at læse nabosprogene norsk og svensk, mens det tager flere år at lære at læse fremmedsprogene engelsk, tysk eller fransk.

Mellem indadvendt nationalisme og udadvendt internationalisering står det nordiske over for os og byder sig til, for dem der vel at mærke lader sig friste af sådanne tilbud. Det er ikke et spørgsmål om at vælge én identitet frem for en anden. Det er derimod et spørgsmål om at åbne sig mod flere identiteter. Modellen kunne hedde først dansk, så nordisk, så europæer og endelig verdensborger. Mens det i almindelighed går tilbage med nabosprogforståelsen blandt unge har det nordiske stadig aktualitet for mange forfattere, kritikere, litterater og andre fagfolk. Aktiviteten er høj på kryds og tværs af landegrænser, og der udveksles viden og erfaringer på livet løs. Det er denne internordiske kulturtrafik, der giver anledning til optimisme for fremtiden.

En nordisk litteraturkanon
En måde at skærpe interessen for nordisk sprog og kultur på er at tilbyde en attraktiv samling litterære kvalitetstekster fra alle de nordiske lande og selvstyrende områder. Ved at læse, analysere og diskutere digte, noveller, romaner og skuespil fra de ældste tider til nutiden kan man blive opmærksom på alle de karakteristiske forskelle og ligheder i Nordens kulturelle mangfoldighed, ikke mindst mellem sprogene. Nordisk litteratur til tjeneste (2008) med undertitlen ”Nordiske kanoniske tekster” er tænkt som en sådan samling af litterære tekster med kanonisk kvalitet. Det er første gang i Nordens historie, at man har gjort et forsøg på at samle litteraturen fra ikke bare de nordiske lande, Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island, men også fra de selvstyrende områder Færøerne, Grønland, Åland og det samiske sprogområde i én bog.

Alle teksterne er trykt på originalsproget. De grønlandske, færøske, islandske, finske og samiske tekster, som ikke er umiddelbart forståelige for skandinaver, er tillige trykt i oversættelse til enten dansk, svensk eller norsk. Alle teksterne er frit tilgængelige på Nordisk Ministerråds hjemmeside til gavn og glæde for alle i Norden, ja i hele verden.

Man kan med rette spørge, hvilke kriterier har vi lagt til grund for udvælgelsen af såkaldt kanoniske tekster. Det er faktisk ikke let at svare på, for der har aldrig været tale om nogen skematisk, videnskabelig fremgangsmåde. Alligevel vil jeg opridse i hvert fald fire kriterier, som er gældende for tekstudvalget i antologien.

1. Har forfatteren allerede opnået og/eller bevaret sin klassikerstatus?
Udvalget indeholder kun litterære tekster af høj æstetisk kvalitet skrevet af forfattere, hvis formåen allerede er veldokumenteret i de enkelte landes litteraturhistorier. Derfor har vi givet afkald på at kanonisere samtidens yngste generation af forfattere. Vi har medtaget tekster skrevet efter år 2000, men ingen forfattere som er født efter 1960.

2. Appellerer teksten til unge mennesker i dag?
Nogle klassikere er meget bundet til deres samtid, så de på trods af indiskutable litterære kvaliteter virker uaktuelle og uvedkommende i dag. Alle teksterne i udvalget, om det så er en næsten tusindårig gammel saga eller en ballade om Ebbe Skammelsøn, er valgt, fordi vi mener, de stadig kan appellere til unge mennesker i dag. Man forstår umiddelbart de eksistentielle, sociale og etiske emner, de bearbejder og giver sprog til, og dermed kan man måle sine egne moderne livserfaringer med for længst afdøde forfatteres.

3. Siger teksten noget signifikant om det pågældende land eller den pågældende tidsepoke, den er blevet til i?
Et godt eksempel på opfyldelsen af dette kriterium er norsk-danske Ludvig Holberg. I dag læser nordmænd som regel Ludvig Holberg i en fornorsket version, og danskere læser ofte Ludvig Holberg på det oprindelige dansk, han skrev, eller måske oftere et moderniseret dansk. Ved at trykke både et dansk og et norsk uddrag af Holbergs komedie Maskerade (1724) og stille dem ved siden af hinanden, åbnes mulighed for at forstå og diskutere den historiske baggrund for teksten, som er det dansk-norske dobbeltmonarki i 1700-tallet.

4. Har teksten motiviske og tematiske ligheder med andre tekster i udvalget, hvorved der kan opstå en samtale eller samklang teksterne imellem?
Vi har igennem hele arbejdet med tekstudvalget bestræbt os på at udvælge tekster, som korresponderer med hinanden på tværs af tider, landegrænser og sprog. Ordet kanon betyder inden for musikken en flerstemmig sang. Således finder vi på den danske liste Tom Kristensens ekspressionistiske digt ”Landet Atlantis” (1920), på den svenske liste Gustaf Frödings symbolistiske digt ”Atlantis” (1894) og på den færøske liste J.H.O. Djuurhus’ senromantiske digt ”Atlantis” (1914). Dermed gives læseren en mulighed for at sammenligne og diskutere, hvordan tre nordiske forfattere på forskellig måde behandler et og samme litterære motiv, forestillingen om drømmeriget Atlantis.

Alle de udvalgte tekster i den nordiske litteraturkanon opfylder det første og det andet kriterium, gerne det tredje og indimellem også det fjerde kriterium.

Kanonen viser de mange forskellige genrer, forfatterne igennem tiderne benytter sig af. Der er ballader, viser, salmer, centrallyrik i bundne og frie metriske former, roman, novelle, rejsebog, myter, folkedigtning, eventyr, aforismer og dramatik i en spændvidde fra de gamle mundtlige fortællere til de nulevende modernister og postmodernister. Perioden strækker sig som nævnt fra de islandske sagaer, nedskrevet omkring år 1200 til tekster af nulevende forfattere som Inger Christensen, Einar Már Gudmundsson, Dag Solstad og Kerstin Ekman. Historisk set er der langt færre kvindelige end mandlige forfattere, og selv om fordelingen bliver mere jævnbyrdig i det 20. århundrede, er der stadig et historisk-socialt overtal af mænd, som udvalget afspejler.

Diskussionen om kanon
Lad mig afslutningsvis minde om, at udvælgelsen af tekster til en hvilken som helst antologi er mere et spørgsmål om selektion end om eksklusion. Det er et spørgsmål om at vælge tekster til snarere end at vælge fra. Selvfølgelig er det ikke sådan, at man begynder med alle forfatterne og langsomt stryger den ene efter den anden, indtil der er et passende antal. Man vælger og selekterer iblandt forfattere og tekster, indtil man har det rette antal. Det er vores håb, at den nordiske litteraturkanon bliver opfattet som en døråbner mere end som en grænsevagt. Bogen kan være en døråbner for den enkelte læser til en rigdom af fremmed, alligevel ikke helt fremmed litteratur, og den kan åbne døre for de nationalt sindede nordiske kulturer. Forhåbentlig vil mange gøre rejsen med og opdage, hvor mangfoldigt og varieret et digteriske landskab Norden har at byde på.

Medierne behandler alt for ofte Norden ud fra en negativ vinkel og bidrager dermed til myten om, at det nordiske er oldgammel fortid, som grå og støvede kulturpersoner forgæves forsøger at genoplive. Det er min overbevisning, at denne myte, som skabes dels af bagstræbere, der begræder nabosprogenes domænetab, dels af akademikere, som råber op om globalisering, hver gang der tales stilfærdigt om det nordiske. Man skal naturligvis ikke være jubeloptimist på Nordens vegne, regionen er sandt at sige presset af såvel nationalisme som internationalisering, men det er tilladt at have forhåbninger om, at den nordiske litteratur også i fremtiden vil være en nogenlunde sammenhængende enhed i verdenslitteraturen.