Endnu en dag i Guds skaberværk

Det skorter ikke på ulykker i Lottes liv, men hun skrider til handling i endnu en fabelagtig Guldager-roman om en midaldrende kvinde.

Det går ikke rigtig godt for Lotte, da vi møder hende på Dag 1 i Katrine Marie Guldagers roman ’Endnu en dag i Guds skaberværk.’ Som sin forgænger, Birgithe med th, er også fortællingen om Lotte og hendes liv en historie om en midaldrende kvinde, der gerne vil redde verden (eller bare noget af den), være noget for andre (men helst på sin egen måde) og som er blevet ramt af flere på hinanden følgende uheldigheder, hvilket vil sige, at der er nok at tage fat på. Og også denne gang strækker romanen sig over 12 dage, hvor hovedpersonen sandelig ikke ligger på den lade side.

Lotte er socialrådgiver. Eller det vil sige… Lige nu er hun godt nok fyret. Som om dét ikke var nok, har hendes kæreste gennem 14 år, Michael, forladt hende, og her på Dag 1 finder hun, sammen med Michaels teenagesøn Daniel, ham død. Og ikke alene er Michael død – det er også tydeligt at se, at han har været udsat for vold, så hvad i alverden er der sket, efter Lotte og Michael skiltes aftenen før, hvor de – nu som ex-kærester – havde været på druk?

Midt i sin sorg skal Lotte også tage sig af Charlotte fra opgangen og hendes tre børn, da det viser sig, at Kaspar, Charlotte ”bedre” halvdel og far til trioen, står og knalder fremmede damer bag skraldespandene i deres fælles gård. Der er med andre ord ikke rigtig noget, der fungerer – for nogen!

Kan man forlange, at Lotte skal kunne holde sig på benene ovenpå alle disse ulykker? Og læg så lige til, at hun ikke har nogen nævneværdig kontakt til sin mor, og at hun, indtil hun som 35-årig blev kærester med Michael, kun perifært var en del af andres fællesskab. For er der noget, Lotte først og fremmest har lidt af og kæmpet med, er det en stor og meget ufrivillig ensomhedsfølelse. Først da Michael og hans søn Daniel kom ind i Lottes liv, lysnede det hele. Men det er ikke let at give sig hen, når man aldrig har haft succes med det før.

I lyset af det foregående vil det nok være nærliggende at tro, at romanen er en ulykkelig og trist omgang, og det er da heller ikke fordi, det ikke er ulykkeligt, at Lotte har mistet Michael, at hun ikke har noget job, at hun som socialrådgiver kender til ubeskriveligt mange forsømte og mishandlede skæbner, at hun ikke kan bruge sin mor til noget og at hun er grund-ensom. Men Lotte har en fandenivoldsk og skarp sarkastisk side, og Guldagers sprog og korte, kontante form får mig til at tro på, at Lotte nok skal klare den.

Den form for humor, Guldager opererer med i sine seneste romaner, er ikke alene yderst læseværdig, den understreger også, at det virkelige liv som oftest både er til at grine af og græde over. Ret mig, hvis jeg tager fejl.