Danmarks første litteraturlegeplads ligger ved Gladsaxe Hovedbibliotek, og her kan man få sig en anderledes oplevelse med litteraturen. Mon ikke også flere børn får lyst til at læse bøger efter at have leget i børnelitteraturens skattekammer.
Har du en have og et bibliotek, da mangler du intet (Cicero). Det skulle da lige være en legeplads, tænkte de engang i Gladsaxe. Og nu i sensommeren 2016 kan forstadens borgere glæde sig over en aktiv og grøn oase med en spændende litteraturlegeplads med direkte adgang til børnebiblioteket samt en scene med terrasse-funktion omkranset af smukke blomster og kirsebærtræer.
Uanset hvor du kigger hen, så er der litterære referencer, der inviterer dig ind i den nordiske børnelitteraturs verden gennem bevægelse og leg. Både velkendte klassikere og nye helte og heltinder står og venter på at blive taget i brug. Bibliotekshaven er et sted, hvor børn kan leve sig ind i bøgernes verden med citater, figurer og fortællinger. Og lege, læse, opleve og føle. Der er også digitale udfordringer, litteraturquizzer og spil og rig mulighed for at lære noget om litteraturen, inden man låner den med hjem eller læser i den inde på biblioteket.
Cirkeline, Mustafa og alle de andre rødder
På havens legeplads kan børnene gå på opdagelse i litteraturens verden og få den mellem fingrene på en ganske konkret måde. De kan blandt andet kravle til tops i Antboys tårn og besøge Mustafas Kiosk, klatre på Cirkelines prikker, hilse på Mumi eller måle sig op ad den over fire meter høje bog om Lange Peter Madsen.
Bøgernes magiske verden er trukket ud fra bibliotek og ud i byens rum, og det vil utvivlsomt give mange nye læsere og lånere. Ungerne kan lege sig gennem den børnelitterære kanon - og forældrene kan naturligvis lege med. Flere vil blive nysgerrige på litteraturen, og efterhånden vil alle vide at Lange Peter Madsen ikke er en slikstang og at Tom Kristensen ikke blot er en racerkører. Nye læsere kan begynde på litteraturlegepladsen.
Bibliotekshaven er tegnet og produceret af UNO. Visionen er at binde hovedbiblioteket og bibliotekshaven sammen og skabe en aktiv forbindelse mellem inde- og uderum. Samtidig kan de 0-10 årige få sige en anderledes, taktil oplevelse med litteraturen.
Kommentarer