Kim Leine

Nej, nu går den ikke længere! To uger uden at skrive en linje. Det svarer til fjorten dage uden opiater for en junkie. Og jeg ved hvad jeg taler om.

Kim Leine takker af med en julefortælling

Det må være et par dage før jul 1966, sidst på formiddagen. Jeg går ud fra det er 1966, for jeg føler mig som en femårig når jeg lander her, i denne barnekrop, i dette halvt slørede minde som nu toner frem. Må vi bede om en klarere linse. Nærbillede på drengen. Fokus. Take one. Tak. Og kør!

Nogle gange bliver jeg imponeret over mig selv. Senest skete det for nogle dage siden, da jeg gennemgik listen over de bøger jeg har læst i løbet af indeværende år. Jyllansposten havde nemlig inviteret mig til at deltage i deres litterære julekalender ( http://kpn.dk/boger/ ), hvor 24 forfattere anbefaler en bog de har læst det sidste år. I nogle år har jeg holdt mig en læselog der indeholder forfatternavn, titel, dato for afsluttet - henholdsvis afbrudt - læsning samt en minianmeldelse af værket.

Jeg kundgør hermed: Jeg er ikke og har aldrig været i besiddelse af et grønlandssyn. Hvis jeg nogen sinde skulle udvise symptomer på et sådant, bedes I venligst slå mig oven i hovedet med noget tungt.

Jeg kunne ikke lade være, jeg var nødt til at komme af med det. Pyha!

I mandags tog jeg på en smuttur til Oslo for at promovere Valdemarsdag i Norge, op og ned samme dag. Jeg tog metroen fra Islands Brygge ud til Kastrup tidligt om morgenen, og mens Norwegian-flyveren svingede sig op over et regntykt Øresund, fladede ud over Vestgötaland og lagde an til landing nordøst for Oslofjorden, sad jeg og spekulerede på om der overhovedet ville dukke nogen op fra den norske presse for at interviewe mig.