På trods af de sidste dages sommerregn og byger og på trods af nattetemperaturer ned til sølle 8 grader celcius er det snart sommerferietid igen.
Det betyder tid til dyrke udelivet, familien og vennerne. Og tid til at rejse. Måske tillader økonomien at ferien i år går til solen og varmen i Caribien eller Provence. Måske rækker økonomien "kun" til en indre rejse i yndlingslæsestolen eller havens stribede hængekøje.
Uanset ens økonomiske formåen og uanset om ens hu står til at spise klistrede dadler i Agadir eller at vandre med rygsæk og bjergstøvler i de norske fjelde, har RomanNet valgt at sætte fokus på flere forskellige aspekter af rejsen.
Vi ser både på den klassiske dannnelsesrejse, og på de mange forskellige former den kan tage: både forfatterens egen fysiske rejse, der inspirerer til rejsebeskrivelse og kunstneriske metoder. Og den historiske dannelsesrejse, hvor figurernes personlighed udvikles.
Og vi ser på den indre og spirituelle rejse, der kan give større indsigt i livet.
Desuden belyser vi rejseromanen, der ligger i spændingsfeltet mellem fiktion og faglitteratur.
Du kan også vælge at kaste dig ud i vores læsetips af bl.a. Karen Blixen og Einar Mar Gudmundsson og gå din ferie i møde med en god læseoplevelse.
Rigtig god fornøjelse.
Susanne Vejen Vig og Sanne Caft
smag på bøgerne – en bid om dagen