Hovmod og satire i H. C. Andersens eventyr

Oprettet: 01.03.2005 - 17:16

Af litteraturstuderende Martin Laurberg

Hovmod står for fald, hævder nogle. Hvis man tilføjede et spørgsmålstegn efter, kunne mundheldet næsten være en slags under-overskrift til H.C. Andersens Nye Eventyr, Tredje Samling, som udkom første gang i 1845. Her er hovmodet nemlig et af de centrale temaer.

Samlingen består af de to klassikere Elverhøj og Hyrdinden og Skorstensfejeren, den mærkelige Holger Danske samt de måske mindre feterede, men så meget desto mere udflippede og psykedeliske fortællinger De røde Sko og Springfyrene.

Nye Eventyr, Tredje Samling udkom på et tidspunkt, hvor H.C. Andersen opnåede stadig større international berømmelse, i takt med at han blev revset stadig mere i det danske litterære miljø. Her var blandt andre Adam Oehlenschläger ude med riven, og i Carsten Hauchs roman Slottet ved Rhinen fra samme år blev en person, der til forveksling mindede om H.C. Andersen, dømt klar til galeanstalten. Man kan forestille sig, at det er bitterhed over de moppende røster blandet med selvtilfredshed over verdenssuccesen, der ligger bag H.C. Andersens tematisering af hovmod og hybris i eventyrerne.
 
Står hovmod virkelig for fald?
I Hyrdinden og Skorstensfejeren har hovmodet en vigtig betydning. Lad os opsummere handlingen: To porcelænsfigurer, en hyrdinde og en skorstensfejer, er forelskede, men hyrdindens bedstefar – en gammel kineserfigur – vil hellere have hyrdinden gift med en soldaterfigur.

De to forelskede flygter, men hyrdinden får kolde fødder, og de vender tilbage til bedstefaren. Han har i mellemtiden været slået itu og er blevet klinket, og derfor kan han ikke længere nikke. Det viser sig at være altafgørende, for eftersom bedstefaren ikke kan nikke, kan han ikke give sit samtykke, når soldaterstatuen spørger om hyrdindens hånd. Og da han er for hovmodig til at indrømme, at han har været slået itu, undlader han at reagere på soldatens forespørgsel, og derfor får hyrdinden og skorstensfejeren hinanden til sidst.
                   Red Shoes af Brodeur fra www.brodeurart.com
Kineserstatuens hovmod virker som et latterligt udslag af fine fornemmelser. Men samtidig har den en dybt alvorlig betydning, fordi den bestemmer de elskendes skæbne. Samme dobbelthed gør sig gældende for kærligheden mellem skorstensfejeren og hyrdinden. Hyrdinden er urimeligt hysterisk, og skorstensfejeren virker som en fjollet parodi på en helt, der forsøger at hanke op i sin elskede, når det brænder på.

Samtidig er historien rørende. H.C. Andersen nægter at give et entydigt portræt af såvel grumhed som kærlighed, og denne ubestemthed giver hans eventyr en særlig dybde.

I De røde Sko
– en af H.C. Andersens absolut mest udknaldede historier – bliver hovmodet drevet ud på et helt urimeligt overdrev. Fortællingen handler om en pige, som får nogle fine røde sko. Men desværre er hun for glad for skoene. I stedet for at tage i kirke eller besøge sin syge mor, tænker pigen kun på de røde sko.

Straffen er ikke sen til at indfinde sig, for snart tager skoene magten og danser så vildt, at pigen bliver nødt til at få hugget fødderne af, hvorefter skoene danser bort med de afhuggede fødder indeni. Pigen rammes i en helt uhørt grad af nemesis, og H.C. Andersen tegner dermed et satirisk portræt af en folkelogik, som kan koges ned til mundheldet om, at hovmod står for fald.

Hovmodet og den overdrevne hybris er temaer, som er umulige at fastlægge, fordi de ikke lade sig fastlåse. Historien om de røde sko er virkelig grum og uhyggelig. Men samtidig er den højst fjollet. De to sider virker gensidigt forstærkende: Blodigheden gør det hele endnu mere skørt, og den fjollede useriøsitet forstærker historiens grumhed, og denne frugtbare uudgrundelighed giver H.C. Andersens eventyr en tvetydig satirisk snert.
 
Universel semi-satire
H.C. Andersens satire er for uskyldig til at være egentlig revsende. Men det betyder ikke, at den ikke er interessant. Tværtimod er ubestemthed – børneeventyr/eksistentielle fortællinger for voksne, brutal lidelse/pjat og fjolleri etc. – netop en af de ting, der gør hans historier spændende. Man når svært til bunds i fortællingerne, og derfor er det svært at afgøre, hvem der griner af hvem. Griner læseren af H.C. Andersens barnlighed, eller griner H.C. Andersen af læserens manglende evne til at skelne mellem pjat og alvor?
                      Tegning af V. Frølich og V. Pedersen fra www.hcandersen-homepage.dk
I Springfyrene har ubestemmeligheden en semi-social placering. Historien handler om en loppe, en græshoppe og en gås, der kæmper om en prinsesses hånd ved at afprøve, hvem der kan springe højest. Selv om gåsen ikke engang letter fra jorden, vinder den på lumpen vis, fordi den er mere respektabel end de andre kavalerer. De to tabere tager konsekvensen: Loppen drager i krig, og græshoppen sætter sig i en grøft og filosoferer over tilværelsen.

Springfyrene
er vel sagtens grundlæggende en fortælling om social accept. Men den er det på en så forvrænget, virkelighedsfjern og naiv måde, at det slet ikke kan tages alvorligt. H.C. Andersen skriver dermed om forholdet mennesker imellem – eller dyr og mennesker imellem – men han gør det på en så selvdestruktiv og mærkelig måde, at man svært kan drage noget entydigt ud af fortællingerne.

I De røde Sko er situationen den samme. Pigen bliver straffet, fordi hun opfører sig uacceptabelt, men straffen er så grotesk og logikken så firkantet, at det nærmest ikke giver mening. Fortællingen har en social side, men den er pillet helt fra hinanden. På den måde opstiller H.C. Andersen et næsten universelt satirisk verdensbillede, hvor eventyrene på en gang forholder sig naivt, skosende, fjollet og gravalvorligt til indholdet.

I Holger Danske får denne tvetydighed en særlig form. Historien handler om en bedstefar, der fortæller sit barnebarn om Holger Danske-statuen, som sidder under Kronborg, og som vil blive vækket til live i det øjeblik, fædrelandet er i fare. Fortællingen er nærmest for hyggelig og ligefrem, og det er vanskeligt at afgøre, hvordan man skal forholde sig til den.

Når fortællingen slutter med ordene ”han vågner nok, for der er krummer i Holger Danske!”, lugter det i mistænkelig grad af sarkasme. På den anden side kan fortællingen næppe karakteriseres som særlig kritisk.

Hverdagsnationalismen i Holger Danske får samme behandling som de sociale omgangsformer i De røde Sko, Hyrdinden og Skorstensfejeren og Springfyrene. Man sidder konstant med en følelse af ubegribelighed. I eventyrene omkring 1845 er H.C. Andersens satire et flertydigt spil, hvor et hav af temaer bliver taget op, uden at ét af dem får lov at indtage en ubetinget førerposition. Satiren bliver aldrig fuldstændig, og netop derigennem giver den fortællingerne et universelt præg af mystisk ubestemthed.

0
Din bedømmelse: Ingen