Rosens navn

Milo Manara åbner Umberto Ecos værk med sine smukke tegninger, der suger læseren ind i historien og tilbage til den strenge middelalder. 

Dette er første bind af to, men allerede nu er det utvivlsomt en af de største graphic novel udgivelser i flere år. Et absolut must-read.

Rosens navn blev hurtigt en af de store klassikere i 1980’erne, på trods af sit ry for at være svær at læse. Ikke desto mindre var den i min ungdom en af de romaner, man skulle have læst, og selvom jeg husker den som lidt tung at komme i gang med, blev vedholdenheden belønnet med en fantastisk læseoplevelse, der stadig står stærkt i min erindring. 

Handlingen finder sted i et benediktinerkloster i 1327 - en verden, der ligger så fjernt fra vores nutidige, at det næsten er ufatteligt. Med sine ord gør Eco det dog så ”fatteligt”, at læseren trækkes med helt ind i det inderste af munkenes middelalderunivers. Manara gør ham her kunsten efter med sine billeder, og den italienske tegner må siges at være det perfekte match til dette ambitiøse projekt.

Den tidligere inkvisitor Broder William, der i Manaras hænder får udseende som en ung Marlon Brando, ankommer sammen med den unge novice Adso til et abbedi med en mission, som fortælleren Adso dog endnu ikke kender. Da der kort før deres ankomst er sket et brutalt mord, beder abbeden dem om hjælp til at løse mysteriet, på grund af Broder Williams evner som inkvisitor. De to detektiver må nu bruge alle deres sanser i en søgen efter spor i den lukkede verden i et benediktinerkloster; en ikke helt ufarlig opgave, da morderen bestemt ikke er interesseret i at blive fanget.

Manaras version af denne historie er et uendeligt ambitiøst værk, der til fulde bringer Ecos relativt lange roman til live med de flotteste tegninger og fantastisk brug af farver, der bringer læseren fra dyb og dyster grå til flammende skærsildsrød. Læseren forkæles med overordentligt megen skønhed, dog ikke nødvendigvis den erotiske og primært kvindelige skønhed som Manara ellers er meget kendt for. Skønheden her findes i de utroligt detaljerede illustrationer af de forskellige munke i historien, i de smukke tegninger af landskaber og bygningsværker og ikke mindst i de religiøse tegninger. 

Manara overgår sig selv, og denne graphic novel er ekstremt anbefalelsesværdig. Det eneste problem er, at det bliver meget svært at vente på bind 2.