Fra folkelig optimisme til angst og koldkrig: Dansk litteratur 1900-1950

Oprettet: 01.02.2016 - 14:18

Få et overblik over forfatterne og de vigtigste litterære tendenser i perioden 1900-1950. Søren Schou øser af sin viden.

Af Søren Schou, Professor Emeritus, Roskilde universitet

De første år af 1900-tallet stod i det folkelige gennembruds tegn. En gruppe forfattere, som typisk var fra provinsen og kom fra jævne kår, trådte frem og skildrede de kulturelt oversete klassers tilværelse – husmænd, daglejere, arbejdere. Litteraturen er præget af tillid til, at bedre tider venter småkårsfolk. Titelpersonen i Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren forlader barndomsøen Bornholm og tager til Kongens København, der måske på vej til at blive Folkets København. Det sociale engagement er brændende, som det også var hos Jeppe Aakjær, Jyllands besynger. Mere sammensat er Johannes V. Jensen, forfatter til nogle indlevede provinsskildringer (Himmerlandshistorier), dyrker af teknik og fremskridt – og modernistisk lyriker med utroligt sikker sprogfornemmelse (Digte 1906).

Danmark deltog ikke i 1. Verdenskrig (1914-18). Aakjær digtede om puslingelandet, der hyggede sig i smug, mens hele verden brændte om dets vugge. Helt fredelige var krigsårene nu ikke. En rastløs foretagsomhed prægede de såkaldte gullaschbaroner, der solgte (elendig) kødkonserves på dåser til skyttegravenes soldater, og blev hovedrige. Moralske normer gik i opløsning, en civilisation så sin undergang i møde, mest omfattende skildret af Henrik Pontoppidan i den store roman De dødes rige. Tiden efter krigen kunne minde om et kollektivt nervesammenbrud. Man nærede mistillid til de gamle mænd, der havde kastet verden ud i krig, og drømte om en ny virkelighed skabt af den unge generation, der ikke var tilsølet af krig og politik.

Jacob Paludan skildrede i romanen Jørgen Stein både værdisammenbruddet og de næsten religiøse forventninger, mange nærede i forbindelse med den russiske revolution 1917, der bragte kommunisterne til magten. Jørgen iagttager hovedrystende sværmere og fidusmagere på sin vej. Selv finder han et holdepunkt i en kaotisk tid: dyrkelsen af slægten, den amtmandsfamilie han er rundet af. Paludans konservatisme er uden gud, konge og fædreland. Han er slægtskonservativ og skriver om sin egen generation, der snublede i starten. Den jævnaldrende Tom Kristensen deltog derimod med hud og hår i tidens galskab, først med den farvestrålende og grelle digtsamling Fribytterdrømme, siden i romanen Hærværk, hvis hovedperson, kulturjournalisten og drankeren Ole Jastrau, hvis navn ikke tilfældigt minder om jazz, tidens nye musik.

Fra eksperiment til kollektivroman

Hvor 20erne var vilde og eksperimenterende, blev 30erne præget af politisk disciplinering – eller ligefrem ensretning – inspireret af sovjetkommunismen og nazismen, der kom til magten i Tyskland 1933. I Danmark havde Socialdemokratiet og Det radikale Venstre regeringsmagten; deres vigtigste opgave var at mildne følgerne af den dybe økonomiske krise. Yderfløjene, såvel kommunister som nazister, var små og partipolitisk ret betydningsløse, men nazistisk tankegods kom i nogen grad til at påvirke de gamle borgerlige partier.

Trods sin beskedne politiske indflydelse blev det danske kommunistparti en vigtig faktor i 30ernes kulturliv, og forfattere som Hans Scherfig og Hans Kirk blev populære langt udover partifællernes kreds. Med sin spiddende satiriske stil tog Scherfig skolen under kærlig behandling i Det forsømte forår. Kirk skrev i Fiskerne om et kollektiv af vesterhavsfiskere, der ændrer livsanskuelse, da de flytter til mildere himmelstrøg; der er ifølge Kirk en snæver forbindelse mellem menneskers materielle forhold og religiøse anskuelser. Begge værker er kollektivromaner – synsvinklen knyttes ikke til én person, men fordeles mellem flere. Kollektivromanen blev en vigtig nyskabelse og dyrkedes både af socialdemokratiske, kommunistiske og partiløse forfattere. I H.C. Branners Legetøj udgjorde en legetøjsvirksomhed den fælles ramme om romanens personer; deres drømme og deres angst spejler den store verden uden for murene.

Hos Branner er flere socialgrupper repræsenteret, fra arbejdere til direktør, men det blev arbejderen, der kom til at stå i centrum i 30ernes litteratur. Den socialdemokratiske kulturpolitiker Julius Bomholt var i en periode varm fortaler for en særlig arbejderlitteratur, der kunne give partiets vælgere selvbevidsthed og optimisme. Anderledes mørkt tegnede tilværelsen sig for Tove Ditlevsen, der skildrede livet i fattigkvartererne med baggrund i hendes barndomsgade på Vesterbro i København.  På én gang illusionsløst og poetisk portrætterer hun samfundets svageste og sin egen kamp for at realisere drømmen om at blive forfatter, både i enkle, træfsikre digte og i en række romaner, med Barndommens gade som den første.

Helt uden for tidens litterære hovedtendenser stod Karen Blixen, der tit henlagde sine skæbnefortællinger til gamle dages aristokratiske miljøer, men med sine slyngede, fantastiske fortællinger om masker og rollespil pegede hun frem mod senere tiders facetterede menneskeopfattelse. Lige så stor opmærksomhed, i Danmark og i en større verden, vakte hendes erindringsværk Den afrikanske farm, hvor hun fortæller om sine år som ejer af en kaffefarm i Kenya.

Det kulturradikale håb

En vigtig gruppering i 30erne var de kulturradikale (som de siden kom til at hedde). Politisk stod de til venstre, men distancerede sig typisk fra kommunismen. Pædagogikken spillede en hovedrolle i den kulturradikale vision af det harmoniske menneske; her forenedes et antiautoritært, socialistisk samfundsideal med psykoanalysens tro på det naturlige menneske uden angst for kønslivet. Den uortodokse arkitekt og samfundskritiker Poul Henningsen (kendt som PH) betonede, hvad han kaldte ’kultursammenhængen’; han så fx en tæt forbindelse mellem miljø og mentalitet: Den pompøse, monumentale byggestil skaber underdanige og snobbede mennesker. Men også omvendt: Den demokratiske byggestil (PH nævner rækkehuset) indvirker positivt på dannelsen af det demokratisk indstillede menneske. Med sin rapkæftethed var PH en hadefigur blandt borgerlige og nazister, men han stod langtfra ene med sin kritik. En gruppe kulturradikale bekæmpede i tidsskriftet Kulturkampen, hvad de betragtede som den nazistiske pest.

Da Danmark blev besat 9. april 1940, blev litteraturen underlagt censur. Allerede i 30erne havde danske forfattere måttet dæmpe lysten til at satirisere over den store nabo mod syd, bl.a. dramatikeren Soya, der også under besættelsen tirrede tyskerne. En anden dramatiker, præsten Kaj Munk, havde i 30erne set op til de nazistiske og fascistiske diktatorer, men nu udfordrede han modigt nazisterne og blev myrdet af en gruppe Gestapofolk. Nogle forfattere sympatiserede med besættelsesmagten, bl.a. Harald Bergstedt (”Jeg ved en lærkerede” og ”Solen er så rød, mor”), men ingen af dem er blandt de betydeligste.

Morten Nielsen var en lyriker, der følsomt udtrykte besættelsesårenes usikkerhed og angst. De unge, tidligt modnede modstandsfolk oplevede døden som en fortrolig og som et vilkår, der i ét nu kunne afslutte alt. Det var næsten for symbolsk, at Morten Nielsen selv omkom under besættelsen (ved en ulykke under våbentræning).

Hvor tiden efter den forrige krig havde været præget af hektisk udfoldelse, efterlod afslutningen på 2. Verdenskrig i 1940 mange mennesker deprimerede og rådvilde. De nazistiske udryddelseslejre viste, hvilke grusomheder mennesker kunne udsætte hinanden for. Snart efter krigsafslutningen begyndte en ny – ’kold’ – krig. De tidligere allierede, USA og Sovjetunionen, opbyggede store lagre af atombomber, der ville kunne ødelægge alt liv. I lyset af den trussel mente mange forfattere, at rationalitet og fornuftsdyrkelse havde spillet fallit.

Den dybe pessimisme prægede kredsen omkring tidsskriftet Heretica (latin for ’kætterier’), der mente, menneskeheden befandt sig i de sidste tider inden Dommedag, og hengav sig til et religiøst farvet håb om frelse. Lyrikken kom til at stå i centrum med Ole Sarvigs dystre billeder fra en verden med kurs mod katastrofen, og Thorkild Bjørnvig hentede i sine digte inspiration i mytens tidløse symboler. Tidens alvor og dens kætterske skepsis over for fremskridtet mærkes i Martin A. Hansens roman Løgneren og i essays, hvor han formulerer et håb om, at et nyt menneskeligt fællesskab kan skabes med inspiration fra den gamle bondekultur.

Den hektiske livsudfoldelse efter 1. Verdenskrig slog efter den følgende krig om i pessimisme og alvorsfuldhed. Fra slutningen af 50erne blev salmetonen afløst af en livsbekræftende, ny kulturradikalisme, bl.a. hos Klaus Rifbjerg. Men det er en anden og senere historie.        

                      

0
Din bedømmelse: Ingen