En digters hjemstavn. Om Vangede billeder af Dan Turéll

Oprettet: 31.05.2011 - 15:44

Størstedelen af bogen er fortalt af et kollektivt vi, hvilket understreger det sammenhold, der ifølge Dan Turéll, var i Vangede.  Af Andreas Toft, studerende på IVA

Vangede billeder (1975) er mange ting. Den er popkunst og beatlitteratur spækket med dokumentariske fotografier og diverse tegninger. Den er en kollektiv erindringsfortælling fortalt i et særligt Dan Turéllsk sprog, som er ivrigt og samtidig præcist.

Kollektiv erindringsfortælling
I Vangede billeder fortæller Dan Turéll om sin barndom i Vangede i 1950´erne. Størstedelen af bogen er fortalt af et kollektivt vi, hvilket understreger det sammenhold der ifølge Dan Turéll var i Vangede:

”Og vi børn i Nymose Huse vi havde en fjende, og Fjenden hed Rasmussen og…” (s. 107)

Dette kollektive vi får samtidig fortællingen til at virke mere objektiv, autentisk og dokumentarisk end hvis, den var fortalt af et litterært jeg, hvilket sikkert også har været hensigten fra Turélls side.

Selve fortællingen består på musikalsk vis af en intro, som kort forklarer, hvor Vangede ligger, og hvad der er karakteristisk for Vangede, og et midterstykke indeholdende en masse forskellige temastykker, f.eks. ”Lossen”, hvor handlingens omdrejningspunkt er kommunens losseplads, og ”En tur ned ad Bygaden i min barndom i 50´erne”, der blandt andet indeholder beskrivelser af alle de forskellige forretninger der var i Vangede i 50´erne og deres spøjse indehavere.

Til sidst, igen på musikalsk vis, får vi et coda, som er en kort forklaring på, hvordan man gør i Vangede, når man er færdig med noget, og man synes, man har gjort et godt stykke arbejde.

Fortællingen ledsages af alle mulige dokumentariske billeder taget med fotografiapparat i Vangede samt forskellige tegninger. Der er blandt andet kort over Vangede, diverse billeder af Dan Turéll selv, billeder af forskellige lokaliteter i Vangede, tegninger af vangedetatoveringer, en tegning af Anders And, et billede af Charlie Chaplin og et billede af Elvis Presley. 

Alle fotografierne, som er taget af Peder Bundgaard, er gode virkemidler. De forstærker tekstsidens autencitet ved deres til stedeværelse. Tegningerne af vangedetatoveringerne, eksempelvis er der et, hvor der på et banner, der går henover et hjerte med en kniv igennem, står Vangede med store blokbogstaver, siger noget om hvor alvorlig en sag, det er at komme fra Vangede. Det er altså Vangede ”for life”, og det at komme fra Vangede, er noget man skal værne om.   

En jazz-freak, beatnik og popkunstner
Dan Turéll fik inspiration fra diverse andre kunstnere, men var allermest inspireret af amerikanske kunstnere. Han hørte meget amerikansk jazz, f.eks. Charlie Parker, og skrev også om det. Han var en regulær jazz-freak og spillede selv trompet.

Han var inspireret af blandt andre beatforfattere som Jack Kerouac (1922-1969) og William S. Burroughs (1914-1997), og var ligesom Kerouac og Burroughs anti-materialist og interesseret i østlige religioner, især zen-buddisme. Endvidere har Dan Turéll, ligesom Kerouac og Burroughs, denne beatagtige fartglæde og ivrighed i sin måde at skrive på.

Desuden var han inspireret af den amerikanske maler Andrew Warhola (1928-1987) med kunstnernavnet Andy Warhol, som var en af hovedkræfterne i pop art-bevægelsen, og udfordrede den traditionelle kunstopfattelse ved at påstå, at en kunstners brug af masseproducerede vare i populærkulturen, er lige så meget værd som den fine kunst.

Et stykke pop art og beatlitteratur
Mange af de inspirationskilder Dan Turéll havde, kommer rent faktisk til udtryk i Vangede billeder. For eksempel er der meget pop art over bogen i og med, at alle fotografierne og tegningerne vidner om Dan Turélls intention om at lave Vangede billeder til et stykke pop art. Anders And eller et billede af et skilt fra Vangede bliver for eksempel gjort til kunst, når de kommer ind i bogens litterære univers.

At Dan Turéll var en beatnik kommer også til udtryk i Vangede billeder. Der er en fartglæde i den måde, han skriver på i bogen, ikke mindst på grund af en gentagelse af ordet ”og” i begyndelsen af næsten hvert eneste afsnit.

Særligt sprog
Det at en stor del af alle afsnittene i Vangede billeder begynder med ordet ”og” tilfører afsnittene mere end fart, det binder dem også sammen, sideordner dem, gør dem lige vigtige og skaber hermed en ligestilling mellem alle beboerne i Vangede og de ting, som omgiver dem, så de bliver lige meget værd.

En ting som er med til at give de forskellige eksistenser, spøjse tilfælde og rare mennesker i Vangede billeder et strejf af sammenhold, men også en ting som sidestiller alt i bogen. Her tænker jeg på, at f.eks. Anders And, Elvis Presley, Dan Turéll, grønthandleren i Vangede og selve teksten sidestilles. En ting som er i pop art-bevægelsens ånd, fordi alt bliver lige godt og lige meget værd. Et billede af Nymosen og en tegning af Anders And er altså lige så meget værd og lige så meget kunst, som Dan Turélls prosa i Vangede billeder er det.

Denne gentagelse af ordet ”og” gør også at bogen får et strejf af konceptlitteratur, fordi det nærmest er en regel for Turéll, at næsten hvert eneste afsnit skal begynde med ”og”. 

Han danner endvidere en magisk rytme med gentagelsen af ”og”. Der er tale om en slags gentagelsens magi, et særligt sprog, en særlig stil, der er præget af en ivrighed, som i den grad smitter af på læseren. Enhver læser vil blive tryllebundet af denne bog og må føle sig privilegeret ved at have den at læse i.

Alt i alt er sproget i denne fantastiske skildring imponerende godt. Vangede billeder er mesterligt skrevet. Man læser sig ikke bare hurtigt, let og flydende igennem den, man fornemmer også, at bogen er skrevet med en utrolig sikker og præcis hånd.

Fænomenet Dan Turéll
Dan Turéll var ikke bare en forfatter, der formåede at skrive god litteratur, han var også et fænomen med sin sorte neglelak, og sine markante udtalelser i medierne. Han forstod at bruge medierne og han forstod at markedsføre sig selv som kunstner.

Hans person fyldte meget, og man kan næsten ikke afkode hvor hans kunst og hans person begynder og slutter, fordi de nærmest var det samme. I Vangede billeder er der som sagt i begyndelsen af bogen billeder af Dan Turéll selv, hvilket er med til at gøre personen Dan Turéll til en del af sit eget kunstværk og gøre Vangede billeder til en del af Dan Turéll. 

0
Din bedømmelse: Ingen