Colson Whitehead når et hidtil uhørt niveau i andet bind af sin fremragende Harlem-trilogi, der skildrer 70’ernes dommedagsstemning i storbyen.
I 'Slyngelmanifestet' møder vi igen den småkriminelle møbelsælger Carney, som vi efterlod i Harlem Shuffle på vej mod at blive lovlydig. Hans alibi for at genoptage den kriminelle løbebane er egentlig ganske nobelt, da han skal skaffe billetter, så teenagedatteren kan komme til en udsolgt koncert med Jackson Five. Man fornemmer dog hurtigt, at han er afhængig af spænding, og man ved også fra første bind, at han er opflasket af en superkriminel far.
Carney bliver således nødt til at kontakte den korrupte, hvide betjent Munson igen, og så bliver han lynhurtigt viklet ind i et ubehageligt rendezvous med afpresning, røverier og mord. Han overlever, og så går det videre over stok og sten med juvelerhæleri i følgeskab med den voldelige og virkelig stærkt skildrede Pepper, som også var hans fars ven.
Noget af det, som Colson Whitehead gør utroligt godt endda endnu bedre i andet bind end i første, er at skildre forskellige psykopatiske og korrupte typer på begge sider af loven. Han beskriver også, hvordan enkelte sorte i det stærkt racistiske New York kan komme i byrådet. Det kan jeg godt afsløre ikke foregår ved hjælp af moralske metoder. Det kan fx involvere Black Panthers og udbrydergruppen Black Liberation Army. Nu kommer vi til noget af det, som er virkelig spændende, bogens skildringer af 70'ernes ekstreme og voldelige spændinger i storbyen.
I slutningen af romanen er vi sidst i 1970’erne, hvor de mange påsatte brande præger fortællingen. Der ledes op til en meget spændende afslutning, efter vi har været et smut over en kulørt blaxploitation film, der også har nogle interessante, sprængfarlige karakterer med.
Colson Whitehead har nået et hidtil uhørt niveau som forfatter, og jeg er helt på røven over, hvordan han har skruet den her historiske, politiske spændingsroman sammen.
Et lille tip til at højne læseoplevelsen er at se den medrivende TV-serie 'Godfather of Harlem', der også indfanger stemningen i tiden med Malcolm X og Muhammed Ali som fremtrædende figurer.
Kommentarer