Mystiske fortællinger fra Tokyo

Underliggende humor og alvor gennemsyrer Murakamis eftertænksomme noveller, og det er netop i dette spændingsfelt, han er bedst.

“Jeg=Haruki Murakami, som er forfatteren til denne novelle. (...) Jeg vil, som man gjorde det i teatrene i gamle dage, stille mig op foran tæppet og komme med nogle indledende bemærkninger, før jeg bukker og trækker mig tilbage igen.”

Således åbner den første novelle i den japanske mesterforfatter Haruki Murakamis novellesamling ‘Mystiske fortællinger fra Tokyo’. Bogen udkom i Japan i 2005, og det er første gang, disse noveller udgives som samlet værk på et europæisk sprog. Endnu en gang kan vi læse Murakami på dansk i Mette Holms stilsikre oversættelse.

Første novelle i ‘Mystiske fortællinger fra Tokyo’ er, som citatet ovenfor indikerer, mere en form for refleksion end en reel novelle. Læser man det bogstaveligt, så stikker forfatteren sit ellers private hoved frem og fortæller en personlig anekdote om et par mystiske tilfældigheder, han har oplevet i sit liv. Teksten er fin, men ikke ovenud rørende eller tankevækkende, og det slog mig, mens jeg læste, at jeg egentlig foretrækker, at Murakami bliver i fiktionen.

Resten af bogens fortællinger udforsker tab i forskellige former. En mor besøger det sted på Hawaii, hvor hendes søn blev dræbt af en haj. En frivillig privatdetektiv bliver sat til at finde en mand, der er forsvundet på mystisk vis. En mand oplever at møde og miste en kvinde, som får særlig betydning for hans måde at anskue sig selv og kvinder på. Endelig er der novellen ‘Shinagawa-aben’, som også blev udgivet i Murakamis fremragende novellesamling Første person ental. Dette er fortællingen om kvinden, der mister sit navn, og om hendes rejse for at få sit navn tilbage.

Tab er et tema, vi alle må forholde os til. Livet er ikke uden tab, sorg, op- og nedture, og netop dét slår denne bog rigtig fint an. Tab kan opleves på forskellige måder, og for det meste lærer man af disse oplevelser og erfaringer. Det virker i hvert fald til at være det gennemgående budskab på tværs af teksterne i bogen. Fælles for dem alle er Murakamis karakteristiske, lettere naive sprog og tone. Sproget understøtter de opfindsomme og finurlige historier og lægger sig fint i tråd med resten af forfatterskabet, som synes at blive ved med at byde på gode læseoplevelser.