En menig soldats stemme. Erich Maria Remarque: Intet nyt fra vestfronten

Oprettet: 30.08.2011 - 12:01

En poetisk bearbejdning af forfatterens egne oplevelser som ung soldat ved fronten under 1. verdenskrig. Af Revka El Baz, litteraturstuderende

Igennem de senere år har der været støt stigende fokus på effekten af at være en soldat i krig. Dokumentarfilmen Armadillo fra 2010 trak fulde huse, forfattere som Morten Sabroe (Kærlighedskrigeren, 2008) og Lars Husum (Jeg er en hær, 2010) har en bred læserskare, og et tilbagevendende tema i nyhedsudsendelserne er spørgsmålet om, hvordan soldater skal genintegreres i samfundet og finde tilbage til deres gamle liv efter at have været udsendt til Afghanistan og Irak. Posttraumatisk stress syndrom er ”the name of the day”. I denne forbindelse er det måske værd at vende blikket mod en gammel klassiker som Intet nyt fra Vestfronten.

Romanen udkom i 1928 (1929 på dansk), og den er Erich Maria Remarques (1898-1970) poetiske bearbejdning af hans egne oplevelser som ung soldat ved fronten under 1. verdenskrig. Måske netop fordi romanen i den grad har karakter af vidnesbyrd, virker den så voldsomt på læseren. Krigen bliver skræmmende håndgribelig og virkelig, og endnu længe efter at have vendt det sidste blad, havde jeg en følelse af at kunne lugte krudtslammet og blodet.

Remarque skåner ikke sin læser. Men der er heller ikke ansats til nogen form for dyrkelse af det rå og blodige. Fortællerstemmen – hovedpersonen Pauls – registrerer nærmest i logbogsstil, hvad der sker omkring ham, hvad han deltager i, og, ikke mindst, hvad det er, krigen gør ved ham selv og hans kammerater.

Handlingen strækker sig over et års tid af den 19-årige Pauls krigstjeneste ved vestfronten, hvor han og en håndfuld af hans klassekammerater er udsendt til, efter at de, på insisterende opfordring fra deres klasselærer, har meldt sig frivilligt til tjenesten. Ved romanens start har de været ved fronten i godt et år og er blevet til garvede soldater. Det hele fortælles i nutid, og således har man som læser en oplevelse af at være med på første parket hele vejen igennem.

Det starter lige på og hårdt: ”Vi ligger ni kilometer bag fronten. I går blev vi afløst; nu har vi maven fyldt med hvide bønner og oksekød og er mætte og veltilfredse”. Herefter følger en – ret komisk – beskrivelse kokken, der er rent fortvivlet over at have beregnet i den grad forkert, så der er alt for meget mad til overs, samt af soldaterkammeraternes snarrådighed, når det kommer til at sikre sig nogle ekstra rationer.

Årsagen til de ekstra rationer og fejlberegningen af maden fra kokkens side er dog, at der ud af det 150 mand store kompagni kun er vendt firs tilbage. Og således introduceres Remarques bitre humor: Den ene halvdel af kompagniet er mætte og veltilfredse takket være den anden halvdels død og lemlæstelse.

Ude på slagmarken har alle gjort deres yderste for at redde hinanden, nu er de overlevende blevet afløst, og livet går videre. Den størst mulige lykke er den, at kunne spise sig mæt og sove. I hvert fald, hvis man er menig soldat under 1. verdenskrig, for ”krigen var ikke noget videre at tale om, hvis bare man kunne få sovet noget mere”.

Denne lakoniske omtale af krigen dækker dog ikke over et pessimistisk menneskesyn hos forfatteren. Tværtimod. Beskrivelserne af de stærke bånd mellem soldaterkammeraterne hører til noget af det smukkeste og mest gribende, jeg har læst.

Det er ikke soldaterne, der er umenneskelige, uanset hvor dyrisk de opfører sig på slagmarken, og uanset at lejrlivet under øvelserne reducerer dem til et nummer og en funktion. Remarque vender derimod alle sine sproglige skyts imod det samfund, der beredvilligt ofrer en hel generation af unge mænd for noget så diffust som ”fædrelandets ære” og andre floskler.

Man kan mene, at Intet nyt fra vestfronten, ikke rent litterært, er Remarques bedste roman. At det kan mærkes, at det er hans debut, for stilen er endnu en smule famlende, og brugen af den (kul)sorte humor er ikke helt så flydende og skarp som f.eks. i det senere værk Den sorte obelisk (1956). Men måske er det netop fordi skriften er så umiddelbar og prøvende og lidt bombastisk, at den rammer så præcist.

Det eneste, der overhovedet ikke er til at bære ved Remarques smukke og grufulde beretning, er, at vi åbenbart intet har lært. At vi gør det igen. At unge mænd – og nu også kvinder – igen og igen sendes ud for at dræbe og blive dræbt. Og at de overlevende igen kommer hjem med ar på sjælen, der aldrig helt kan læges. Mon nogle af dem læser Intet nyt fra vestfronten, inden de tager af sted?

0
Din bedømmelse: Ingen