En hyldest til barndommens vildskab

Oprettet: 30.08.2010 - 11:00

Forfatter: Morten Ramsland

Morten Ramsland

Morten Ramsland er født i 1971 i Næsby på Fyn og debuterede i 1993 med digtsamlingen 'Når fuglene driver bort'. Han er uddannet cand.mag. i Dansk og Kunsthistorie fra Aarhus Universitet.

Morten Ramsland bruger historier fra sin slægt når han skriver. Sumobrødre er en hyldest til det barndomsland, som er et andet sted end der hvor de voksne opholder sig. Læs hvilke tanker Morten Ramsland har haft om romanen.

Børnene i Sumobrødre er underlagt en slags junglelov, hvad betyder det for dem?

Sumobrødre har særlig fokus på den del af barndommen, der foregår i skjul fra de voksnes blikke, den ikke-overvågede, frie og mere anarkistiske del af barndommen. Det er hér jungleloven hersker, for børnene indgår selvfølgelig også i mange andre sammenhænge, hvor reglerne er sat af de voksne. Dette særlige ikke-overvågede rum er en vigtig ingrediens i enhver barndom. Nemlig som et rum for spontanitet, eksperimenteren, leg, overskridelse af grænser og den slags, og dermed altså i sidste ende som et vigtigt erfaringsrum for identitets- og jegdannelse. At dét rum i Sumobrødre så er mere præget af jungelov end af afsondret frihed handler især om, at jeg har hentet inspiration fra min egen barndom – og fra det kvarter, hvor jeg selv voksede op.

Hvad er det for en historie du vil fortælle om barndommen? Og om forholdet mellem børn og voksne?

Jeg har gerne villet skrive den del af barndommen frem, som for det voksne menneske er placeret længst omme i baghovedet, og som det ofte er forbundet med ubehag og forskellige afskygninger af pinlighed at tænke tilbage på: Det, man gjorde mod andre børn fx, dét andre børn gjorde imod én. Jeg har gerne villet fortælle den historie, fordi der på den anden side af den voksnes ubehag gemmer sig en særlig energi, som det har givet stor mening at skrive frem. Selv opfatter jeg Sumobrødre som en hyldest til barndommens vildskab og spontane livskraft. En hyldest som netop går igennem en konfrontation med det ækle, udsatte og sårbare, fordi de ting er vævet ind i hinanden og dermed uløseligt forbundet.

Lars har mange spørgsmål. Der er mange hemmeligheder i hans familie og han bruger meget energi på at finde svarene, hvorfor hjælper hans forældre ham ikke?

Udover at være en barndomsskildring er Sumobrødre også en familieroman: den har fokus på den nære familie, kernefamilien og på enkelte bedsteforældre. Og da den er fortalt med en 11årig drengs stemme er familiehistorien naturligt fyldt med blinde punkter, historier og hemmeligheder, han ikke har adgang til. Og så hjælper det naturligvis ikke på gennemsigtigheden, at familiehistorien samtidig er fyldt med ting, der forties og hemmeligholdes. At hans forældre ikke hjælper ham skyldes, at alle hemmelighederne jo dybest set handler om uafklarede forhold i forældrenes eget liv: uløste konflikter, hemmeligheder fra fortiden, som ingen har lyst til at snakke om, den slags. Forældrehjælp her ville kræve mere afklarede forældre. Sumobrødre er altså på mange måder en roman, hvor hemmelighederne forbliver hemmeligheder, hvor fortælleren er henvist til uvisheden, og hvor der er alt for mange spørgsmål og ingen til at give svarene. Altså mere en roman om afstanden og ensomheden mellem generationerne. Om at møde de lukkede døre og om ikke at kunne finde forklaringerne og ikke at kunne forstå historierne i familien.

Rejsende i snørebånd, hvad er Lars' far for en mand? Og hvordan er Lars' forhold til sin far?

Lars’ far er en mand, såmen – et ufuldkomment menneske ligesom de fleste andre … ja måske en ANELSE mere ufuldkommen end gennemsnittet, men ikke nødvendigvis særlig meget mere. Og så er han en mand med hemmeligheder, en mand med uudlevede sider i sig og en mand med et anstrengt forhold til sine forældre og søskende. En mand der elsker sine børn, men som ikke altid er lige god til at omsætte sin kærlighed til praksis, blandt andet fordi han er ret fraværende, både fysisk og emotionelt. Og så er han jo en mand, som i løbet af romanen udvikler en depression, som begynder at aftage og lette igen ved romanens slutning. Lars’ forhold til ham er karakteriseret ved at han på den ene side længes efter en større tæthed og forståelse imellem dem, og på den anden side tager afstand fra ham og foragter det, han står for. Og denne længselsfulde afstandtagen er måske det vigtigste karakteristika i hans forhold til faren.

Hvor meget af dig selv er der i Lars?

Lars er ikke mig, men der er en hel del af mig i Lars. I Sumobrødre har jeg brugt mine barndomserindringer på samme måde, som jeg brugte mine familiehistorier i Hundehoved: bevidst upålideligt. Jeg har taget de bedste historier, de væsentligste grundtemaer og grundstemninger og så har jeg brugt de elementer som byggesten til at skabe en ny fortælling. På den måde er Sumobrødre et slags fiktionens forvrængede spejl, som jeg har hængt op foran min egen barndom. Men det er klart, at romanen er kraftigt inspireret af min egen barndom og af min egen oplevelse af at være barn i det kvarter, jeg voksede op. Hvor jeg indimellem oplevede mit barndomskvarter som en slags krigszone, hvor det kunne være farligt at bevæge sig fra det ene sted til det andet. Og det link mellem mit eget liv og dét, jeg skriver, er vigtigt for mig som forfatter. Og det der gør det meningsfuldt for mig at skrive i disse år. Også selv om det selvbiografiske stof ikke indgår som en del af romanens virkemiddel eller dens litterære udtryksform. I den sidste del af bogen holder Lars op med at slå de små.

Er det fordi han oplever sin fars sårbarhed? Eller bliver han mere moden?

Den udvikling der sker med Lars mod romanens slutning er inspireret af en lignende udvikling, der skete med mig selv, da jeg var i den alder, og det er måske først og fremmes derfor, jeg har det lidt dobbelt med den vending, der sker med Lars mod bogens slutning. På den ene side er den selvfølgelig et udtryk for en slags opbyggelig modenhedsproces – en modenhedsproces, som også udvikles i samspil med hans konfrontation med farens depression og sårbarhed … men det er også noget helt andet og meget mindre opbyggeligt. Nemlig en form for resignation, venden sig indad og en given afkald på det, han vil med verden. Og altså et brud med barnets ligefremme væren i verden, også selv om denne ligefremme væren kommer til udtryk i aggression fx, men det er i virkeligheden ikke så væsentligt, tror jeg. Det væsentlige er, at noget ydre opgives til fordel for en mobilisering af og en vending mod det indre fantasiliv. Og som jeg ser det i dag, er det netop i dén vending, at kimen til mit eget forfatterskab blev lagt for mit eget vedkommende – i dén alder – for længe siden - på godt og ondt. Men så langt bevæger romanen sig ikke frem i tid, den standser dér, midt i forvandlingen.

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)