»Jeg stjæler hele tiden«

Oprettet: 04.03.2013 - 10:46

Forfatter: Kim Leine

Kim Leine

Kim Leine er født i Norge i 1961, men flyttede senere til Danmark, hvor han blev uddannet sygeplejerske. Han flyttede sidenhen til Grønland, men vendte tilbage til Danmark efter en årrække.

Læs interviewet med Kim Leine, der er indstillet til Læsernes bogpris 2013 for 'Profeterne i Evighedsfjorden'. Interviewet har været bragt i Berlingske.

Kim Leine, der er indstillet til Læsernes Bogpris for sin historiske roman 'Profeterne i Evighedsfjorden', fortæller her, hvad der er så dragende ved Grønland, hvorfor han ikke kan skrive, hvis han ikke læser, og hvorfor han ikke er bange for at plagiere sine litterære forbilleder.

Skrevet af Jeppe Bangsgaard, Berlingske
Artiklen blev bragt i berlingske lørdag d. 2. 3. 2013

Det var en dyb krise, der fik Kim Leine på sporet af sin store historiske roman 'Profeterne i Evighedsfjorden'.
»Jeg led af depression, havde et medicinmisbrug og sad bare og klimprede dagen lang på en guitar. Og så læste jeg om Grønland,« fortæller den i dag 51-årige forfatter om den tilstand, han var i omkring 2002. Han boede dengang i Grønland, var sygeplejerske og endnu ikke debuteret som forfatter.
»På et tidspunkt kom jeg forbi en artikel i Tidsskriftet Grønland, der hed »Profeterne i Evighedsfjorden«. Det er derfra, jeg har titlen. Den var skrevet af Mads Lidegaard og handlede om de to dygtige grønlændere Maria Magdalena og Habakuk og deres historie. Jeg vidste ikke, hvorfor det var så vigtigt, men den historie blev ved med at ligge i mit baghoved, og jeg havde lyst til at skrive den.«
Det var dog først i 2009, efter han havde udgivet tre roste romaner og var flyttet til Danmark igen, at Kim Leine for alvor gik i gang med historien om Grønland i slutningen af 1700-tallet. I »Profeterne i Evighedsfjorden« følger vi kolonien Sukkertoppens danske præst Morten Falck og hører om oprøret blandt de kristne grønlændere, som bryder ud, ledet af Habakuk og Maria Magdalena.
Kim Leine lavede to tidslinjer, en over de faktuelle historiske begivenheder ud fra artiklen og ved at læse Politikens Danmarkshistorie bind 11 om 1700-tallet, og en over sin fiktion. De to vævede han så sammen til sin fortælling.
»Det var stort set det eneste research, jeg lavede, inden jeg gik i gang med at skrive.«
For man kan vide for meget på forhånd.
»Hvis man ved en masse ting, kan det være svært at lave et naturligt fortællende forløb. Det oplevede jeg, da jeg skrev min anden roman, »Valdemarsdag«, hvor jeg virkelig researchede meget før. Så denne gang ville jeg gøre det anderledes og fandt mig så i, at jeg kom til at lave nogle fejl i første omgang.«
Fejlene rettede han op på i det følgende gennemskrivninger, efterhånden som han læste mere og mere. For eksempel en masse beretninger af og om præster i Grønland i 1700-tallet.
»I forhold til, hvad folk har foretaget sig, bruger jeg min kunstneriske frihed, men de fysiske rammer vil jeg gerne have på plads. Derfor har jeg også fået flere historikere til at læse med. Blandt andre Peter Henningsen, der har skrevet en afhandling om titulaturer og tiltaleformer i 1700-tallet. Det gjorde, at jeg måtte gennemarbejde hele romanen. Jeg havde ladet personerne sige ‘De’ og ‘du’ til hinanden, men det viste sig, at man slet ikke sagde ‘De’ dengang. Man brugte titulaturen, for eksempel ‘magisteren’, så det måtte jeg ændre.«

Kim Leine er født i Norge, men flyttede som halvvoksen ned til sin far i Danmark. Her blev han student, men også udsat for incest, og selv om han siden fik familie og en uddannelse som sygeplejersker, sad de traumatiske oplevelser i ham, og han følte sig aldrig hjemme her. Derfor tog han til Grønland i 1989 og boede der indtil 2004. Det begyndte godt, men endte skidt.
»Grønland er eksponent for min frigørelse, men også samtidig for en krise. Det blev et møde med nogle mennesker, som jeg følte mig beslægtet med. Der var en imødekommenhed og åbenhed. Jeg følte mig tryg og hjemme dér. Men det endte altså i en krise for mig. Det var et kulturmøde med en masse problematiske elementer i.«
Det har han skrevet om i sin selvbiografiske debutroman »Kalak«. På den måde spiller Grønland en vigtig rolle i hans forfatterskab.
»Jeg har haft brug for at bearbejde de voldsomme ting, jeg har oplevet, og det har jeg gjort i litterær form. Man skal også have en motor, når man skriver bøger på 500 sider. Det nytter ikke noget bare at udvælge et eller andet smukt eller nødvendigt emne, som man synes, der skal skrives noget om. Man skal have en personlig drivkraft i det, ellers kan man ikke skrive en så stor bog. For mig er den motor kulturmødet på godt og ondt.«
Også selv om han skriver om en helt anden tid, end han selv har oplevet.
»Meget er stadig det samme. Måden man misforstår hinanden på med vilje for eksempel. De konflikter, der opstår mellem to mennesker, som kommer fra hver sin kultur.«
Den slags har romaner en unik mulighed for at beskrive, mener Kim Leine.
»Det, man kan gøre med skønlitteratur, som man ikke kan med for eksempel en sociologisk rapport,er, at afspille de her mikroscener, hvor folk mødes. Gennemspille dem i litterær form, så man kan se, hvor det går galt,« siger han og tilføjer:
»Man kan fortælle en masse med næsten ingen ord. Jeg har så brugt en hel masse ord, men altså, man kan fortælle noget på en meget økonomisk måde uden at forklare og analysere det.«

Netop det ikke-analytiske er vigtigt for Kim Leine. Derfor var det også en dårlig ide, da han for nogle år siden meldte sig til et litteraturkursus på universitetet.
»Jeg tror, at hvis jeg studerede litteratur i to-tre år, ville jeg holde op med at være forfatter. På universitetet forholder man sig analytisk til litteratur, det gør jeg overhovedet ikke. Jeg foretrækker at forholde mig instinktivt til det. Når jeg begynder at forstå, hvad litteratur er, mister jeg interessen for det. Det er instinktet, der bringer mig nogle steder hen, hvor fornuften ikke ville bringe mig. Tit forstår jeg ikke selv, hvad jeg skriver, men kan ligesom mærke at jeg rører ved noget, der er vigtigt. Andre gange giver det bare ingen mening, og så sætter min redaktør en masse spørgsmålstegn.«
Han forsøger også at bevare den undren og nysgerrighed, når han selv læser. Og det gør han kontinuerligt.
»Jeg kan ikke skrive, hvis ikke jeg læser. Jeg fatter det simpelthen ikke, når nogle forfattere siger, at de ikke kan læse andre, mens de skriver. Det, jeg skriver, bygger jo på det, andre har lavet.«
Kim Leine er ikke det mindste bange for at komme til at efterligne andre forfattere.
»Jeg hugger gerne. Jeg synes ikke, man skal underkende værdien af plagiatet. Det kan være rigtig godt. Hvis man bare har noget at komme med selv, skal det nok blive originalt, ligegyldigt hvor meget man plagierer andre. Det var sådan, jeg lærte at skrive. Ved blandt andet at skrive Truman Capotes »Med koldt blod« af i hånden.«
»Jeg stjæler hele tiden,« siger Kim Leine og forklarer, at det handler om at tage andres skelet og sætte sit eget kød på:
»Det giver mig tryghed. Jeg har lidt et problem med struktur. Den første gennemskrivning handler for mig meget om at etablere en struktur. Dér er jeg nødt til at låne lidt rundt omkring. Ved »Profeterne i Evighedsfjorden« har jeg for eksempel taget noget fra både Tolstoj og Melville. Når jeg så har strukturen, kan jeg begynde at eksperimentere, lege og være kreativ. I den fase bevæger jeg mig langt fra det, jeg har plagieret og stjålet, så det ender med at blive noget, der kan stå på egne ben. Men ofte bruger jeg nogle krykker til at få etableret strukturen.« 

0
Din bedømmelse: Ingen