Dagens hus, nattens hus af Olga Tokarczuk

En mosaik af fortællinger om religion, filosofi, eksistens, drømme og kærlighed rammet ind af et hus på landet i Polen. Dette er et værk, du aldrig bliver færdig med!

Der er mere mellem himmel og jord – dén sag er klar. Og skulle man høre blandt tvivlerne, kan man bare læse den populære polske forfatter Olga Tokarczuks seneste roman, der på indholdssiden absolut er på niveau med den underskønne Kør din plov over de dødes knogler (2009, da. 2012). Her er tale om et massivt og omfangsrigt værk, hvor fortællinger og myter væver sig sammen med reallivet på en facon, så man netop indser, hvad jeg påstod ovenfor: Der er mere mellem himmel og jord.

Romanens kvindelige fortæller er taget i sommerhus med sin mand R. Huset ligger tæt ved den tjekkiske grænse, hvor klimaet både er vådt og varmt her i sommermånederne. Naboen Marta, der er parykmagerske, er en del af livet her, ligesom genboen NN, indsamlingen af svampe, tilberedningen af dem og endelig de evige historier er det. Man kan nærmest tale om en bredere form for stream of consciousness, idet fortælleren lader den ene fortælling efter den anden glide ind under romanens ramme og udspille sig i tråd og sammenhæng med alle de andre. Formmæssigt er det meget fint gjort, og det er også det, der gør, at man som læser får rigtig meget for pengene – hver historie, kort eller lang, indeholder stof til eftertanke samt forbindelser til de øvrige og til livet i huset med de daglige gøremål og observationer.   

Foruden beskrivelserne af den gamle nabo Marta fortælles blandt andet også myten om helgeninden Kummernis, der er afbilledet med nøgne bryster og Kristi ansigt med skæg. Denne fortælling viser sig at være nedskrevet af munken Paschalis, hvis egen historie også serveres. Han har et inderligt og iboende ønske om at blive en kvinde, og på denne underfundige vis fletter helgeninden og hendes formidlers skæbner sig ind i hinanden ved, at de begge opererer med en form for tvekønnethed eller drømmen om at være en anden.

Dette er blot et enkelt af de mange temaer, som på kryds og tværs binder romanen sammen. Også effekter som fugle, knive og græs går igen og er på den måde tråde, der forbinder og snor sig gennem værket, så man som læser igen og igen tvinges til at huske de foregående fortællinger og ”bruge dem” i læsningen af de efterfølgende.

Som om det ikke var nok, er også sproget i sig selv mættet med analytiske tanker, som fortælleren bliver sig bevidst hen ad vejen: ”Landskabet er meget påvirkeligt af stemningen hos dem der ser på det. Mennesket ser i landskabet sit eget indre, flygtige øjeblik. Overalt ser man kun sig selv”.

Dette citat fik mig til at tænke på, at ordet ”landskabet” kunne byttes ud med ”litteraturen” – og sætningerne ville stadig være sande. Sådan kan man blive ved med at finde guldkorn i Dagens hus, nattens hus. Her er læsning til de næste mange år samlet i et og samme værk.