Heretica: Kulturkrise og poetisk frelse

Oprettet: 01.04.2004 - 08:00

Af stud.mag. i litteraturvidenskab Christian Christiansen

Kulturkrise og civilisationskritik
For de unge lyrikere, der debuterede under eller kort efter anden verdenskrig, var det fælles udgangspunkt en dybtfølt skepsis over for samtidens ideologier. De krisebevidste lyrikere samledes omkring tidsskriftet Heretica (1948-53), og disse digtere er næsten enerådende kommet til at tegne afslutningen på 1940’erne og starten af 1950’erne i eftertidens øjne.

Til kredsen omkring Heretica hørte bl.a. lyrikerne Ole Sarvig (1921-81), Ole Wivel (f. 1921-2004), Paul la Cour (1902-56) og Thorkild Bjørnvig (1918-2004), men også prosaforfatteren Martin A. Hansen (1909-55) og den purunge Frank Jæger (1926-77) spillede en væsentlig rolle.

Med titlens betydning af ’kætterier’ var tidsskriftet vendt mod rationalismen og de herskende ideologier, der blev set som medansvarlige for krigen og dens efterfølgende dønninger. Afslutningen på krigen havde ikke ført til en forløsning eller følelsesmæssig afklaring, idet nazismens galskab blev videreført i kraft af koldkrigens massefremstilling af dommedagsvåben. Ifølge hereticanerne var Europa gennemsyret af en afgrundsdyb kulturkrise.

Inspirationen fra religionshistorikeren Vilhelm Grønbech (1873-1948), der havde påpeget, hvorledes intellektets herredømme fra renæssancen og frem havde gjort mennesket stadig mere splittet og rodløst, var særdeles tydelig.

Dyrkelsen af intellektet og fornuften blev således anset som den egentlige årsag til dæmoniseringen af verden. Overvurderingen af intellektets muligheder havde ødelagt menneskets naturlige kontakt til tilværelsen. For det moderne menneske var der ikke længere nogen organisk sammenhæng mellem fornuft og følelse, og under fornuftens herredømme var mennesket blevet fremmed overfor sig selv og sine egne følelser.

Digtningen som vejen til frelse

Digterne i kredsen omkring Heretica ønskede at genskabe forbindelsen til det irrationelle og subjektive for på denne måde at udfri mennesket fra den grænseløse isolation, og netop her kommer digtningen ind i billedet. Hereticanerne hævdede nemlig poesien og den kunsteriske erkendelse som en farbar vej ud af den menneskelige ensomhed. Poesien var et medium til en eksistentiel genfødsel.

Denne opfattelse af kunsten som frelsende kommer måske tydeligst til udtryk i Paul La Cours Fragmenter af en Dagbog (1948), der med en vis berettigelse kan betragtes som en programskrift for dette kunstsyn: ”Kun poesien kan frelse mennesket og verden” og ”at være digter er ikke at gøre digte, men at skabe en ny måde at leve på”. Verslinjerne er karakteristiske, og de illustrerer med al ønskelig tydelighed den frelsende rolle, som digtningen blev tilskrevet.

 www.litteraturnet.dkMed tiden fik tidsskriftet et mere metafysisk præg. Der var da heller ikke særlig langt fra opfattelsen af kunsten som frelsende til et religiøst livssyn i mere traditionel forstand. Hos adskillige af Heretica-poeterne kan man således også konstatere en udvikling frem mod en mere religiøs livsanskuelse. I digtene kommer denne udvikling til udtryk gennem en ophobning af symboler med bibelske referencer.

Flere af digterne finder netop gennem troen en art forløsning fra ensomheden. Det gælder bl.a. Ole Wivel, der i Fiskenes Tegn (1948) pegede på en slags kryptisk kristendom som det, der kunne installere en ny enhed i tilværelsen. Forbindelsen til den amerikansk-engelske digter og kritiker T. S. Eliot (1888-1965), der ligesom Heretica blev udgivet på Wivels Forlag, er her særlig tydelig. Eliot var kristen og konservativ, og han insisterede på, at det moderne samfund havde brug for kristendommen som et ledende princip i det sociale og private samvær.

Det var imidlertid ikke alle digterne, der kunne tilslutte sig den metafysiske stræben efter forløsning. Det religiøse syn og den næsten totale mangel på social og politisk bevidsthed fik dog bl.a. Erik Knudsen (f. 1922) til at forlade tidsskriftet.

Afsked med Heretica
I 1953 tiltrådte Hereticas forlægger og flittige bidragyder, Ole Wivel, en stilling i direktionen på Gyldendal. Det blev enden på den korte saga om Heretica. En overgang overvejede Gyldendal at videreføre tidsskriftet, men et ønske om at orientere sig mod et bredere publikum førte til, at planerne blev skrinlagt. I stedet introducerede Gyldendal et nyt tidsskrift ved navn Vindrosen (1954-73).

Det nye tidsskrift markerede en afsked med den metafysiske og indadvendte position, der havde karakteriseret Heretica. I de første år formåede Vindrosen imidlertid ikke at etablere sig med den samme gennemslagskraft, som Heretica havde haft. Det afgørende gennembrud kom først i 1959, hvor Villy Sørensen (1929-2001) og Klaus Rifbjerg (f. 1931) – 1960’ernes toneangivende litterære figurer – overtog redaktionen af tidsskriftet.

0
Din bedømmelse: Ingen