I en sirlig cocktail af musik, grafik og digtekunst står Natatlas som et smukt og helstøbt bidrag til totaloplevelsen.
Det er ingen hemmelighed, at det fysiske medie har det hårdt. Særligt cd’en kæmper en ulige kamp og mister hastigt terræn til udviklingens uundgåelige – de digitale musikfiler. Heldigvis er der mange, som befinder sig i nostalgiens vold og stadig værdsætter at sidde med sangtekster, poesi og coverart i hånden, mens skiven utrætteligt roterer i anlægget. Men der skal meget til i dag for at gøre et særligt indtryk, hvis man udgiver i fysisk format. Det handler om at udnytte mediets potentiale og frembringe noget, som det digitale medie ikke kan. Nogle giver op i forsøget, andre giver alt. Lars Emil Foder (L.E.F.) og de langsomme lyn tilhører sidstnævnte.
Natatlas, som er bandets debutudgivelse, er en multikunstnerisk helhedsoplevelse under genrebetegnelsen ”litpop”. Natatlas består af seks sange indspillet på cd samt en bog med poetiske tekststykker, sammensatte illustrationer, udklip, tegninger, digte og sangtekster. L.E.F. har stået for teksten og størstedelen af musikken og Rakel Thorning-Vater for grafikken. Mellem bogens sider findes blandt andet en kridhvid gåsefjer og en pose fra en guitarstreng, hvori en lille lap papir med et digt, en morsekode og en håndskreven notits stikker op. Hvert eksemplar er unikt. Man føler sig hjerteligt velkommen i værket og får en meget intim og personlig betjening i gennemlæsningen/ lytningen. De fine små detaljer indgår i bogen som et supplement til helhedsoplevelsen. En helhed, som samtlige af udgivelsens udtryksformer vellykket arbejder i retningen af.
Når man - med musikken i ørerne - går på opdagelse i bogen mærker man, hvordan den melankolske, dystre og drømmende stemning i lydbilledet får visuel opbakning på alle bogens sider. Også poesien og sangteksterne emmer af tungsind, kærlighed og mørke: ”I nat lod jeg byen om at sove, jeg gik og gik så langt jeg ku, og pludselig stod jeg ved den bro, vi så tit har snakket om, du ved den bro hvor, selv den sikreste bliver tom. Og jeg kastede mig ud, på de 70.000 favne vand – i nat blev jeg en troende mand”.
Teksten er taget fra sangen Profetens serenade, som i bogen får billedmæssig ballast i form af tegnede sort/hvide bølger under et sløret fotografi af en stjerneklar nattehimmel over København. Omgivet af det akustiske og elektroniske mix i musikken, smukke vokalharmonier og Lars Emil Foders stemningsfulde mørke vokal får man flere steder en fornemmelse af, at værket også er ment som en hymne til natten og til København.
Når det sidste vers er sunget, og den sidste side vendt, tegner der sig, trods værkets mange udtryk og stykker, et billede af en samlet fortælling. Helhedsoplevelsen er stærk og næsten magisk stemt. Natatlas fremstår som en gennemarbejdet opvisning i bogen og cd’ens enorme potentiale for stemningsskabende og intim fortællekunst, og den formår at holde liv i håbet om mediets overlevelse lidt endnu. Så lad dig selv forsvinde ind i en forunderlig verden, når L.E.F. og de langsomme lyn kortlægger natten i det fabulerende Natatlas.
Kommentarer