Ukulele-jam af Alen Meskovic

"Ukulele-jam" af Alen Meskovic

Bogens forside

Miki er 14 og interneret i en kroatisk flygtningelejr med sine forældre - På trods af de knugende omstændigheder insisterer han på at have en ungdom med piger, fester og musik

Udgivet: 
2011
Forlag: 
Gyldendal
Sidetal: 
394
Lån bogen - Køb bogen

Velskrevet og levende fortælling om livet som ung i en flygtningelejr midt i 1990’ernes konfliktfyldte tidligere Jugoslavien.

Bosniske Miki og hans forældre ankommer en sommerdag først i 1990’erne til en kroatisk flygtningelejr på Balkanhalvøen. Flygtningelejren er i virkeligheden et nedslidt feriecenter, men her er varmt vand, et værelse på 14 kvm og en badestrand. Den sørgmodige mor græder og sukker på sengekanten, mens den temperamentsfulde far forsøger at finde mening og især et arbejde.

Med et væld af musiktekster og melodier i hovedet og forfærdelige oplevelser i den følelsesmæssige bagage springer Miki ud i livet som teenager i og omkring lejren. Sammen med andre unge fester han til et pulserende lydtæppe af 90’er hits og klassiske rock og heavy-numre, mens de drikker elendig vin og snaver. I baggrunden lurer krigen, altid lurer krigen, og de politiske konflikter. Ligesom modløsheden og det, der er mistet, som nu Mikis storebror, der enten er død eller i en serbisk fangelejr.

I flygtningelejren findes meget forskellige mennesker med alle slags historier indeni sig, og beskrivelserne af dem samler et enormt farverigt tæppe, som hele tiden bliver hæklet større og større.

‘Ukulele-jam’ er en levende og rytmisk historie om sorg, håb, krig, hormoner, udlængsel og om mennesker i et splittet land med en historie, der strengt taget er svær at overskue eller begribe. Romanen er velskrevet og skildrer krigens konsekvenser med både alvor og komik. 'Ukulele-jam' minder på mange måder om Ejersbos ‘Liberty’, der rummer samme energi og livskraft.

Til top