Foruroligende og barsk roman om en familie, hvor vold er hverdagskost og grænserne for grusomheden ikke-eksisterende.
”Efterhånden elleve år gammel, og jeg havde skudt med den riffel i to år, kikket efter bukke, så længe jeg overhovedet kunne huske, men denne jagt var første gang, jeg fik lov til at dræbe. Stadig ikke gammel nok efter loven, men omsider gammel nok efter familiens lov.”
Vi er i 1978, og jeg-fortælleren er som så ofte før på jagt efter bukke sammen med sin far, farfar og farens bedste ven på Goat Mountain, som familien ejer. Og for første gang må han selv skyde en buk.
Alt er som det plejer, indtil det øjeblik de får øje på en krybskytte, som opholder sig på deres jord. Faderen sigter på krybskytten og siger til sønnen, at han skal komme og kigge, og så sker det utænkelige, at drengen skyder krybskytten. Helt uden nogen tankevirksomhed, det var hans natur at dræbe, siger han selv.
Fortælleren vil have, at de skal tage tilbage og melde sig, mens faren og bedstefaren diskuterer, om de skal slå drengen ihjel! De finder den dræbte, og nu starter en lang diskussion om, hvad de skal gøre ved ham. Skjule ham, begrave ham eller tage ham med tilbage til civilisationen? Jagten fortætter alligevel, men nu med en meget mere rå og voldelig stemning. Til at sætte romanen i perspektiv er den fyldt med henvisninger til Bibelen, en grusom Gud, historierne om Kain og Abel, ofringen af Isak og den genopstandne Jesus.
David Vann har et fantastisk smukt sprog. Hans beskrivelser af naturen – som også indimellem er meget grusom – lyser op som modsætning til den mørke handling. Han siger selv, at det, der fik ham til at skrive, var hans voldelige familie med cherokee-aner, der havde svært ved at finde ud af, hvordan de skulle forholde sig til Jesus.
Med Goat Mountain mener han, at han nu er færdig med at beskrive sin familie, så det bliver spændende at se, hvor resten af forfatterskaber bevæger sig hen.
Kommentarer