Kunstnerisk, levende og meget velskrevet biografi om den svenske forfatter Victoria Benedictsson.
Victoria Benedictsson blev født i Sverige i 1850 og var på mange måder forud for sin tid. Hun skrev blandt andet om kvindefrigørelse og ligestilling og diskuterede emner som litteratur og filosofi med sine mange venner.
Som barn var hun meget dygtig til at tegne, men da hun som voksen ville på Kunstakademiet, fik hun ikke lov af sin far. For at komme hjemmefra, giftede hun sig i stedet som 21-årig med den 48-årige postmester og enkemand Christian Benedictsson, og hun blev stedmor til hans fem børn. Hun fik senere også selv to døtre, hvoraf den ene døde som spæd. Men det var ikke børnene, der havde hendes store interesse. Det var derimod kunst og særligt litteratur.
Victoria Benedictsson udgav føljetoner og bøger, sidstnævnte primært under navnet Ernst Ahlgren. Hun følte sig ofte ensom, selvom hun havde venner, hun diskuterede sine tekster med. Vennerne talte blandt andre Axel Lundegård, Brandes-brødrene, Strindberg og Ellen Key. Rent privat gennemgik hendes ægteskab store kriser, og hun ønskede at have så lidt som muligt at gøre med sin mand.
Bogen indeholder flere lange citater, men den fortællende tekst udgøres også af sammenvævede spor fra Benedictssons tekster. Ikke mange var så besat af sine idealer som hun, og Georg Brandes, der var en af de mest betydningsfulde intellektuelle i tiden, indledte en affære med hende, som gav dem begge store kvaler.
Når man læser fortællingen om Victoria Benedictssons liv fanges man i hendes limbo mellem fortvivlelse og livsglæde, modløshed og robusthed og ønsket om at leve eller dø. Benedictsson ønsker frihed, sandhed og arbejde for sig selv og andre kvinder, men man oplever samtidig den foragt, hun indimellem føler overfor andre kvinder.
Åsbrinks fortælling om Benedictsson er skrevet meget indtrængende og levende, og læseren kan nærmes gribe fat i hende i Juliane Wammens fine oversættelse. Forfatterens selvmord vil aldrig ophøre med at kaste mørke over hendes liv, og alting omkring hende foregik i et konstant skift af stemninger. Bogen er en stor oplevelse, der tager lang tid at læse, fordi Benedictssons længsel tynger ordene, og fordi man hurtigt bliver smertelig bevidst om, at hendes ødelæggende følelse af underlegenhed vil knuse hende.
Kommentarer