Manden der kom til byen. Om Ida Jessen: En mand kom til byen

Oprettet: 01.08.2009 - 10:53

Af Helle Laursen, litteraturstuderende og børnebibliotekar på Ølby bibliotek

Fra Nordjylland til Norge
En mand kom til byen, indeholder ni noveller. Samlingen er bygget op, så der skiftes mellem enkeltstående noveller og fire hvor vi kommer rundt om Pauli og Ragnas liv på slægtsgården Brogård.

Der er to noveller, hvor historierne udspiller sig i det norske øhav, der er suspens på landet mellem gamle mænd i novellen Grand og i novellen Vibeke følger vi storby singlelpigen Vibekes forvandling til alenemor i sydfynsk idyl. Tyngden af novellesamlingen ligger dog i de fire noveller hvor handlingen udspiller sig i Nordjylland, i nærheden af Viborg, hos familien på Brogården. Her langt ude på landet opdrætter Pauli, og hans kone Ragna, mink og anguskøer.

Den tynde landlige idyl, eller provinsrealismen er et af de gennemgående temaer i novellesamlingen. Denne idyl bliver brudt allerede i den første novelle, da en fremmed kommer til Brogård. Vagabonden, daglejeren og måske flygtningen Enis Sehovic fra Bosnien bliver hyret som løsarbejder på gården.

En mand kommer til byen
Det kunne være titlen på en klassisk amerikansk western. Disse ikoniske film, hvor en fremmed kommer til en af de små tørre, støvede byer der ligger ensomme og isolerede langt ude på prærien. Den fremmede kommer ofte til byen for at rydde op, og i processen finder han sig selv ved at rette op på sin og slægtens ære.

Hos Ida Jessen er det en bosnisk mand, Enis, med en ukendt fortid der dukker op langt ude på landet. Måske kommer han også for at finde sig selv og livet igen, for det står klart, at han flygter fra nogen eller noget. Om end Enis måske ikke finder sig selv og æren, får han i hvert fald sat Ragna i gang med at tage stilling til sit liv på Brogård, sit ægteskab og de valg hun har truffet gennem sit liv.

”Der er så dejligt ud på landet”
Der er så dejligt ude på landet, eller er der? De visuelle billeder der dukker op mens jeg læste novellerne var af den amerikanske maler Hopper. Øde, næsten mennesketomme og med en understrøm af noget fremmed, noget der ikke er rigtigt, noget ubehageligt.

Vi som læsere får aldrig at vide, hvad det er Enis er flygtet fra. Kan det være krigstraumer? Var han offer eller har han måske været bøddel? På samme måde får vi aldrig at vide hvem og hvordan liget af en kvinde er havnet på Pauli’s mark. Liget dukker op under majshøsten.

Samme ildevarslende understrøm finder vi i novellen Grand. Her besøger lægen Grand af flere omgange to gamle mænd ude i en skov. Det fornemmes, at der foregår noget uhyggeligt blandt de to gamle, men som læser får vi aldrig at vide hvad, det er, og afslutningen af novellen er helt åben for hvad læseren lægger i den -

”imens han gennemgik den sidste time igen og igen, stod det hele mere og mere gruopvækkende klart for ham, og endelig glemte han sig selv: Hvad lavede Ejlersen derinde nu? Han så på sit ur. Klokken var kun tyve minutter over fem. Han havde kun været væk i tyve minutter”.

Mødet mellem mennesker
Novellerne kredser om mødet mellem mennesker. Beskriver det tynde lag fernis som udgøres af hverdagslivets rutiner og vaner og som dækker over menneskets indre liv. I Jessens univers, indebrændte og uforløste følelser.

Vi får mødet mellem to fremmede, og om den fortrolighed, det er muligt at vise en helt fremmed, der ikke kender dig eller dit liv, som da Ragna fortæller Enis ved deres første møde, at hun har lyst til at leve et andet liv et andet sted i verden. Samtidig udstilles manglen på fortrolighed mellem mennesker, der kender hinanden godt, måske gennem et langt ægteskab eller gennem et venskab, også selvom det langsomt er gledet fra hinanden. Spørgsmålet er hvad mennesker egentlig vil med hinanden og hvad de gør mod hinanden.

Forfatter information:
Ida Jessen er født i 1964 i Gram, Sønderjylland. Hun er uddannet Cand.mag. i litteraturhistorie og massekommunikation fra Aarhus Universitet i 1990. Hun arbejder fuldtid som forfatter og oversætter. Ida Jessen fik sin forfatter-debut med novellesamlingen Under sten i 1989, og siden er der udkommet en lang række romaner og noveller.

Hendes seneste roman-udgivelse er Det første jeg tænker på fra 2006, og i 2008 kom børnebilledbogen Den lille gule pige med illustrationer af Hanne Bartholin.

Ida Jessen har modtaget flere legater og litteraturpriser. I 1997 modtog hun Statens Kunstfonds 3-årige stipendium, i 2002 Edvard Petersens Bibliotekspris, i 2003 Jeanne og Henri Nathansens fødselsdagslegat og i 2006 modtog hun både Drachmannlegatet samt BG Banks Litteraturpris.

0
Din bedømmelse: Ingen