Storbyen i litteraturen - januar 2004

Oprettet: 02.01.2004 - 09:00

Der er larmen: fra trafik, tv, radio, popmusik, barnegråd, skrig og sirener. Der er lyset: neonlys, trafiklys, gadelys, sirenelys og diskolys. Byen er voldsomhed, brogethed og masser af mennesker. Den er caféer, barer, pissoirer. Kropsligheden er intens og uundgåelig i byen, hvor mennesker lever tæt. Byen har sit eget sprog. Den "går i blodet". Du er afhængig af den, af dens impulser, dens liv, dens lys, mobiliteten, mulighederne, af den anonyme frihed, den gi'r dig, men den er også stedet, hvor du kan gå ned, gå under i en ensomhed så dyb, som var du på en øde ø.

Der er ikke noget mærkeligt i, at den store by er udfordrende for litteraturen: at indfange det væsentligt bymæssige, at udvinde mønstre af dens mangfoldige impulser til sanserne og intellektet og tage stilling til det, som livet i byen gør ved menneskelivet. For der er byen, som det hele vokser ud af, og så er der menneskene, der befolker den, og det er også og især dem, det hele handler om.

Bøgerne myldrer med historier, fantastiske sammentræf og lynnedslag i forskellige grader af personlig skæbnefortælling - vi kommer mange steder hen og får i tid dækket mere end 100 år, så det er klassisk og nyt i en spændende melting pot, f.eks. Wien i begyndelsen af forrige århundrede, som af Musil sammenlignes med "en kogende blære, som hviler i et fad bestående af det konstante stof af huse, love, anordninger og historiske overleveringer" og 1980'ernes "New York - med dens langsomme himle og kaotiske gader, de ferske skyer og aggressive bygninger" - som kun en Paul Auster kan beskrive sin by.

Alligevel slår det pludselig én: er storbyen kun beskrevet af ensomt vandrende mænd?
Bylitteraturen er ikke så domineret af kvindelige forfattere, men selvfølgelig er de der, det er bare tilfældigt, at kun få er med her; lidt et tilfælde er det også, at vi har så forholdsvis mange københavner-romaner repræsenteret.

Brug vores tema til at suge til dig af byens virvar af billeder, lyde og lugte, oplev byen som aktør, byens rytme, der slår ind i teksterne, det dekadente, det falske, det fordærvede, men også det organiserede og forfinede; byen som landskab, hvor du kan gemme dig, outsiderens og drømmerens sted, men også - og især - byen som perfekt kulisse til beskrivelse af det moderne menneskes ensomhed og udsathed.

Til slut - for at bryde billedet af storbyen som udelukkende maskulint domæne:
"Hun be'r om nåde. Hun overgiver sig til byen. Byen stjæler hende. Hun kan ikke slippe væk. Byen dækker sig leende bag larm og hastværk og snavs og røg. Byen har sort luft. Byen mangler blide græsgange, hvor hun kunne vandre i hvid kjole og synge små sange og møde sin elskede. Byens skarpe lys udkonkurrerer solens stilfærdige klarhed. Byen har travlt, den venter ikke på hendes udvikling. Byen kender ikke hende, den ejer hende. Hun laver ikke sin egen by. Hun be'r om nåde. Hun overgiver sig. Hun følger med strømmen." (Charlotte Strandgaard: 'Indimellem holder de af hinanden', 1969)

Og Litteratursiden ønsker rigtig god fornøjelse!

Birgitte Tindbæk

0
Din bedømmelse: Ingen