Perfekte dage af Raphael Montes

Oprettet: 22.08.2017 - 13:04

Bog: "Perfekte dage " af Raphael Montes

Bogens forside

Den indadvendte medicinstuderende Téo forelsker sig i Clarice, men hun tænder ikke på ham. Ydermere skal hun rejse bort et ukendt antal måneder for at skrive på et filmmanuskript.

Forfatter: 
Raphael Montes
Oversætter: 
Tine Lykke Prado
Udgivet: 
2017
Forlag: 
Gyldendal
Sidetal: 
300
Lån bogen - Køb bogen

Anderledes og fascinerende thriller fra Brasilien. God, ond og morbid med en understrøm af kulsort humor. 

En sociopat er blandt andet kendetegnet ved at være ligeglad med love og sociale spilleregler og ikke føle skyld og fortrydelse. Teo er sociopat, og han er dybt betaget af Clarice.

Han er under uddannelse som læge og bor alene med sin handicappede mor, og det nærmeste han har været på et forhold med en kvinde, var da han som teenager skrev sammen med en jævnaldrende pige, der boede langt væk. Så er der selvfølgelig Gertrude, liget som de medicinstuderende øver sig i at dissekere på. Gertrude og Teo har haft mange gode stunder sammen, men nu er det slut.

Til en fest som hans mor har trukket ham med til, møder Teo den sprudlende Clarice. Hun skriver på et filmmanuskript, ryger, drikker, og er på alle måder helt anderledes frimodig og selvsikker end Teo. Alligevel bliver han dybt betaget af hende, og sætter sig for, at de skal være sammen. Så Teo stalker Clarice og ender med at hjælpe hende en aften, hun har fået alt for meget at drikke og er faldet om på gaden. Men i stedet for at se hvor godt de passer sammen, ønsker Clarice ikke at have spor med Teo at gøre. I affekt slår Teo hende bevidstløs, putter hende i en kuffert og tager hende med på et roadtrip. Clarice skal overbevises om, at Teo er manden for hende. Uanset hvad.

Brasilianske Raphael Montes er advokat og forfatter med en række romaner og noveller bag sig. ’Perfekte dage’ er hans første udgivelse på dansk, og her er tale om en spændende og anderledes thriller. Dels er Teo en anderledes hovedperson. Han er godt selv klar over, at han er anderledes end andre mennesker. Ikke desto mindre gør han sit bedste for at passe ind i samfundet og følge normerne. Selvom han f.eks. ikke elsker sin mor, så er han alligevel på alle måder en pligtopfyldende søn og kysser hende hver dag godmorgen. 

Plottet er helt anderledes end en almindelig thriller. Teo kidnapper Clarice, men han forstår slet ikke, at han overskrider nogen grænser ved at gøre det. Tværtimod er han sikker på, at når først Clarice ser, hvor god han er for hende, så vil de blive lykkelige sammen. At hun så modarbejder ham undervejs er kun normalt. For et forhold går jo op og ned. Endelig lader Raphael Montes også plottet tage en uventet drejning mod slutningen af bogen, ligesom slutningen så igen går i en ny og overraskende retning. Jeg kunne i hvert fald ikke regne ud, hvad der var i vente. 

’Perfekte dage’ er fascinerende og foruroligende. Under læsningen sad jeg hele tiden og forventede det værste, når den manipulerende Teo endnu en gang bedøver Clarice, når hun ikke gør, som han ønsker. Samtidig udspiller der sig et intenst psykologisk spil imellem Teo og Clarice, som er nervepirrende og uforudsigeligt. Så selvom her ikke er tale om en thriller, hvor siderne drypper af blod med et mord på hver side, så er fortællingen alligevel både ond og brutal.

Sproget flyder let i romanen, og Raphael Montes lader os komme helt ind i hovedet på Teo. Det er godt, ondt og morbidt med en understrøm af sort, sort humor. ’Perfekte dage’ er absolut en bog, der er værd at læse. Under læsningen kom jeg til at tænke på John Fowles nyklassiker fra 1963 ’Offer for en samler’, og jeg er sikker på, at Raphael Montes også kender den. For mon ikke, det er en homage, at han lader Clarice være kunststuderende ligesom Miranda er i John Fowles roman? 

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - september 2017. 2. del

19.09.2017 - 10:11 - Marit

Sluk telefonen og lad græsset gro – de gode bøger står i kø for at blive læst.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur i september 2017. Del 1

04.09.2017 - 12:12 - Marit

Det litterære efterår starter i fin form med danske kinesere, irske familier, mulige prisvindere og spionen over alle spioner.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - august 2017

07.08.2017 - 08:53 - Marit

Peter Poulsen, Zadie Smith og Paula Hawkins – lidt for enhver smag.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - juni 2017

07.06.2017 - 20:42 - Marit

Koreanske vegetarer, amerikanske slaver i fortid og fremtid, agitprop, Første verdenskrig og kærlighed er noget af det, årets første sommermåned byder på, og som vi kan glæde os til.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - maj 2017

03.05.2017 - 21:32 - Marit

Forårssæsonen lakker mod enden, men der er stadig meget at glæde sig til. Bl.a.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - marts 2017

02.03.2017 - 14:05 - Marit

Der er gang i udgivelserne derude, man bliver helt svedt. Morten Ramsland, Emma Donoghue og meget andet, der ser godt ud.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - februar 2017

02.02.2017 - 13:12 - Marit

I februar får vi nyt fra gamle og unge danske forfattere, samt en hel del etablerede nordmænd/kvinder, bla. a.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - januar 2017

03.01.2017 - 20:57 - Marit

Hvad vi ikke nåede at læse i 2016, kan jo læses i 2017 - men bøgerne kommer i skarp konkurrence med de nyudgivelser, der allerede trænger sig på.

Temaer

Gå på opdagelse i Litteratursidens temaer og bliv klogere på nye tendenser,  genrer og markante emner i litteraturen.

Artikel: 5 litterære trends i 2016

09.12.2016 - 16:29 - Lise Vandborg

Familie, moderskab, psykisk sygdom, samfundskritik og fortolkning af historiske skikkelser er de vigtigste temaer i årets danske litteratur.