Af Birgitte Tindbæk. Publiceret 02/01/2007. Opdateret 20/01/2012.
De sidder der hver eneste dag, dem på bænken - hærgede, anonyme ansigter; forbipasserende haster forbi, fortrænger helst, at der findes den slags i deres kvarter, for de lugter, bruger mund -
og drikker for mange bajere ...
"Nogle søger kroppe at bebo, andre bare en bænk," lader Suzanne Brøgger sin hovedperson Zeste sige i 'Jadekatten', da hun sidder som posedame på en bænk over for D'Angleterre i København.
- og hjemløshed er et bænkeliv, og bænkelivet en flugt fra kroppen og tilværelsen - for nogle et selvvalgt eksil, for andre ublid skæbne.
Der er hver dag sult og hjemløshed i tv og aviser, globalt og hos os selv - vi læser om kvinden, der har samlet sit liv i fem plastikposer og opslået sit hovedkvarter på banegården - i bevægelse mod de ukendtes grav ... om to bumser i et folkekøkken med et restliv på ingenting .... om fattige immigranter og den nye underklasse af kronisk underprivilegerede ...
Ensomheden har adresse her - den holder til i det sociale og geografiske rum, hvor luderne, narkomanerne og de socialt udstødte færdes ... og jo mere de andres velstand, overflod og selvtilfredshed vokser, jo grellere fremstår frygten for ikke at blive regnet. For fattigdom er en dom. Ofte på livstid. Og med meget ringe appelmuligheder.
En fattig tilværelse rummer vold og undertrykkelse, tristhed og beskidt virkelighed, og det er meget nøgternt, råt, ind til benet, at se mennesker smuldre ...
Når vi sætter den litterære vinkel på, får vi livet på samfundets bund i mere kompleks og nuanceret form, for i litteraturen er den fysiske elendighed og trøstesløsheden ledsaget af frygten, af ydmygelsen, af sårbarheden, men også af varme og ømhed, sammenhold, værdighed og humor.
Litteraturen har plads til storbyens skæve eksistenser, til sjufte og samfundsnassere og dem, der er skubbet ud eller faldet ned fra den guldkalv, det etablerede samfund tilbeder.
Underholdning? - forhåbentlig ikke kun - derimod masser af litterær kvalitet, bidsk og indimellem poetisk og forfærdende morsom samfundssatire - og når det er godt, svier det helt ind i sjælen.
Vi præsenterer primært nyere forfatterstemmer. 1900-tallets store arbejderforfattere, f.eks. John Steinbeck, Martin Andersen Nexø må vente til en anden gang.
Men und dig selv at læse eller genlæse Roddy Doyle, Frank McCourt, Anne Marie Løn, Jan Sonnergaard og en klassiker som Dickens, bare for at nævne nogle ...
Vita Andersen er blandt de kvindelige forfattere, der tegner det nye billede af den moderne kvinde. I Hva'for en hånd vil du ha' fokuserer hun på mor-barnforholdet.
Den blå by er København; det er storbyen med mange og mangeartede eksistenser, og det er en meget genkendelig by med masser af lokalkolorit, gadenavne, caféer, tidstyper.
Einar Kárason har skrevet en forfriskende samtidsroman om en islandsk bistandsklient fra Vollsmose, der er hamrende usympatisk, men en fantastisk historiefortæller.
Bajere, bandeord og beverdinger er nogle af elementerne i Serafia. Men også præcise skildringer af miljø og af mennesker med lavstatus i dagens Danmark.
Tonen hos Jan Sonnergaard er rå og hård. I novellesamlingen Radiator skriver han i et hverdagsagtigt, talenært sprog, som er en af 90ernes mest læste værker.
Hvem var Jomfru Fanny, som også blev kaldt Dronningen af Aabenraa? Bodil Steensen-Leth går bag om myterne og tegner et levende portræt af en af Danmarkshistoriens sære skæbner.
Der var engang, hvor det at forelske sig i en tysker og ovenikøbet få barn med ham var en stor synd – sådan var det i Danmark, og sådan var det i Norge.
Arbejdssky er ikke til at komme udenom, dels som et hovedværk i 70’ernes litterære samfundskritik, dels som en mursten i et forfatterskab, der tæller både romaner og tv- og radiospil.
smag på bøgerne – en bid om dagen