Eva Tind har skrevet en artikel om sit forhold til litteratur og sprog, samt hvilken rolle litteraturen spiller i forhold til den nationale identitet.
Af Eva Tind, forfatter og billedkunstner
Jeg består af fragmenter og mønstre af andres sjæle. Jeg lever inde i de mennesker, jeg kan lide, og de lever inden i mig. Et ubrudt flow, som tiden går, bliver det stadig mere vanskeligt at skelne mellem, hvad jeg udelukkende selv har oplevet, set, hørt, gjort, skrevet, bygget. Jeg ejer intet, selv sproget er et historisk fælleseje, hvert enkelt ord bærer mening og betydning. Selvom ordet danskhed ikke er danskhed, er ordet fyldt af netop det. Selvom ordet honning ikke er honning er ordet fyldt af netop det.
Jeg er en form for energi i bevægelse, en mikroskopisk dråbe af ursuppen, der udtrykker sig gennem et organisk hylster, kroppen. Det er kroppen, der gør, at jeg kan adskille mig fra dig, fra tingene, naturen, verden. Den er mit territorium. Jeg er et synligt menneske født ud af den store, fælles koreanske krop, åbningen jeg passerer igennem sidder i en kvinde, en mor. Min første mor. Jeg ligner. Jeg passede ind i befolkningen, i Korea, for jeg har hverken blå øjne, synlige tentakler, ekstra fingre eller andre afvigende kropsmarkeringer med mig. Jeg er en sorthåret, smaløjet blandt andre sorthårede, smaløjede. Det er mit lod ikke fuldkomment at forstå den natur, jeg selv er.
Der går et år.
Havet er lig afstanden mellem et land og et andet.
Jeg er nu en sorthåret, smaløjet blandt de lyshårede, brunhårede, storøjede. Jeg passer ikke ind i den nye, store fælleskrop. Tiden går og går.
Jeg ved intet om havet. Jeg ved intet om tiden.
Jeg ved alt.
Jeg bærer tiden. Som en ekstra lunge, hænger den ved siden af andre lunger i min krop, som et pendul, svinger tiden i mig. Tik, tak. Jeg er det, der kommer tættest på tid. Jeg er både den tidsrejsende og selve tidsmaskinen, jeg er det store ur, tiden trækker i mine organer, tiden bevæger mig, den skvulper, det er anstrengende at bære verdenshavet med en hånd.
Jeg prøver at huske, hvem jeg var, at forstå hvem jeg er. Hvem du er. Jeg skriver og opererer kunstnerisk gennem forskellige medier, den ydre verden har ingen begrænsning, men jeg har. Der er grænser for, hvor meget jeg kan tåle at undre mig. Jeg bliver rasende, når andre tager patent på sandheden. Når nogen siger, at de bestemmer over ordene.
Jeg skriver ikke for at dømme og fordømme. Mine bøger er litterære og kunstneriske undersøgelser, der manifesterer sig som litterære eller kunstneriske betragtninger. De rummer aldrig svar, de rummer altid undren. Resultatet af mit arbejde lægger jeg frem for så at træde til side og lade læseren eller beskueren opleve og vurdere selv.
Jeg har det, som om tekster opstår udefra og indefra samtidig, og selvom de kommer til udtryk gennem mig, er de ikke nødvendigvis udtryk for, hvem jeg er. De er en slags kollektivt stof, der blandes med mig, mine følelser, tanker, evner. I min kunstneriske stræben starter jeg hele tiden forfra, jeg skiller ad, sorterer, udrydder og bygger sammen på ny. Bryder de gængse grænser, strukturer, symboler ned og frembringer ny betydning. Jeg er interesseret i, hvad det er, der forbinder og adskiller forskellige virkeligheder med hinanden. Hvad det vil sige at være et flerdimensionelt menneske.
I 2009 debuterer jeg som forfatter med bogen DO (2009). Her lader jeg den koreanske og den danske kultur mødes i en poetisk refleksion over identitetsbegrebet. Gennem lyrik, kortprosa, dialoger, dokumentarisk stof og billeder tegner jeg et kort over en indre og ydre verden delt i to. Helt enkelt spændes bogens univers ud mellem to lande, to nationaliteter, to kulturer, to sprog, to familier, to navne, to identiteter, men DO handler i lige så høj grad om, hvad tilhørsforhold er, hvordan man skaber identitet. Hvad er bestemt af omverdenen, hvad klistrer til én, ligegyldigt hvad man gør.
Bogens genreeksperimenterende form er med til at understrege, at verden fremstår forskelligt alt afhængig af, hvem der ser den, og hvorfra den bliver set. De forskellige skrivemåder og billeder giver et personligt blik på, hvad det for mig betyder at være koreanskfødt dansker.
Den svenske digter Åsa Maria Kraft skriver i det norske tidsskrift UTFLUKT, 2012, at jeg i de konstruerede familiefotos fra min debutbog DO er en tidsrejsende, og det giver resonans i mig. Det er præcist det, jeg er i de fotos, en tidsrejsende. Jeg rejser tilbage til 1970ernes Korea, placerer mig selv i stedet for det barn et barnløst, nordiske par skulle have haft, jeg vokser op som deres barn, og tager et billede af adoptivkernefamilien som den ser ud 35 år senere, og rejser så tilbage i tiden, placerer mig selv i stedet for det barn et barnløst, nordisk par skulle have haft, vokser op som deres barn, og tager et billede af adoptivkernefamilien som den ser ud 35 år senere, og så rejser jeg tilbage i tiden, placerer mig selv i stedet for andre børn, og det gør jeg om og om igen, indtil bogen ender. På den måde opstår der et barn i barnet, et kalejdoskop af tider i samme tid.
For mig er litteratur en personlig virkelighedsundersøgelse, der indskriver sig som en del af den store, kollektive fortælling, der handler om tilblivelse, at finde sin form og samtidig, at turde sætte sig i den andens sted. At være både offer og bøddel på en og samme gang betyder at ingen går fri. At man må tage et ansvar i stedet for at kæmpe om definitionsretten.
Sproget er en udtryksmulighed, det er et fællesskab, der kan bruges til overlevelse i vildmarken, som en håndbog, en kniv og en mund fuld af sorte bær. At mestre et sprog, at have en stemme og tilhøre en gruppe. Det er et tema i mit arbejde, hvordan vi udvikler vores fællesskaber uden at stivne i angst for at blande os med de såkaldt andre og ender med at visne i eget fort. Bogen eva + adolf (2011), er en samling af digte, tekster og billeder. Det er en undersøgelse af hvordan det gode og det onde ændrer betydning afhængig af kontekst og betragterens individuelle blik. Det handler om den lille ondskab i børneværelset og mellem venner og kærester. Det handler om hvordan den menneskelige trang til orden, fremgang og succes kan eskalere og blive destruktiv, når magtbegæret tager over.
At skrive er for mig at bringe noget et nyt sted hen. Romanen Rosenvej, Gyldendal 2012, er et forsøg på at give kød og ben til de formløse skygger, der flakser i det indre, i erindringen. Bogen er bygget op over en barndomsvej. En vej der forlænger sig og forgrener sig, for at blive en livsvej, der løber som en tråd gennem alting. En vej, der kan tegnes som en slags familietræ, et netværk, et kort, hvor de mennesker, hændelser og steder, man møder, forbindes.
Rosenvej handler om en pige, der vokser op, og hvordan landskaber, steder, begivenheder og mennesker vokser sammen med og ind i hende, for at blive en del af hendes krop og sind: først beboer jeg et hus, og når jeg forlader det, bor huset i mig, og fordi jeg ændrer mig, ændrer erindringen om barndommen sig, men den forlader mig aldrig. Mennesket er barndommens hus.
For mig repræsenterer barndommen en trang til at se noget blive til, den kunstneriske længsels essens, det hvide rum, et nulpunkt, hvorfra en ny verden vokser. Der er barndom i en del af mit forfatterskab, en eng af grønne følelser. Livet har endnu ikke sat sig, ideen om det uudfoldede potentiale ånder. Det er i barndommen, vi bliver forladt første gang, forelsket første gang, knytter venskaber første gang og møder nødvendigheden af både at blive forladt og at forlade. Det er der, vi er mest formbare og åbne. Når vi bliver gamle, vender vi ofte tilbage til barndommen for at genopleve, hvordan alting blev til, som min far vender tilbage til sin fødegård år efter år. Barndommens landskab, hvor han blev til, bekræfter ham i, at han findes. Han har et kropsligt tilhørsforhold til et sted, der fortæller ham, at han er i live, at han en dag vil miste alt.
I min bog Objet Fabrique (2013), er virkelighed ikke noget, man finder på gaden, men noget man selv skaber. Objet trouve bliver til Objet fabrique. Vi fabrikerer virkelighed, vi skaber, liv, fabrikker, familier, og vi mister det igen. Bogen handler om erindringens sammensyede narrativ, perspektivet glider mellem barnet og den voksnes perspektiv. Mellem verdenshistoriens hændelser og hverdagens. Mormorens død, den lille død, bombningen af Hiroshima, den store død der kan ramme, når som helst. Den ligger som et varsel, en tone, som et genfærd, et traume men også som en energi, en fornyet kraft. Hiroshima er en by, en hændelse under krigen, en pige i stuen.
Måske er national identitet en slags frakke, et stykke overtøj, der giver et billede af, hvem du er. Eller måske er det i virkeligheden undertøj, noget skjult, intimt og kropsnært. Verdens folk har altid været sammenblandet, men vi er måske mere opmærksomme på nuancerne, vi er mere bevidste om det enkelte menneskes flerstemmighed. Nationalitet betyder mindre, fællesskaber mere. Fællesskaber på tværs af tid og kultur, på tværs af den fysiske verden. Interessefællesskaber bundet sammen af internet, af lange strimler af overtøj og undertøj.
Jeg er opvokset i Danmark og føler mig dansk. Jeg taler dansk, jeg drømmer på dansk, jeg er mentalt, kulturelt set dansker. Min familie er etnisk danske. Men min koreanske identitet kan ikke udslettes, erstattes, en barndom kan ikke erstattes. Ved at vokse op i Danmark blev jeg dansker. Jeg kan ikke blive koreaner igen, det kan aldrig vokse baglæns, omvendt ned gennem livet.
Jeg føler mig mere dansk i Korea end i Danmark. Jeg føler mig mere dansk i Ghana end i Danmark. Jeg føler mig mere koreansk, når jeg er i Korea, men ikke når jeg er i Ghana. Jeg føler mig mere kinesisk i Kina, selvom jeg intet tilhørsforhold eller slægtskab har til kineserne.
Jeg har altid båret en længsel efter et kropsligt tilhørsforhold til en stamme, der ligner mig.
I 2012 rejser jeg til Nordkorea i håb om at opleve min afdøde biologiske fars fødeland. Rejsen bliver afsæt for min aktuelle roman, HAN (2014) og til en kunstudstilling, PANORAMA. Som det sker på min rejse, sker det i bogen: En dansk adopteret kvinde rejser til Nordkorea i håb om at opleve sin afdøde biologiske fars fødeland. Men den verden hun møder bedrager. Alt det hun ser, er iscenesat af landets styre, hun møder ikke befolkningen, men repræsentanter for befolkningen. HAN er skrevet i to spor, et dokumentarisk rejsespor og et indre fiktiv samtale, som kvinden fører med sin afdøde biologiske far undervejs. Men som bogen skrider frem, glider drøm og virkelighed sammen, og det bliver sværere for læseren at afkode, hvad der virkeligt har fundet sted og hvad der er opdigtet. Læseren bliver sat i samme tilstand som den faktisk rejsende: Kvinden ser ikke hverdagslivet, men iscenesættelser af et hverdagsliv. Hun føler til sidst, at hun rejser rundt i en kulisse, for hvordan skelner man mellem det virkelige og det iscenesatte?
Fordi kunstnerisk arbejde ofte baserer sig på at sætte ord og billeder på den indre verden, følelserne og det ubevidste, kan mennesker, problemstillinger, temaer, der ikke normalt forbindes mødes. Netop det møde er for mig et kernepunkt både for kunstnerisk praksis, det kunne også være kernepunktet for politisk praksis, at bidrage til nye måder at tænke på, at turde sætte sig på to stole samtidig og frembringe andre vinkler på det normale, at bidrage til at skabe og omskabe vores fælles rum mellem drøm og virkeligheder.
Jeg er født ind i nogle særlige problemstillinger. Alle forfattere arbejder fra det sted de er, og det de skriver taler ind i samtiden. Den kultur jeg kommer fra, sidder i min hud som en evig påmindelse om, den kultur jeg blev født ind i og adskilt fra. Man kan se det som noget ydre, en struktur, en etikette - for mig er det et vilkår. Adoption er i mit arbejde en almenmenneskelig følelse. På den ene side, en smerte, at være fremmed i verden, at føle sig forkert, forbyttet og sat uden for fællesskabet. På den anden side håb, en romantiske forestilling om at menneskelig forvandling er muligt, at det kan lykkes at sætte sig i den andens sted.
Kommentarer