Jens August Schades 'Sjov I Danmark' er en forrygende rundtur gennem det danske land, en svimlende dannelsesrejse sat i vers med fantasien og erotikken i højsædet.
Digteren Jens August Schade er i alle henseender en original. Fra begyndelsen med debuten 'Den levende violin' (1928) iscenesætter Schade myten om sig selv med et glimt i øjet. I det ofte citerede digt, 'Den himmelske sol' hedder det således: "det fortælles om mig / jeg er født på et sted / kaldet Skive - jeg husker det ikke / jeg ser mod en anden himmel". Hos Schade forenes i høj grad ulige modsætninger: provinsialisme og kosmisk verdensborgerskab, virkelighed og fantasi, alvor og humor, narcissisme og uselvisk kærlighed. Alt kan rummes i Schades særegne univers.
Forfatterskabet er stort og ujævnt med et væld af digtsamlinger, prosabøger og dramatik. Det er blevet sagt om Schade, at han ikke kan finde ud af at skrive en ordentlig historie med et sammenhængende plot og det er da også rigtigt, at mange af hans bøger væver rundt om det samme emne: det erotiske møde mellem mennesker, der sprænger alle virkelighedens grænser. 'Sjov i Danmark' (1928) er i den forstand en undtagelse, idet den faktisk rummer en slags fremadrettet handling, hvilket især skyldes, at Schades eget liv danner den biografiske undertekst for fiktionens eskapader.
'Sjov i Danmark' er et sangværk bestående af 54 sange fordelt over 3 afdelinger: 1. 'Skæve' (Skive). 2. 'Skoleborg' (Viborg) og 3. 'I Storbyen' (København). I bogen følger man som læser Schades alter ego Sjov og hans bevægelse fra barndommens og ungdommens trængsler frem mod løssluppen svir i storbyen København.
Hver enkelt sang i bogen er konstrueret omkring begyndelseslinien "MAN SER". Dette giver en inkluderende effekt, hvor læseren inviteres med indenfor i Sjovs verden og deler hans blik. Det sker også i de mest intime situationer, som når den unge Sjov har sit første rigtige damebesøg i sangen 'Stævnemøde i provinsbyen': "MAN SER to hvide ben, der smyger sig i mørket, / for hun har sat sig selv på sengekanten. / - Nå, kommer Du, hr. Sjov, og giver mig et kys? / Han står og famler længe ved servanten".
Det er her et ganske andet billede, man får af den unge Sjov/Schade, end den selvsikre erotiker man møder i de senere digtsamlinger. I dette tilfælde er ydmygelsen total, hvilket understreges med al tydelighed i sangens sidste strofe: "- Hvad? Laver Du nu sjov? Jeg synes, det er alvor - / hvad, skammer Du dig ikke? - Kan Du Ikke! / Så lister han af sengen: - Jeg kan og tør vist ikke! / I kamret høres vækkeuret dikke".
Det er symptomatisk, at den unge Sjov i slutningen af sangen kan høre vækkeuret tikke. I Schades verden er det vellykkede erotiske møde en kosmisk begivenhed, der overskrider tid og sted, men her er mødet i alle henseender ufuldbragt og tiden særdeles present.
Det er ikke kun på det erotiske område, at livet i provinsen i begyndelsen rummer sine prøvelser. Mobning og indoktrinering fra skolelærerne hører til dagsordenen. Som det hedder i en strofe fra sangen 'I den gamle skole': "Og timeuret går, og folket bliver dannet - / og mangen lille pjece bliver læst - / og landets ungdom vandrer ved fritid ud fra skolen / og lærer Sejg - og råber: dumme bæst". Igen ser man en understregning af tidens tyranni i form af "timeuret". Det er en glædesløs dannelse, der gives i skolen og det er først, da Sjov flytter til storbyen København, at han for alvor får gjort sig fri af provinsens snærende bånd. Formålet med at være i byen er stadig at blive dannet og studere, men efterhånden uddanner Sjov sig snarere til boheme end til embedsmand. Et fint lille øjebliksbillede af det nye liv som kunstnerisk sjæl giver følgende strofe fra sangen 'Pensionat 'Mirakel': "MAN SER et æter-rum af månesølv og blåt / i ruden fra et rigtigt atelier - / der sidder Sjov og synger med maleri-palet og klædt i roser ligger "Dydens fé". Med omgivelser i "månesølv og blåt" og Sjov i syngende positur med sin pensel gives der et satirisk billede af den romantiske kunstner. Sjov er på dette tidspunkt vokset ud af sin kvindeangst og har hele to kvinder at vælge mellem: den uskyldsrene Sølver fra barndomslandet og storbyvampen Ida Morgenstern. Modsætningen mellem de to kvindelige arketyper er så markeret, at den er til at tage og føle på og den egentlige konflikt står der da heller ikke mellem valget af kvinder, for Sjov mister hurtigt begge to. Morgenstern forsvinder, da hun opdager, at Sjov ikke har penge nok og forholdet til Sølver kommer ingen vegne og ender i platonisk uskyldighed.
'Sjov i Danmark' bærer betegnelsen "satirisk sangværk" og det er en meget god mærkat. Karaktertegningen i bogen er flad som en pandekage. Schade spiller med stor dygtighed på en række klichéer og skaber typer og ikke personer. Sigtet med satiren er dobbelt: på et niveau retter den sig mod Sjov og hans omgivelser, der er som taget ud af en studenterkomedie, men på et andet plan er der tale om et satirisk Danmarksportræt - jvf. titlen. Schade spiller bevidst på klichéen, der sætter en modsætning op mellem det uskyldsrene, kedelige liv på landet og det, kommercielle, moderne storbyliv. Med et djævelsk glimt øjet kan han nedbryde denne modsætning og vise, at livet på landet aldeles ikke er uskyldigt (det er her Sjov tæskes og vrides igennem lærdomsmaskinen), og lillebyen er i høj grad også kapitaliseret, som det vises i sangen 'Turistbyen' med følgende strofe: "Her har vi 'Liljedalen' med fejlfri udsigtsbænk, / det koster 20 øre gennem lågen / og 25 ekstra, hvis man vil sejle ud / og se på søens bredder og på mågen".
Livet - uanset om det leves på landet eller i byen - har i bogstaveligste forstand sin pris. Når Schade med figuren Sjov udstiller ideen om den sorgløse, romantiske kunstner i det idylliske landskab er det på én gang en hyldest og kritik af den kunstnermyte, han bekender sig til. Kritikken viser sig mellem linierne i den maskinelle brutalitet og kapitalistiske logik, der viser sig at styre idyllen. Her en passage fra 'Læren om staten': "Her bruser stålfabrikker med trofast indtægtskilde, / her sidder smukke mænd i liggestole, / mens små, beskidte folk går rundt og falder sammen / - og røgen stiger stolt mod morgensolen".
Sjov mister kærligheden og er til sidst ved at gå til i selvmordstanker, men han ender med at genfinde livslysten og det skyldes, at han finder sit kald som digter: "Du skal i sorgen høre livets røst / og gå med barnesjæl igennem Danmarks land / og bladre i en bog til alles trøst", som der står i slutningen. Den digteriske muse henvender sig til Sjov og resultatet er den bog, som læseren selv bladrer i. Der er dermed et metatekstuelt aspekt i 'Sjov i Danmark', hvor læseren selv bevidner Sjovs fødsel som digter (jvf. den inkluderende form MAN SER). Sjov opdager, at det er muligt at beholde barnets blik i en kynisk verden og sprede glæde midt i sorgen. Dette kan ske via den digteriske skrift, der ligesom erotikken kan overvinde afstanden mellem mennesker. 'Sjov i Danmark' er derfor ikke bare et satirisk blik på hjemlandet, men ligeså meget en hyldest til livet og den digtergerning, som Schade skulle vise sig at udfylde i de næste mange år med så uforlignelig originalitet.
Skrevet af cand.mag Jakob Bækgaard
Kommentarer