Mellem billede og bog

Oprettet: 29.01.2007 - 09:06

Ja, jeg indrømmer det – billedbøger fanger ofte min interesse i boghandlerens bladrekasser.
Jeg har ikke små børn, der skal læses højt for, men alligevel ryger der af og til en sjov, anderledes eller smukt illustreret bog i indkøbsposen.

Jeg har en stor svaghed for særlige billedbøger, hvor illustratoren har bidraget væsentligt til, at der er kommet en rigtig god bog ud af det – måske mest en bog for voksne?

Som illustrator af bøger beskæftiger man sig med en kunstart, der hverken er egentlig kunst eller helt bog.
Som regel er man udset til en opgave af et forlag eller en forfatter – det er ofte en balance mellem det frie udtryk og dét, forlæggeren/forfatteren gerne ser lagt i illustrationen.

Lilian Brøgger, Bente Bech og Cato Thau-Jensen har placeret deres arbejdsborde ved vinduet i foredragssalen på Hald Hovedgaard. De er midt i hver sit illustratorprojekt.

Lilian læser manuskripter, skal inspireres og planlægge den arbejdsproces, der venter. Samtidigt arbejder hun med illustrationerne til en billedbog, som Christina Hesselholdt har skrevet teksten til.
Cato maler og maler fantastiske dyr, der skal blive til PR-materiale og logo for et biblioteks 'flyvende kufferter' og Bente har næsten styr på skitserne til en kæmpe folde-ud-sangbog mest om at være på farten.

Til dagligt sidder de og arbejder med andre på hver sin tegnestue, nu har de fundet sammen for at inspirere og snakke. De er garvede håndværkere og ikke så sarte i forhold til deres arbejde, så det gør godt med kollegiale råd, når benene er blevet for korte på ham på tegningen.

Hvordan er så livet som illustrator, spørger jeg dem?

'Det er dejligt, det er dét, vi har valgt og holder af.'

Hvis det går højt bliver det til 2-3 bøger om året plus bogforsider og alt det løse - velhavende bli’r man ikke.

Det kunne dog være rart om der var lidt 'mere status' i børnebøger og dem, der illustrerer dem.
Mere synlighed i medierne, forståelse og indsigt i forhold til billedsiden ville ikke være af vejen. Professionel feed-back kan man ikke få nok af og illustratorer, der har fået påskønnelse i form af priser og arbejdslegater er der for få af.

Endnu en illustrator har fundet vej til Hald. Men Flemming B. Jeppesen har valgt at sidde i Havestuen – her er lys, udsyn og højt til loftet … 'her kan man strække sig ud!'

Flemming er godt i gang med en billedfortælling om lille Line. Bogens forfatter har han mødt ved et tidligere arbejdsophold på Hald, og hun mente, at hendes tekst ville stå sig godt i et modspil af Flemmings tegninger, hun spurgte ham, om han ville illustrere.

Tryghed, kemi og udfordring illustrator/forfatter imellem befordrer en god proces og et fantastisk resultat.

Det er sjældent en bog bliver til med udgangspunkt i nogle illustrationer – Flemming har prøvet det en enkelt gang – normalt er det teksten, der illustreres.
Men tænk hvilken indflydelse illustrationer kan ha’ for hvordan, vi husker vores barndoms bøger. Hvis de gør indtryk, vil de for altid være tæt forbundet med læseoplevelsen. Når illustrationerne virker, indgår de i en form for symbiose med teksten, og billede og tekst styrker gensidigt hinanden.
'Tillægsord er noget skidt – så er alt jo sagt, og der er ikke meget for illustratoren at arbejde med.' Flemming nævner bl.a. sit dilemma med at illustrere H. C. Andersen.
H.C. Andersen beskriver udførligt – og når noget er blåt er det blåt, og det bliver vanskeligt at lade fantasien spille.

Desuden er Andersens historier dybt forankret i os.
'H. C. Andersen illustreres ca. hvert 10. år, og ingen af os har nok kunnet stå for den 'lille havfrue', men jeg ser ikke på de forriges illustrationer, min research går på tiden, topografien, historien.'

Du kan glæde dig til:

Lilian Brøgger: 'Det gale kattehus' (tekst af Christina Hesselholdt)
Bente Bech: Lille sky gik morgentur - og andre sange for børn (arbejdstitel)
Flemming B. Jeppesen – ja, det er lidt hemmeligt
Og hvis du bor i Gentofte Kommune - Månedens Kuffert

0
Din bedømmelse: Ingen