Fra Bogbrokken
Der er i udsøgt grad sprogligt knald på replikker og andre oneliners i debutanten Stine Pilgaards Min mor siger. Der har Forfatterskolen atter fået æren af at udklække et af de helt store kommende talenter for et par år siden! For Stine Pilgaard optrådte i skolens afgangsantologi 2010 med dele af teksten til Min mor siger.
Hun er nu med i opløbet om at få DR's romanpris med hele historien om den navnløse unge kvinde, der bliver smidt ud af sin ligeledes kvindelige kæreste efter nogle års samliv og flytter hjem på præstegården til sin far og hans nye kone, hvor hun i det mindste kan være en smule i fred for sin mor, der som titlen antyder ofte får det sidste ord - ofte ved hjælp af løgn (hun er ejendomsmægler). Præstefaderen derimod er bare. Han sørger for et evigt spil femhundrede og et ordentligt skud Pink Floyd - ikke mindst med de af numrene, som angriber autoriteter og den tidligere hustru. Men autoriteter har hovedpersonen brug for, og de repræsenteres dels af hendes læge, som hun skambesøger - ikke så meget pga sygdom som for at få snak og autoritative råd. Den anden støtte, hun læner sig til, er veninden Mulle, der læser statskundskab og er rigtig god til at stille problemer op skematisk - og hun er ikke mindst god at gå på druk med.
Det er og bliver det talte sprog, der er det helt store guld i Min mor siger. Det er længe siden, jeg har fneset og grinet så tit med en bog, som jeg gjorde under læsningen af denne bog. Stine Pilgaard kan i den grad noget med dialoger, som jeg ofte savner. Man kan ikke lære det, som hun kan, på Forfatterskolen - det her er rent talent! Og pointerne flyver i replikkerne: Som den hvor Mulle siger noget om, at humanister egentlig ikke kan lide mennesker - de kan bare godt lide idéen...
Fin og meget underholdende bog - sproget overgår nok indholdet i kvalitet, men det kan jeg sagtens leve med i dette tilfælde.
Kommentarer