Hildegard von Bingen var komponist og abbedisse (1098-1179). Hendes liv var præget af de syner hun fik fra Gud og som hun var fuldstændig overbevidst om var Sandheden. Midt i livet fik hun tilladelse til at fortælle verden om det hun så.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen fortæller her, hvilke tanker hun havde om Hildegards liv da hun skrev bogen:
Hildegard var en fantastisk kvinde - hvad var hendes største udfordring?
Hun havde mange udfordringer både af ydre og indre karakter. For at nævne nogle få: At skulle tilkæmpe sig retten til en stemme og en position i et ekstremt mandsdomineret og elitært samfund, at stå ved det hun opfattede som sandt på trods af modstand og skepsis, at grundlægge klostre og træde i karakter som leder. I c er hendes allerstørste udfordring måske i virkeligheden hende selv. At forene sin egenrådighed og sit temperament med ønsket om at tjene sin Gud. At stræbe efter det højeste ideal samtidig med at hun hele tiden bliver mindet om sine egne fejl og mangler. Det tror jeg faktisk, den historiske Hildegard ville sige er alle menneskers største udfordring: At leve med og forholde os til alle de steder og måder hvorpå, hvor vi modarbejder os selv og hinanden.
Hvad var Hildegards mål i livet?
At være Guds talerør. Hendes eneste ønske var at fortælle om og viderebringe det, hun opfattede som selveste sandheden, og som hun var sikker på, hun havde direkte fra Gud.
Hvad betyder det for Hildegard at hun får syner/visioner?
Hildegards syner er altafgørende. Det er dem, der gør hende til den hun er, og dem hele hendes holistiske verdensbillede er bygget op omkring. Det er overbevisningen om, at hun hele tiden får udstukket retningen oppefra, der giver hende mod og styrke, når hun møder modgang. Og det er samme overbevisning, der får hende til hele tiden at kræve det yderste af sig selv. I min fortælling om Hildegard betyder det også, at hun bliver et ensomt menneske. Hun kender ikke andre, der har syner og dermed en erfaring, der ligner hendes egen. Samtidig med at mange mennesker opsøger hende for at få råd og vejledning i åndelige og helbredsmæssige anliggende, er der også nogen, der peger fingre af hende og mange, der frygter hende.
Hildegard har en fantastisk evne til at forstå og at analysere menneskers problemer - hvad skyldes det?
Jeg forestiller mig at hun har en stærk indlevelsesevne kombineret med en intellektuel skarphed, der gør, at hun er god til at gennemskue, hvad det er, der er på spil I menneskelige anliggender. Hun er følsom og modtagelig og ekstremt registrerende. Samtidig møder hun mange forskellige mennesker – både dem hun behandler i sygeafdelingen og dem, der kommer til hende som pilgrimme. De fortæller hende om deres vanskeligheder og anfægtelser og beder om hendes råd. Så selvom hun lever et beskyttet klosterliv, betyder det ikke, at hun ikke har kontakt med mennesker og deres meget virkelige problemer.
Hvorfor bliver Hildegards forhold til Richardis - som det gør?
Hildegard oplever meget tidligt i sit liv, hvad det vil sige at miste. Hun er kun et barn, da hun bliver sendt i kloster og må tage afsked med alle de mennesker, hun elsker. Det forestiller jeg mig må gøre dybt indtryk og indstifte en grundangst for tab. Samtidig er der ikke så mange mennesker, hun virkelig føler sig på bølgelængde med. Hun er vældig godt begavet – bade kunstnerisk og intellektuelt - og har tilmed en overbevisning om, at hun har adgang til den højeste sandhed. Det må i sig selv skabe en forståelseskløft mellem hende og de fleste andre mennesker. Når hun endelig møder nogen, hun føler hun har en stærk forbindelse med – Richardis og Volmar – knytter hun sig så stærkt til dem, at hun af og til har svært ved at skelne mellem sig selv og dem. Det gør sig især gældende i forholdet til Richardis. Hildegard skal være som en mor for de nonner, der er i hendes kloster – hun skal behandle dem allesammen ens, men det er ikke let for hende. Hun kaster al sin moderkærlighed på den unge pige, som hun ser som sin egen naturlige efterfølger og en forlængelse af sig selv. Samtidig er hun dybt fascineret af hendes personlighed, hendes udseende og hendes rene stemme. Når man læser den historiske Hildegards breve til Richardis, er det som at læse de mest inderlige kærlighedsbreve. Derfor er der også jævnligt spekulationer om karakteren af deres forhold – om hvorvidt Hildegard var forelsket i Richardis og måske ligefrem lesbisk. Jeg har valgt at lade det være ved fascinationen og den store, angstfyldte kærlighed, der bliver næsten ubærlig, da de skilles ad. Hvad Hildegards seksuelle orientering end var, betyder det I bund og grund ikke så meget, da hun jo valgte at skære den del af sit liv fra.
Hvordan adskiller Hildegards forhold til Volmar sig fra forhold hun har til andre mennesker hun omgås?
Da Volmar dør er de begge to gamle. Alligevel beskriver Hildegard det som at blive forældreløs. I begyndelsen er han hendes lærer, men meget hurtigt træder han et skridt tilbage og bliver hendes sekretær, fordi han mener, han bedst tjener Gud ved at tjene Hildegard. De har en helt særlig gensidig forståelse, han er hendes nærmeste ven og åndelige rådgiver. Deres forhold beskrives nok bedst som et åndeligt ægteskab. Han er den, som hun lytter mest til, han forstår hende bedre end andre, og hun stoler fuldt ud på ham. Han ser hende som hun er i al sin menneskelighed og finder en måde at rumme også hendes mest umedgørlige sider. I mine bøger bliver han en slags bro over den erfaringskløft, der er mellem hende og andre mennesker.
Hildegard var en meget usædvanlig kvinde - hun var også en meget modig kvinde - og hun slap heldigt fra det meste - eller var det held?
Det må vist være op til den enkeltes personlige overbevisning at afgøre. Det kan være held, det kan være dygtighed, det kan være en uhyre veludviklet evne til at skabe de rigtige kontaker på de rigtige tidspunkter. Eller der kan være en mening bag det hele, som styrer retningen på hendes liv. Det er en trossag, der ikke begrænser sig til opfattelsen af hvad der sker i Hildegards liv. Det var mit ønske at skrive nogle bøger, som kan læses uanset overbevisning. Hvor der er god plads til at den enkelte læser kan komme til med sin egen tro eller mangel på tro. Sin egen søgen og undren og tvivl og mere eller mindre færdige verdensbillede. Men spørger du mig personligt, vil jeg lidt diffust svare, at jeg bestemt tror, der var meget mere end held og tilfældigheder på spil. Og det er fordi det er sådan, jeg selv ser verden.
Kommentarer