Romanen er et form- og genreeksperiment om det moderne menneskes tilblivelse og en filosoferende beskrivelse af tidens gang krydret med en leg med forholdet mellem fakta og fiktion.
Merete Pryds Helles nye roman 'Hej menneske' handler om den arkæologistuderende Edith, der for sjette gang er med Carsten Niebuhr Instituttet på udgravning af den 7-8000 år gamle stenalderlandsby Shkârat Msaied i Jordans hede ørken. Undervejs i udgravningen af et stenalderhus forestiller Edith sig stenalderlivet med dets ritualer, udfordringer og erotik for en kvinde, som hun kalder Edith, og kimen er således lagt til romanens to spor af historier om navnesøstrene. Pludseligt bliver den nutidige Edith bidt af en skorpion, og mens hun omtumlet af smerte og angst ligger på sit hotelværelse og venter på, at de daglige skud modgift skal virke, svirrer tankerne omkring nutid, fortid, krop, sjæl, magi og tid, og i denne tankehvirvel forsøger hun at færdiggøre sit speciale om Shkârat Msaied. Edith understreger sin akademiske, faktuelle tilgang til specialet: ”Ingen slinger i valsen, kun beskrivelse af de materielle genstande, ingen fortolkning”, hvilket peger på en af romanens væsentlige karakteristika – nemlig dens leg og eksperimenteren med forskellige genrer: den fremstår som en hybridform af genrer og med glidende krydsninger mellem fakta og fiktion. Faktadelen underbygges blandt andet af reelle personnavne på arkæologer fra Carsten Niebuhr Instituttet, beskrivelserne af det faktiske udgravningssted og stenalderfundene, landkortene over området forrest og bagerst i bogen og ikke mindst af en række dokumenterende fotografier fra udgravningen. Fiktionsdelen er primært bygget op omkring fortællingen om stenalder-Edith. Den nutidige Edith er en jeg-fortæller, hvilket øger bogens faktaværdi, idet det tegner et billede af en nærværende fortæller, der har været reelt til stede under udgravninger. Stenalder-Edith er derimod fortalt i tredje person, hvilket her skaber en afstand til det fortalte, der underbygger fiktionen i fortællingen.
Denne væven ind og ud af genrer og fortællinger kalder på en anden af romanens store træk – nemlig brugen af spejling. Spejlingen spænder bredt og ses helt nede på sætningsniveau: i sætningen ”… jeg ligger på en klippe og betragter månen, og månen er en klippe…” spejler ordene ’månen’ og ’klippen’ sig i hver sin identiske partner, og i sætningen ”Min hånd, hendes hånd” bliver spejlingen mere ekstrem, idet den moderne Edith fysisk smelter sammen med sin navnesøster fra stenalderen. Denne sammensmeltning, hvor de to Edith’er skiftevis glider ind i og ud af hinanden, fortsætter romanen igennem og forvirrer læseren, idet det af og til kan være vanskeligt at afgøre, hvem der er tale om, men også, hvem der taler. Spejlmetaforikken kommer også til udtryk i romanens indhold f.eks.: ”de [skyskraberne] spejlede himlen, og et stykke af spejlet faldt ned på fortovet, og jeg forsøgte at se min mor i det, men det lykkedes ikke.” Spejlet kan altså i romanen både have en præcis gengivende funktion, hvor personen ligner sit spejlbillede, men det kan også forvrænge eller helt udelade at gengive det, der spejles. Denne forvirring er blandt andet med til at understrege bogens leg med objektivitet og subjektivitet – for hvad er fakta, og hvad er fiktion? På bogens omslag gøres læseren opmærksom på, at forfatteren Merete Pryds Helle er overbygningsstuderende i nærorientalsk arkæologi på Carsten Niebuhr Instituttet. Desuden optræder hun både på billeder fra udgravningen og som dokumenterende fotograf. Denne form for inddragelse af forfatterens eget jeg i fortællingen er et litterært træk og en tendens, der er meget oppe i tidens nordiske litteratur, og i dette tilfælde lægger det en ekstra dimension til den personmæssige sammensmeltning, idet den moderne Edith og forfatteren Merete Pryds Helle tilsyneladende deler visse egenskaber og interesser og bidrager til yderligere at forvirre forholdet mellem fakta og fiktion.
Det komplekse forhold mellem fakta og fiktion ses også på fortællingens mere filosofiske og reflekterende niveau, hvor beskrivelser af stenalderlivets forsøg på at beherske naturen, den såkaldte domesticering, blandes med poetiske refleksioner af filosofisk art om tidens essens, erotik og kønnenes møde. Sproget skifter fra at være nøgternt beskrivende (ofte hos den nutidige Edith) til at være stakåndet og abrupt ved hjælp af mange på hinanden følgende ultrakorte sætninger kun adskilt af et komma (ofte hos stenalder-Edith i erotiske, lyst- eller farebetonede scener) – til tider udelades eller genbruges ordene endda i samme sætning, som om fortællingens tid er i fare for at blive opbrugt; tiden er ikke længere en cyklisk størrelse som i stenaldermenneskets opfattelse, men en fortløbende struktur, hvor fortællingen ikke gentages, men er i fare for at blive glemt eller forbigået, hvilket antyder en modsætning mellem arkæologens tidsbevarende arbejde og tidens flygtighed på den anden side.
Merete Pryds Helles leg med genrer er ikke ubegrundet, men at finde i hendes omfangsrige udgivelser; hun har udgivet så forskellige værker som digte, noveller, romaner, krimier, børnebøger, computerspil og en sms-roman. Generelt er hendes værker præget af lysten til at fortælle og lysten til at eksperimentere på det kunstneriske plan, hvilket blandt andet hendes debutbog, novellesamlingen 'Imod en anden ro' fra 1990 er et eksempel på med sin leg med forskellige typer af fortællinger. Også menneskets beherskelse af naturen er et emne, der går igen og ses meget markant i hendes gennembrudsroman 'Vandpest' fra 1993, der stiller sig kritisk overfor det civiliserede menneskes trang til at beherske den indre og ydre natur, mens mennesket trods dets overudviklede fornuft ikke kan beherske sine naturlige drifter, men er styret af kroppens impulser og den ydre naturs organiske og kaotiske forløb. 'Vandpest' arbejder yderligere også med modsætningen mellem på den ene side et subjektivt og metaforholdigt sprog og på den anden side videnskabens tanke om objektivitet og saglighed, hvilket kan siges at gøre Merete Pryds Helle til en forfatter, der i sine eksperimenter nærmer sig virkeligheden fra fortællingens side og omvendt.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer