Læseklub ideer

Oprettet: 09.09.2014 - 17:39

 Ideer til din læseklub.

Mange er glade for at dele deres læseoplevelser med andre i en læseklub. Bogsnakken og de andre læseklub medlemmers holdning til bogen, giver ofte et nyt syn på bogen og åbner for temaer og fortolkninger, som du måske ikke selv havde tænkt på.

I en læseklub deltager alle på lige fod, og ingens mening er bedre end de andres. Lyt til de andre i læseklubben, men hold dig ikke selv tilbage med bud på din egen mening om bogen.
Hvis du føler dig usikker på om du nu ”har forstået bogen”, så tænk på, at I jo netop mødes for at tale om bogen.

Der er ingen fast opskrift på, hvordan en læseklub skal fungere. Her er nogle bud. Har du andre ideer, så skriv gerne en kommentar.
Tak til mange biblioteker, som vi har ladet os inspirere af. Især tak til Vejle Bibliotek.

Hvordan får I begyndt en diskussion om bogen?

  • Husk, at det skal være sjovt!
  • Husk, at alle er ansvarlige for at diskussionen bliver god!
  • Respektér de andres læsning og synspunkter – I går formodentlig ikke i læseklub for at blive enige, men for at udveksle meninger.
  • Lad eventuelt én være ansvarlig for at lave et oplæg og være ordstyrer. Lad gerne ordfører-posten gå på skift

Forslag til spørgsmål I kan diskutere: (vælg nogle ud)

  • Begynd evt. med en hurtig runde, hvor alle bliver hørt. Lad alle komme med deres første umiddelbare oplevelse af bogen. Gør det kort, så ikke alt er blevet sagt, når sidste mand/kvinde kommer til orde. Hold jer f.eks. til 3 ord.
    I kan aftale, om det skal være 3 ord om temaer, jeres umiddelbare mening, plot eller…
    Begynd ikke at diskutere midt i runden, men noter gerne disse umiddelbare reaktioner ned, og tag udgangspunkt i dem, når I snakker videre efter den første hurtige runde.
  • Snak om dét, I ikke forstår. Kom hver især med 1-3 spørgsmål til bogen.
  • Var det en god eller dårlig bog? Hvorfor?
  • Vælg evt. et citat fra bogen, som understreger hvorfor den er god/dårlig eller måske understreger bogens tema(er)
  • Hvilken genre er det
  • Diskutér bogens tema(er)
    Brug gerne lidt tid på at indkredse temaerne / bogens problemfelter.
  • Prøv at lave en personanalyse over de mest væsentlige personer i bogen. Er de stereotype, arketyper, tilhører de et specielt livssyn.
  • Kan man, ud fra et kort kendskab til forfatteren, genkende forfatterens tanker i romanen/personerne?
  • Ligner det andre bøger, I har læst?
  • Hvem skriver også sådan?
  • Har I læst andre bøger af samme forfatter og hvordan placerer bogen sig så i forfatterskabet?
  • Hvad synes I om sproget? Er bogen godt skrevet? Og hvorfor/hvorfor ikke? Kom med eksempler.
  • Holder historien? ”Hænger bogen sammen”?
  • Er personerne troværdige?
  • Hvilken menneskeopfattelse og livssyn ligger bag?
  • Hvad vil forfatteren os med denne bog
  • Er mit syn på bogen blevet ændret efter snakken her i læseklubben?
     

Forbered dig til mødet med din læseklub

  • Lav notater til bogen mens du læser. Det gør det lettere for dig selv at huske enkelte passager.
  • Tænk over bogens temaer/problemstillinger og tænk over dine ”3 ord til runden”
  • Spørg efter anmeldelser på biblioteket. Du kan også selv finde dem bl.a. på Litteratursiden eller via bibliotek.dk. Bibliotekaren viser dig gerne hvordan.
  • Læs eventuelt analyser af bogen. Enten her på Litteratursiden eller i Litteraturtidsskrifter.
  • Læs eventuelt noget om forfatteren. Brug evt. forfatterweb, som mange biblioteker abonnerer på.
     

Analysemodeller
Nogle læseklubber vil gerne bruge modeller, mens andre finder formen med modeller for firkantet. Måske vil du bruge modellen i din forberedelse. Der er inspiration at hente på hjemmesiden Textanalyse.dk  som nogle biblioteker abonnerer på, eller afsnittet ”Tips til analysen” på Forfatterweb, som næsten alle biblioteker har adgang til. Begge sider benyttes via. dit lokale bibliotek. Du kan selvfølgelig også låne bøger om tekst analyse på biblioteket.

1 meget brugt analysemodeller:
Berettermodellen:
Læs en kort forklaring
Se en film

En del biblioteker har gode tips til analysen på deres hjemmesider.

Kolding Biblioteks lange analysemodel
En god men lidt mere enkel analysemodel også fra Kolding Bibliotek

Tønder Bibliotek

Horsens Bibliotek

Aarhus Bibliotek

Hvad vil I læse?

Der er selvfølgelig ingen regler for, hvilke bøger man skal læse i en læseklub. Ofte er bøger med et indhold som man, i al fredsommelighed, kan være uenige om, dog det bedste udgangspunkt for en bog debat. Der kommer simpelthen mere kød på debatten, hvis der er uoverensstemmelser i læseklubben om hvorvidt bogen er god eller ej. Brug derfor gerne læseklubben som en slags sparringspartner til lidt vanskeligere og måske eksperimenterende bøger.

Det eneste biblioteket som hovedregel ikke kan skaffe til jer, er de nyeste og de mest efterspurgte bøger.
Lydbøger . Mange bøger er indtalt på bånd eller cd, så også blinde og læsesvage kan være med. Eller måske vil du hellere bare læse med ørerne. Spørg på biblioteket, det kræver ingen forklaring eller særlig tilladelse at låne lydbøger.

  • I kan skiftes til at vælge en bog ud, så det bliver varieret læsning. Lad evt. ordstyrerrollen gå på skift og lad ordstyreren vælge bogen.
  • I kan vælge en genre eller f.eks læse klassikere
  • I kan vælge at læse et forfatterskab
  • I kan vælge filmatiserede bøger og så også se filmen sammen.
  • Læs en bog, som kan være et udgangspunkt for en udflugt for læsekredsen. Læs f.eks. "Det gyldne klenodie" af Marie Hvidt og lav en udflugt til Christiansfeld, hvor bogen foregår.
  • I kan vælge f.eks et H.C.Andersen eventyr og så læse eventyret som billedbog med forskellige illustrationer
     

Hvor kan I hente idéer til læsning?

På internettet, f.eks. her på Litteratursiden.dk. Kig i  Litteratursidens  virtuelle læseklubber.  Få gode ideer og deltag i debatterne.

Mange biblioteker udgiver kataloger med gode læsetips

https://vejlebib.dk/node/5569

Herning Bibliotek

Hvordan finder du sammen med andre i en læsekreds?

  • Lav et opslag hos den lokale købmand
  • i boligforeningen
  • i sognehuset
  • på biblioteket
  • Spørg en læseglad ven/veninde, som måske så igen har en anden læseglad ven/veninde.
  • Måske kender dit lokale bibliotek en læseklub, du kan være med i.

Hvor kan I mødes?

  • Nogle biblioteker låner deres lokaler ud til lokale læsekredse. Spørg på dit bibliotek.
  • I kan mødes I jeres private hjem, lade værts-rollen gå på skift
  • Måske kan I låne lokaler i boligforeningen, sognehuset…

Hvor ofte skal I mødes? Og så hvilket tidspunkt? Og hvor længe?

  • Mange læsekredse mødes 1 gang om måneden fra september-maj
  • 11/2 - 2 timer pr. gang

 
Hvordan bestiller I bøger på biblioteket?
Næsten alle biblioteker tilbyder at skaffe bøger til hele din læseklub på én gang.
Et godt råd: lad den samme person stå for bestilling i hvert fald for en periode
Bestil bøgerne hos bibliotekaren. Her kan I også få besked om, det er realistisk at skaffe jeres ønsker.
Kom i god tid: mindst 14 dage før
Aflever gerne flere bog ønsker af gangen, gerne med flere valgmuligheder. Måske en liste med ønsker for hele sæsonen.

God fornøjelse

Se også Tinas 2 bogindlæg om læseklubber
Respekt og Sommerglæder

0
Din bedømmelse: Ingen