Mine syvogtyve sansers elskede

Oprettet: 15.12.2003 - 11:47

Forfatter: Karen Fastrup

Jeg er født den 8. juli 1967 på Askov Højskole, hvor min far underviste i musik og litteratur, men er vokset op i nærheden af Kolding.

Karen Fastrup har skrevet en ny væsentlig roman for voksne. Vi har talt med hende om bogens titel, skriveprocessen og inspiration.

Din første roman for voksne “Brønden” fik alle anmeldere op af stolene med flotte ord, har det påvirket arbejdet med “Mine syvogtyve sansers elskede”?

Jeg ved egentlig ikke, om det var den gode modtagelse eller bare min overudviklede selvkritik, der gjorde arbejdet med ‘Mine syvogtyve sansers elskede’ så hårdt. For det har virkelig været en svær bog at skrive. Men det skyldes nok også, at der har været så mange lag og tider og personer at holde styr på. Og ja, så skal der meget slid og slæb til, før jeg kan stille mig selv tilfreds.

Hvorfor har du givet din bog den lidt underlige titel?

Titlen kommer fra førstelinjen i Kurt Schwitters dadaistiske digt "Til Anna Blume". Og det digt har stor betydning for romanen: Digtet er aldeles skævt og sejlende fuldt af forelskelse; og på den måde stemmer det overens med de to vigtigste kvinder i romanen, nemlig Ane og Anna. Det er kvinder, som er lidenskabelige og stærkt sansende, men især Anna er det på en meget skæv og smertelig måde. For hende rækker fem sanser slet ikke; hendes sansninger er så overdådige og påtrængende, at man med rette kan sige, at hun har syvogtyve af dem!

Hun går næsten i ét med det, hun sanser; hun får lyst til at indoptage det. Et sted føler hun trang til at æde gulvbrædderne, fordi hun ikke kan mærke deres glatheds grænse hverken med sine fingre eller sin tunge. Det er så pirrende, at hun vil æde dem; og for hende er dén tilstand lystfyldt, men også så intens, at den næsten bliver aggressiv.

Men hendes sanselighed er også smertelig, for det er jo ikke bare genstande, hun sanser så kraftfuldt, men også mænd. Og så bliver hun bange for sig selv, og med god grund, for hun ved, at hun ikke kan styre sin lidenskab. Den bliver destruktiv. Måske minder hun i virkeligheden lidt om Jørgen-Frantz Jacobsens Barbara.

Men titlen, de syvogtyve sanser, siger også noget om min måde at skrive på. Sansningen er nemlig noget af det væsentligste for mig, når jeg skriver. Jeg forsøger at komme helt tæt på min genstand, helt ind i hudens porer. Og så er det mit ønske, at jeg kan give en stoflig beskrivelse af det, jeg ser, så læseren oplever, at "ja, det er jo sådan, det ser ud." Det velkendte træder frem. Men billedet kan blive så detaljeret, at det velkendte næsten bliver fremmed. Som når vi ikke nøjes med at betragte vores pegefinger på afstand, men går helt tæt på og pludselig ser rillerne rejse sig i blommen, og opdager, at den ikke bare er og ligner en fingerblomme, men også en rillet seif i en ørken.

I sin udførlige anmeldelse af ‘Mine syvogtyve sansers elskede’ siger Lilian Munk Rösing, at sanseliggørelsen balancerer "på kanten mellem fremmedgørelse og fortrolighed, som måske netop er der, vi balancerer, når vi for alvor sanser verden." I det hele taget laver hun en læsning, der, bedre end jeg før har oplevet det, rammer min egen forståelse af romanen - og sine steder faktisk er klogere på den, end jeg selv er.

Bogen foregår en stor del af tiden i en ørken, som er symbol for noget goldt, men samtidig er det en fortælling om forelskelse og kærlighed. Hvordan hænger det sammen?

Ja, ørkenen er gold. Men den er også varm. Og det er jo netop sådan, vi instinktivt forestiller os kærligheden og begæret. Og faktisk er ørkenen ikke bare varm, den er overophedet. Præcis som de lidenskaber, der er på spil i denne roman.

Men ørkenen har nok også en anden betydning. Romanens mandlige hovedperson, Clemens, er geolog. Han undersøger landskaber, deres oprindelser, deres forandringer og de mange lag, de består af. Og man kan sige, at hans projekt gennemsyrer hele romanen, forstået på den måde, at billedsproget er funderet i landskabet. Men der sker også en sammensmeltning mellem flere planer, for landskabet beskrives ofte som en krop: Grundfjeldet på Hardangervidderne lignes med knogler, der stikker op gennem jordens hud; den salte ørkenskorpe dækker ørkenen med en hud, og på den måde bliver ørkenen en stor krop.

Det vil sige, at landskabet og mennesket glider ind og ud af hinanden. Det skyldes til dels, at de mennesker, jeg beskriver i romanen, er de her stærkt sansende individer, som måske ikke har nogen skarp grænse om sig. De flyder sammen med deres omverden. Men også at landskabet på den måde udsiger noget om menneskenes sjælelige tilstande. Og det, at et landskab er lagdelt, er jo et velegnet billede på mennesket - og måske især mange af de personer, der findes i min roman. Og så er romanen jo også lagdelt i sin form.

Du har i et interview udtalt at det enkelte ord sætter dig i gang med skriveprocessen. Hvilket ord satte dig i gang med “Mine syvogtyve sansers elskede”?

Ja, sådan havde jeg det, da jeg skrev ‘Brønden’, som jo var en meget mindre form end denne her. Der er mange flere personer i ‘Mine syvogtyve sansers elskede’, der er et langt større tidsspænd, fortællingen er større og mere kompleks, så på den måde har den været meget anderledes og langt sværere at skrive.

Men der var en ting, der aller først satte mig igang med ‘Mine syvogtyve sansers elskede’, og det var sten. Jeg begyndte at læse om sten; og derfra gled jeg over i salte og mineraler, i bjerge og forskellige landskabsformationer. Heriblandt ørkener. Så mine personer og hele fortællingen er vokset ud af landskaber.

Har du nogle litterære forbilleder?

J.P. Jacobsen har et meget sanseligt sprog. Han er så præcis og detaljerig i sine beskrivelser, at hans billeder netop står og vugger mellem at være glasklare og fremmedgørende. Så på den måde føler jeg nok et fjernt slægtsskab med ham. Det samme gør jeg med Rainer Maria Rilke, hvis roman 'Malte Laurids Brigges optegnelser' har betydet rigtig meget for mine egne skriverier. I den roman afsøger Rilke individets grænseløshed, altså spørgsmålet om i hvilket omfang det enkelte menneske er en fast helhed, der er afgrænset fra sin omverden; eller om individet er så skrøbeligt og modtageligt, at omverdenen hele tiden truer med at ville invadere det. Det er bl.a. det, jeg forsøger at undersøge, når jeg kredser om 'huden' og 'ørkenskorpen' i 'Mine syvogtyve sansers elskede'. Huden er jo det, der helt konkret afgrænser os som individer; det som sætter grænsen mellem os og det, der er uden for os. Og som huden afgrænser mennesket, afgrænser ørkenskorpen ørkenen. Som sagt er ørkenen jo blandt meget andet et billede på kroppen; den overophedede krop, og som sådan har det jo betydning, hvilken beskaffenhed dens "hud" har. Er den glat og fin og dermed intakt? Er den rillet og sprukken og derfor åben for indtrængninger? Eller er den dækket af salt - næringsrigt, men dødt?
Derudover bunder min slægtsskabsfølelse med disse to i, at det visuelle, synet, er afgørende for dem. Rilke tematiserer det jo i 'Malte Laurids Brigges Optegnelser'. "Jeg lærer at se", siger Malte. Og han ser virkelig den verden, der er omkring ham. Han ser den næsten alt for tydeligt. Smerteligt klart.
J.P. Jacobsens syn er også uhyre skarpt. Og med sit sprog ser han de mindste detaljer, de fineste porer i huden. Hans billeder er ekstremt detaljerede, og hans beskrivelser overmåde udførlige. Tænk bare på den første side i 'Fru Marie Grubbe'.
Men jeg kan også nævne Kerstin Ekman, Tarjei Vesaas, Sigrid Undset, Michael Ondaatje, Ian McEvan, Halldór Laxness, Knut Hamsun. Og på den måde kunne man jo blive ved - nærmest i det uendelige.

af Lisbeth Larsen

 

0
Din bedømmelse: Ingen