Intens og smuk digtsamling om krig, verdensminder og det universelle i menneskets historie.
’Legestue’ er en ligetil, kompleks og barsk digtsamling, der bevæger sig gennem nedslag i krige, mindernes uklarhed og den græske historie. Det historiske element kommer mest til udtryk som hentydninger til den antikke tradition som for eksempel Odysseus´ møde med Kirke, der fører ham til underverdenen.
Digtsamlingen er delt i fire afsnit og især [KRIG] og [KRIGSBYTTE] imponerer med deres formmæssige sikkerhed, nøgterne betragtninger og sfæriske sætninger. Der er en form for grænseløshed, hvor konsekvenserne ved forskellige krige, påvirker sproget og erkendelserne. Desuden fremstår en del af digtene universelle, fordi personerne flettes sammen gennem og med historien: Krigen bliver beskrevet som en gennemgående ting i menneskets historie.
Grænseløsheden viser sig for eksempel, da en død krop flettes sammen med naturen: ”næsten en del af / naturlandskabet, dens lemmer / forenes med / træernes lange rødder / ud fra dens køn / vokser en brun blomst”. På den ene side forenes kroppen med naturen – i sin død – og samtidig vokser naturen ud fra den døde krop. Verden bevæger sig videre, trods døden, og Alisanoglou beskriver det smukt og ubesværet. Et andet sted står der: ”I en tid, hvor krigen trænger ind i alting”, hvilket understreger den grænseløshed og almengyldighed, som er gennemgående i digtsamlingen.
”For alt hvad vi har mistet, mister vi stadig” er en krævende proces for personerne i digtene. Det medfører i sidste ende en tvivl om ens plads i verden, og skaber desuden et opbrud i, hvem der overlever og hvem der ikke gør. Digtene er tankevækkende og indeholder visse steder også et håb, som gør læseoplevelsen kompleks og interessant.
Det svageste afsnit i samlingen er [MINDE], hvor digtene pludselig bruger langt flere ord og til tider kan virke klodsede i deres brug af forskellige nedslag i verdenshistorien. Man træder ud af det smukke og barske rum, der ellers er skabt i [KRIG], hvilket for mig blev en unødig afvigelse. Efterskriftet, en tale af Savvas Mikhael i forbindelse med den græske udgivelse, kan i en vis grad tjene som forklaring for disse afvigelser.
’Legestue’ er på én gang kompleks og ligetil. Digtsamlingen indeholder mange smukke sætninger, der sætter tankerne i gang og indrammer krigens alvor. Digtene forholder sig nøgterne og beskrivende til krigen, men bliver ikke distancerede af den grund. Det er befriende, at de ikke søger sensationen eller peger fingre, men fremviser. Krigen findes.
Kommentarer