Af litteraturstuderende Nicolai Rerup Nielsen
Camilla Stockmann & Maise Njors e-mailkorrespondance, Michael Laudrups tænder, byder på en række pinlige, rørende og morsomme episoder fra de to kvinders liv. Det er velskrevet og underholdende, men i sidste ende banal læsning.
Der lukreres på nyfigenheden i disse år. Bogmarkedet synes oversvømmet af biografi- og dagbogsudgivelser, og i den senere tid har man i kølvandet på denne flodbølge kunnet stifte bekendtskab med et betragteligt antal af samtale- og korrespondance-bøger forfattet af mere eller mindre kendte personer. Der synes at være en stadig og usvækket interesse for indblik i selv de mest intime detaljer af andre menneskers liv.
Således også for non-fiktionsværket Michael Laudrups tænder (2005) - en række e-mails forfattet og udvekslet af de to journalister Maise Njor (f. 1968) og Camilla Stockmann (f. 1973) – som efter udgivelsen i fjor tilbragte et anseeligt tidsrum på bestseller-listerne og indtil videre er trykt i et femcifret oplag.
En bro mellem bleer og stiletter
Michael Laudrups tænder blev efter sigende til som et eksperiment; et forsøg, der skulle vise, hvor godt man kunne lære hinanden at kende ved blot at korrespondere via mail. Som læser får man indblik i disse mails og altså lov til at kende de to kvinder Camilla Stockmann og Maise Njor i det år korrespondancen fandt sted.
Njor er på barsel, nybagt mor for tredje gang, og mere eller mindre bundet til det hjem, som hun deler med tre små piger og en – som det fremstår – lettere nørdet og i tiden retningsløs mand. Man indvies i hendes kærlighed til både døtrene og manden, men følger samtidig hendes kamp – indre såvel som ydre – for at blive set som andet og mere end blot en mor.
Stockmann følger man, mens hun jonglerer rundt med en påtvunget og krævende redaktørstilling på Politiken, en ny kæreste i en ny lejlighed og et socialt liv, der indebærer lidt for mange drinks på Vesterbros barer. Mellem disse to umiddelbart umage kvinder skabes der nu en elektronisk bro, og meninger, tanker og anekdoter danner grundlag for udviklingen af et venskab.
Og det er velskrevet – man fanges hurtigt ind af de to skribenters gengivelser af arbejdsliv, børnepasning, pinlige branderter og episoder fra barndom, ungdom og familieliv. Og det er morsomt – man krummer tæer over nogle af de meget intime udvekslinger, hvor lort kaldes for lort, og et skræv nu engang er et skræv. Man gnægger stille, når skytset køres i stilling og endnu en af dansk journalistiks – mandlige – koryfæer skydes i sæn. Og man griner højlydt af beskrivelsen af en maniodepressiv bedstemor, der stikker af til USA og vender hjem med cowboyhat og et styk nervøs og hashrygende sort trompetist under armen.
Retorisk horror vacui
Som sådan er Michael Laudrups tænder da også et både rørende og stærkt underholdende portræt af to kvinder, børn af 70’erne, der forsøger at falde til ro i rollen som ansvarsfulde voksne, men som stadig plages af hver deres indre teenager - en tilstand som vel nærmest kan tilskrives en hel generation.
Samtidig gives der også indkast til en debat om et samfund, hvor der formelt set endnu ikke er ligestilling mellem kønnene, uden at der dog er tale om noget feministisk brandskrift. Men hvor bogen virkelig finder sin styrke, og hvor man nok også kan søge årsagen til dens succes, er i den mulighed for spejling, den skaber for sin nyfigne læser.
Hvor er det dog utroligt betryggende at vide, at man ikke er den eneste her i verden, der jokker i spinaten fra tid til anden. Hvor er det dog en trøst at konstatere, at også andre kan føle sig små og ubetydelige, kluntede og ubegavede.
Når nærværende læser alligevel forblev en smule forbeholden efter endt læsning, skyldes det en angst, som Camilla Stockmann benævner ”retorisk horror vacui - angsten for pinlig tavshed.”
For hvor brevudvekslingen i andre litterære værker – både non-fiktion og fiktion – er blevet benyttet til at skabe grobund for eftertanke og indfølelse, sidder man efter læsningen af Michael Laudrups tænder tilbage med en tom følelse af mestendels at have spejlet sig i hverdagsagtige begivenheder og pinagtigheder. Og så indtræder den pinlige tavshed.
Kommentarer