I den danske velfærdsstat er det blevet normalt at leve ’livslange liv’. Det spejler den nyeste skønlitteratur, hvor de liv, der leves er interessante til det sidste.
Skrevet af Peter Simonsen. Lektor i litteratur ved Institut for Kulturvidenskaber, SDU.
I meget af den nyere danske skønlitteratur er vi på pension eller ligefrem på plejehjem. Livet som ældre er i fokus, på godt og ondt, og forfattere – yngre som ældre – har fået øjnene op for, at livet fortsætter efter den ungdom, som ellers ofte har nydt skønlitteraturens eksklusive gunst. Litteratur i dag handler derfor ikke kun om unge mennesker, der skal ud og finde deres identitet og ståsted i en flygtig verden, men i lige så høj grad om identitetsafviklingen og livsfuldendelsen.
Denne litteratur kan vi kalde ældrelitteratur, uden at den nødvendigvis er skrevet af eller til ældre mennesker. Emnemæssigt handler den om noget, de færreste måske har oplevet, men som de fleste godt ved, de kommer til at opleve på den ene eller anden måde. Ældrelitteraturen handler om det, jeg kalder ’livslange liv’, dvs. liv der leves til det sidste, og som er interessante og vigtige til det sidste. Der har altid været skrevet om det at blive og være ældre. Tænk blot på Shakespeares King Lear (1605) eller Thomas Manns Der Tod in Venedig (1912). Alderdommen er et helt grundlæggende både fascinerende og frygtet og i dag også i høj grad forventeligt aspekt ved menneskelivet. Men der er ikke skrevet om aldring og alderdom på den måde og i den grad, vi ser det i samtidens litteratur, særligt efter 1990’erne. Den nyeste litteratur hører til i en epoke i menneskets historie, hvor det i hvert fald i velstillede velfærdssamfund er blevet en normalskæbne at ældes og blive gammel, og hvor det dermed i højere og højere grad er blevet normalt at leve og forvente at leve ’livslange liv’.
Jeg ønsker med udtrykket ’livslange liv’ at rumme en ide om, at alle mennesker potentielt bliver ved med at have gyldige og nye behov, begær, ønsker, drømme, ideer osv., så længe de trækker vejret og der er puls. Jeg taler ikke om det livslange liv, som om der findes en idealtype, eller om et livslangt liv, som om der allerede findes et eksemplarisk sådant. Jeg taler om livslange liv ud fra en ide om, at begrebet er åbent og flertydigt og for at signalere at alderdommen rummer diversitet. Der er mange måder at leve livslangt på. Det nye ved denne ældrelitteratur er, at den tydeligt, grundigt og nuanceret fremstiller ældre mennesker som mennesker med komplekse indre liv, som deltagende i mangeartede sociale og mellemmenneskelige relationer, og ikke mindst som potentielt i stand til at forandre sig selv og deres omverden og fortsat at udvikle sig på en måde, som er nyt i forhold til historien såvel som litteraturhistorien.
Man kan tænke på så forskellige forfattertyper og værker som Christian Jungersens debutroman, Krat (1999), der er et af de første nyere ældrelitterære værker, som gengiver den gamles følelsesliv indefra. Jungersen havde sat sig godt ind i stoffet og bl.a. arbejdet som afløser på et hospital, og der er i romanen nogle uforlignelige indlevelser i, hvordan det må være som ældre menneske at vågne diffus om natten på sygehus sammen med andre svækkede og døende patienter, man ikke kan og ikke vil identificere sig med. Mere overordnet er romanen et komplekst fortalt psykologisk og dramatisk studie i, hvordan en person sidst i tilværelsen oplever stort behov for at afrunde sit liv ved at få styr på sin personlige historie, en historie der kan være umulig at få hold på, fordi den opleves som et forvitret og tykt krat.
Samme indlevelse finder vi i Kirsten Thorups Ingenmandsland (2003), hvor den 94-årige Carl Sørensen udsættes for omsorgssvigt både fra det offentlige plejehjemspersonale og egne voksne børn. I en række voldsomme skift i fortællestil og synsvinkel er vi dels inde i bevidstheden på den gamle mand, den 94-årige Carl Sørensen, der har mistet talens kraft, men ikke tankes om end han behandles, som om han hverken kan tale eller tænke, dels inde i tankerne på den voksne datter, som gerne ville være dér for sin far, men ikke magter det. Modstillet Thorups voldsomme og nådesløse udstillen af af det moderne plejehjem og de moderne familiers tilnærmelsesvise umenneskelighed kan man læse Bent Vinn Nielsens Et liv i almindelighed (2010), hvori den gamle plejehjemsanbragte mand (den 96-årige Skat Enevoldsen) besidder talens kraft og netop gives muligheden for at få talt ud til en kommunal besøgsven. Det at få talt ud er et gennemgående og vigtigt træk i meget af den nye ældrelitteratur, hvad enten det lykkes som hos Vinn Nielsen, eller nægtes den gamle som hos Thorup. At tale ud er på færde i selve titlen på Jens Blendstrups Gud taler ud (2004), hvor Gud (Blendstrups far) kommer på førtidspension i en hylende morsom og dybt alvorlig autofiktion. Her bekender Gud sine synder samtidig med, at det at tale ud sættes lig med det at løbe tør for ord i det smertelige kropslige forfald Gud oplever.
I Patriarken (2006) skriver Trisse Gejl om generationsforskelle og kulturforskelle i forhold til den voldsomme værdikamp, der udspillede sig i 00’erne i Danmark mellem kulturradikale på den ene side og mere kulturkonservative på den anden side, og hun udstiller begge siders hykleri og manglende evne til at tale samme sprog. Men hun skriver også med stor indlevelse om, hvordan det opleves at blive ældre og pensioneret. Det er typisk overvældende, særligt for mænd der som hovedpersonen, den 69-årige avisredaktør og -debattør, Harald Hügler (rimer på hykler), i så høj grad har knyttet sig identitetsmæssigt til deres arbejde og stadig forventer at gøre det. Som det hedder i romanen: ”Det betyder ingenting at gå på pension. Og det gør det bare alligevel. Det er en følelse. At være pensionist. Det er som at slukke for motoren og bare drive”.
Det er i høj grad velfærdsstaten, der i en dansk sammenhæng har medvirket til at skabe forestillingen om livslange liv, som de ovennævnte og flere andre danske ældrelitterære værker dels understøtter, dels undersøger kritisk. Velfærdsstaten er den magtform, der er med til at omfordele ressourcer sådan, at alle ældre medborgere kan få en vis omsorg og leve under nogle vilkår, der i hvert fald i den danske selvforståelse er bedre end i mange andre samfund – særligt for de svageste, som i stater uden universel offentlig ældreomsorg og folkepensionsordninger kunne være ilde stedt og afhængige af andre instanser. Alderdomsforsørgelse ses ofte som den første velfærdsydelse. Denne støtte blev adskilt fra fattiglovgivningen i 1891 og gjort gældende for ’værdigt trængende’. Før 1891 skulle man dokumentere arbejdsuduelighed for at opnå støtte, hvilket bl.a. medførte tab af borgerlige rettigheder. Efter 1891 kunne personer over 60 år opnå forsørgelse, hvis ikke de var fundet skyldige i vanærende handlinger uden at have fået æresoprejsning eller havde bragt sig i trang ved egne handlinger eller ved et ødselt og uordentligt levned. Ydelser til ældreområdet er i dag de mest populære blandt de fleste velfærdsstaters borgere, men der er konstant forhandlen om forholdet mellem alder, arbejdsevne og ret til pension, som man har set det fx i forbindelse med efterlønnens afskaffelse, hvor en offentlig opinion pludselig tillod, at man slagtede noget, der ellers i mange år havde været en hellig politisk ko.
Skønlitteraturen er med til at yde et væsentligt bidrag til at konkretisere og menneskeliggøre denne vigtige samtale om, hvem der har ret til hvad fra fællesskabets kasse. Vigtigheden at denne samtale er ikke mindst at alderdomsydelser, mere end nogen andre overførsler, binder samfundets uskrevne generationskontrakt sammen: På samme måde som yngre i dag betaler til ældre, der tidligere betalte til yngre, på samme måde, som de yngre betaler til og passer på deres børn, vil de børn selv en dag betale tilbage til de yngre og ældre. For at velfærdssamfundet kan hænge ordentligt sammen, skal den enkelte borger kende sine (fx ældre) medborgere som mennesker, på godt og ondt, noget skønlitteraturen kan bidrage væsentligt med. Den nye danske ældrelitteratur er med andre ord tæt forbundet med velfærdsstaten og de måder, velfærdsstaten har været med til at tilvejebringe anstændige levevilkår for de fleste ældre mennesker og således på mange måder forbedret og sikret ældres tilværelse uden dermed at fjerne alt, hvad der kan opfattes som trist og træls ved tilværelsen og uden altid at leve op til egne store ambitioner om at sikre alle borgere en anstændig tilværelse.
Ovenstående er baseret på dele af bogen, Livslange liv: Plejehjemsromaner og pensionsfortællinger fra velfærdsstaten af Peter Simonsen. Bogen udkommer på Syddansk Universitetsforlag i 2014.
Yderligere anbefalet læsning: Anne-Marie Mai (red.), Kættere, Kællinger, Kontorfolk og andre Kunstnere: Forfatterroller i den danske velfærdsstat (Syddansk Universitetsforlag 2013); Bent Greve, Velfærdssamfundet: en grundbog (Academica 2008); Jørn Henrik Petersen m.fl. (red.), 13 værdier bag den danske velfærdsstat (Syddansk Universitetsforlag 2007); Gunnar Viby Mogensen, Det danske velfærdssamfunds historie 2 bind (Gyldendal 2010).
Kommentarer