Frihed og bod - spor af rejsens kulturhistorie

Oprettet: 28.05.2013 - 13:33
Siden 1700-tallets rejsebeskrivelser har den ydre rejse været nært forbundet med den indre og har både udtrykt sig som en søgen efter frihed eller som en bodsgang. Begge dele med faren for at fare vild.
 
Skrevet af Allan Sortkær, ph.d. og gymnasielektor
 

At rejse er at dø. Eller i det mindste var rejsen forbundet med en betydelig risiko for at dø. H.C. Andersens berømte citat om at rejse og leve ville ikke have givet mening for flertallet af rejsende før ham. Citatet vidner derfor om en stor mentalitetshistorisk ændring, der bryder igennem i slutningen af århundredet før Andersen. Ændringen medfører, at rejsen ikke bare forbindes med at leve, men også med personlig frihed. Drømmen om frihed har fulgt os til i dag, og den får sit klareste udtryk i 1950ernes privatbilisme og i den litteratur, den afføder. Et andet spor i rejsens historie handler om modpolen til rejsen i bil, nemlig om hvordan bilen forsages, og de rejsende igen begynder at gå, som en selvpålagt byrde med tråde tilbage til middelalderens bodsrejser.

Fortabelse og frihed
Mod slutningen 1700-tallet kobles rejsen sammen med ideen om frihed – og på samme tid træder den rejsende subjektive oplevelse af verden i centrum.
I 1789 i revolutionsåret, da den syge digter Jens Baggesen forlader kurstedet Pyrmont i Tyskland, beslutter han sammen med sine to jævnaldrende rejsekammerater, at de skal danne et selskab uden skel og alle tre under borgerlige navne. Rejseselskabet udgør dermed en lille utopi om lighed, frihed og broderskab, der kommer til at foregribe den franske revolution senere samme år. I et bredere kulturhistorisk perspektiv er Baggesen med til at forbinde rejsen mod et derefter fast ideal. Idealet om frihed.

Det er helt modsat Ludvig Holbergs tanker om rejsen et halvt århundrede før. Med en ironisk formulering, var menneskets hovedkvalitet ifølge Holberg ”ustadighed”. Det var netop ikke en kvalitet, men en fare, ikke mindst for den rejsende, der netop blev påvirket af først det ene så det andet indtryk – i yderste konsekvens var faren for den rejsende at miste sin tro. Det illustreres ganske fint i Ludvig Holbergs fiktive rejseberetning Niels Klims underjordiske rejse fra 1741. Hovedpersonen Niels Klim er nemlig kun fornuftig, så længe samfundet omkring ham er det – væk fra dette samfund handler han i strid med fornuften og udvikler sig til en tyran. I de 50 år, der går mellem Holberg og Baggesen, sker der altså en omvurdering af rejsen, der går fra at være forbundet med en fare for fortabelse for den rejsende til at være et middel til at opnå friheden.
Bevægelsen, modstanden og selvet.

Rejselitteraturens plot er helt fra antikkens rejsende helt Odysseus snævert forbundet til bevægelsen gennem landskaber. En bevægelse, der løbende får perspektivet til at skifte, og som løbende igen føder nye iagttagelser og oplevelser. På den anden side er det klart, at der sjældent kommer en læsbar rejseberetning eller rejseroman ud af anstrengelserne, hvis der ikke opstår en vis modstand undervejs. For virkelige rejsende i ældre tider var det potentielt forbundet med døden at rejse. Selv om rejsende hyppigt lider døden på 1700-tallets rejser sammenlignet med i dag, så bliver det alligevel mindre farefuldt at rejse i 1700-tallet. Vejene bliver bedre, forbindelserne mere regelmæssige og sikkerheden større - i det mindste i Europa. På samme tid bliver Europa så velbeskrevet, at der ikke er meget nyt at beskrive.

Det er en væsentlig årsag til at rejselitteraturen udvikler sig i en litterær retning, hvor den rejsendes subjektive syn på verden spiller en central rolle. Beskrivelsen af den ydre verden nedtones til fordel for den reaktion den ydre verden afføder i den rejsendes indre. Det bliver til en hel generation af følsomme rejsende. Det bliver ikke mindst Jean-Jacques Rosseau, der kommer til at udgøre inspirationen for sine samtidige og romantikerne efter ham – ved at forbinde vandring, natur, ensomhed og følsomhed. I et længere perspektiv bliver det tydeligt, at der er en fare ved den indre rejse. Som i den ydre verden kan man også fare vild i sindet – og så lurer fortabelsen stadig.

Bilen!
168 år efter den franske revolution kan det næsten ikke være andet end bilen, der bliver symbol på den ultimative frihed i det begynde økonomiske opsving efter anden verdenskrig. Jack Kerouac skaber med Vejene (1957) en af beatgenerationens store klassikere. Friheden bliver et til tider manieret brud med forældregenerationens normer. Statsgrænser og moralske begrænsninger krydses med stor lyst. Rastløshed, sprut, sex og et aggressivt sprog driver romanen frem over vejene – hvilket også er besættende for læseren – dengang som i dag. Romanen kommer i sin eftertid til at danne et nyt spor både for andre romaner og for de opvoksende generationer. Set på mere end 50 års afstand er det interessant at se, hvor grænsen trods alt går. Som et efterhånden klassisk indslag i genren, lurer der en snert af homoerotik mellem de hovedpersoner af samme køn Sal Paradise og Dean Moriarty, der i egne øjne bevæger sig mellem den ultimative frihed og fortabelsen – samtidig med at homo-sex netop er en grænse, der ikke overskrides.

Et andet nyere og godt bud på genren er Døden kører Audi (2012) af Kristian Bang Foss, der fortæller historien om Asgers rejse med Waldemar, der lever med utallige lidelser. På rejsen mod Marokko og healeren Torbi el Mekki vanartes realismen gang på gang til groteske scener. Og man holder af de to kynikere. Det er forrygende. Og for den lidende Waldemar bliver friheden lig med undergang og død. Bilen udgør en flugt og et løfte om frihed, men den rejsende slipper aldrig for sig selv.

Bod og synd
Det var en integreret del af middelalderens kristendom at skrifte sine synder til en præsten, præsten kunne så pålægge synderen en passende bod – fra at sige et antal bønner ved milde synder til en pilgrimsrejse til et helligt sted, hvis der var tale om en grov synd. Yndede destinationer var Rom, Santiago de Compostella eller Jerusalem. En sådan rejse kunne vare år.
Bod og vandring til fods står i den nyere rejselitteratur som det modsatte af bilens frihed. Her er den selvvalgte træghed og den dybe refleksion en del af pointen. Også selv om der er tale om sekulariseret bodsgang – og selv om middelalderens pilgrimsrejse ikke altid foregik til fods.

I de to rejseberetninger, jeg nu vil beskrive, går der gennem de steder, skribenterne besøger, et spor tilbage til de, der gennem historien har befundet sig på samme sted. I begge rejseberetninger er der tale om dystre spor af den europæiske kultur. En slags arvesynd.

W.G. Sebalds Saturn ringe (1995) beskriver Sebalds vandringer i Østengland i 1992. I bogen er der på én gang tale om, at erindringen og fortællingen starter i landskabet og dets forbindelse til tiders historie, mens det andre gange bare er en detalje fra en fortælling, der afføder forbindelsen til en ny fortælling. Verden som Sebald beskriver den hænger ubønhørligt sammen i et net af forbindelser mellem forskellige tider og steder. Der er en dyb alvor i Sebalds tekst, der for mig at se former sig som et modsvar til vores overfladiske tid. Under en flyvetur hedder det sigende: ”Når vi betragter os selv fra en sådan højde, er det frygtindgydende at opdage, hvor lidt vi ved om os selv, om vore hensigter og mål […]”. Det er dette frygtindgydende virvar af hensigter og mål Sebald formidler. Bogen er fyldt med fotografier, nutidige og historiske, der på én gang dokumenterer at verden er til, men som på samme tid, som altid med fotografier, viser at det øjeblik, der fotograferes er fortid. Hertil væver fortællinger sig ind om dagen af i går. Og frygtindgydende bliver det ofte. Verden er i enhver forstand bygget i forlængelse af andre menneskers død; fredelige, voldsomme og barbariske dødsårsager mellem hinanden. Man får indtrykket af mennesker, skyldige og uskyldige, der gang på gang farer vild, mens verden ubønhørligt bliver til.

I 2001 vælger tyskeren Wolfgang Büscher at vandre fra Berlin til Moskva, ad samme rute som først Napoleon og siden Heeresgruppe Mitte under Anden verdenskrig. Et ukendt sted på denne vej døde Büschers for ham ukendte bedstefar og mange andre. Som ved Sebald er dog ikke tale om, at Büscher har den tro, der giver bodsgangen sit indhold ved at vandringen ophæver den ubalance, der er blevet skabt med synden. I både Sebalds og Büschers beretninger er der tale om en skyld, der rækker langt ud over det enkelte menneske. I stedet er der tale om, at de gør fortiden og skylden nærværende. Men som Büscher erkender, undslipper nærværet os hele tiden. Direkte henvendt til den døde bedstefar hedder det ved starten af rejsen. ”Rolig, hviskede jeg, jeg går hen over dig, uden du mærker det. Vær helt rolig, jeg går gennem dig som vinden.”

I stedet kommer Büschers rejse til at handle om de levende. Han taler med dem, han møder på sin vej til Moskva. Men samtidig er det også tydeligt, at de levende liv i en eller anden forstand er blevet formet af den voldsomme fortid, krigen, SS og kommunismen. Her mellem de levende opstår et ægte nærvær – og på disse mennesker såvel som Büscher selv bliver fortiden levende ikke som nærvær, men som de spor, den har trukket i deres liv. Undervejs er Büscher bange for at dø, og mod slutningen er det tæt på. Til sidst i Moskva finder han på sin vis hjem under besøget i forfatteren Pasternaks hjem, med bøgerne og kulturen som modbilledet til steppens verden, som han lige har vandret igennem. Men igen, kulturen er jo hos både Sebald og Büscher samtidig tæt forbundet med barbariet.

En nedbrydelig afslutning
Rejsen bliver fra slutningen af 1700-tallet og frem uløseligt forbundet med frihed. Og for rejselitteraturens vedkommende en frihed til at sætte sit eget jeg i og på spil. Ideen om frihed kommer klarest til udtryk med bilen som potensforlænger. Er der benzin og penge nok, bestemmer man selv, hvorhen rejsen skal bevæge sig. Modsat er rejserne til fods. Her er der tale om en selvpålagt langsomhed og eftertænksomhed, der står i modsætning til det tempo, vi til daglig bevæger os med. Men for både Kerouac, Foss, Sebald og Büscher er der næppe tale om, at de sætter sig selv fri, nærmere og helt tydeligt ved Sebald og Büscher, at vi som mennesker ikke er herrer over vores eget liv. Så er vi tilbage hos Holberg: Menneskets største kvalitet er ustadighed - og som ustadighedens fremmeste symbol står rejsen.

Litteratur:
Baggesen, Jens: Labyrinten. – Gyldendal, 2005

Büscher, Wolfgang: Berlin-Moskva,En rejse til fods. – Gyldendal, 2005

Foss, Kristian Bang: Døden kører Audi. – Gyldendal, 2012

Kerouac, Jack: Vejene.- Rosinante 2010

Holberg, Ludvig: Niels Klims underjordiske rejse. – Vandkunsten, 2012

Sebald, W.G.: Saturns ringe.- Tiderne skifter, 2011

Sortkær, Allan: Forestil dig verden, En beretning om udviklingen af dansk-norsk rejselitteratur i 1700-tallet. - upubliceret ph.d.-afhandling ved Aarhus Universitet(2010)

 

 

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)