Om Franz Grillparzer: Den fattige spillemand

Oprettet: 01.09.2008 - 12:06

Af litteraturstuderende Anne Munk

”De spiller Wolfgang Amadeus Mozart og Johann Sebastian Bach, men den gode Gud er der ingen, der spiller” (Franz Grillparzer: Den fattige spillemand, s. 30).

Sådan forklarer den gamle, mærkværdige spillemandsskikkelse i østrigske Franz Grillparzers fortælling om Den fattige spillemand sit forhold til den musik, han frembringer. Hans musik er ikke populær underholdning, sådan som Mozart og Bach, der her fremstilles sådan cirka som datidens pop – nej, det er en søgen efter det guddommelige.

Grillparzers historie, der ikke er andet end en lang novelle, udkom i 1848 og er på mange måder sin helt egen; den er i sin form væsensforskellig fra resten af Grillparzers forfatterskab, der bestod af dramatik og kan endnu i dag pirre sin læser med de mangfoldige og strittende fortolkningsmuligheder, den giver.

Under ét kan plottet beskrives forholdsvist simpelt: Hele historien berettes af en jeg-fortæller, en dannet og rimeligt velstående mand, der under de folkelige forårsfestligheder omkring Brigittakirken i udkanten af Wien får øje på den mærkværdige spillemand. Hans nysgerrighed pirres, fordi spillemanden kan latin og trods sin forarmelse er ganske propert klædt. Han opsøger derfor violinisten for at få dennes livshistorie.

Fattig violinspiller fra www.shweir.comI et langt tilbageblik beretter spillemanden derefter om sit liv. Hans far var en indflydelsesrig mand, og begge hans brødre succesfulde og dygtige; men selv svigter han sin faders tillid. Spillemandens fortælling er på mange måder en grusom historie om en mand, der ikke kan leve op til de krav, der stilles til ham.

Han forelsker sig i den ikke videre kønne urtekræmmerdatter Barbara, da han hører hendes sang i gården til det hus, hvor han bor. Og det er Barbaras sang, der får ham til at genoptage det violinspil, han ikke har beskæftiget sig med siden sin tidlige ungdom:

”Da jeg nu strøg med Buen over Strengene, var det, som om Guds Finger havde rørt mig. Tonen trængte ind i mit Inderste og kom ud af mit Inderste. Luften omkring mig var som Svanger med Beruselse. Sangen nede i Gaarden og Tonerne fra mine Fingre til mit Øre delte min Ensomhed med mig” (s. 29).

Fortællerens sensationshunger
Men dermed er historien ikke givet. Selvom spillemandens musikambitioner er inderlige og oprigtige, så hører omverdenen ikke den smukke søgen efter guddommelighed, som spillemanden higer efter. Læs blot jeg-fortællerens første beskrivelser af violinisten:

”Han nøjedes ikke med at slaa takt med Foden, men bevægede ogsaa hele sit krumme Legeme i takt med Musikken. Men alle disse Bestræbelser for at give hans Præstation et Præg af enhed var frugtesløse, for det, han spillede, virkede som en usammenhængende Rækkefølge af Toner uden Takt og Melodi” (s. 14).

Violinspiller fra www.canvasreplicas.comDet lyder kort sagt rædselsfuldt for alle andre end spillemanden selv; og dermed opstår der i historien en spænding mellem måder at fortolke verden på. På den ene side er der i historien en ambition om at forstå denne mislykkede mand, der så åbenbart ikke forstår sig på den almindelige verdens praktiskheder og pengesager – og på den anden side bliver jeg-fortællerens beretning en barsk, tragediehungrende udlevering af en forarmet menneskesjæl.

Fortællerens investigeren i spillemandens vanskæbne har en ublu påtrængenhed over sig, og modsætningsforholdet mellem den kejtede, men naive og godhjertede spillemand og den nyfigne fortæller er sine steder helt pinagtig.

Historiens jeg-fortæller er i det hele taget en interessant konstruktion. Det er en fortæller, der gør heftigt opmærksom på sig selv og præger teksten tydeligt; selv den beretning, der i teksten kommer fra spillemandens mund, synes præget af fortællerens dannede og velkomponerede sprogbrug. På den måde bliver fortælleren næsten lige så meget hovedperson som spillemanden; men selv filtreret gennem fortællerens formfuldendte og kølige betragtning trænger spillemandens inderlige forhold til musikken igennem.

Det lyder kort sagt rædselsfuldt for alle andre end spillemanden selv; og dermed opstår der i historien en spænding mellem måder at fortolke verden på. På den ene side er der i historien en ambition om at forstå denne mislykkede mand, der så åbenbart ikke forstår sig på den almindelige verdens praktiskheder og pengesager – og på den anden side bliver jeg-fortællerens beretning en barsk, tragediehungrende udlevering af en forarmet menneskesjæl.

Fortællerens investigeren i spillemandens vanskæbne har en ublu påtrængethed over sig, og modsætningsforholdet mellem den kejtede, men naive og godhjertede spillemand og den nyfigne fortæller er sine steder helt pinagtig.

Historiens jeg-fortæller er i det hele taget en interessant konstruktion. Det er en fortæller, der gør heftigt opmærksom på sig selv og præger teksten tydeligt; selv den beretning, der i teksten kommer fra spillemandens mund, synes præget af fortællerens dannede og velkomponerede sprogbrug. På den måde bliver fortælleren næsten lige så meget hovedperson som spillemanden; men selv filtreret gennem fortællerens formfuldendte og kølige betragtning trænger spillemandens inderlige forhold til musikken igennem.

Spillemand fra www.lewisvillesymphony.orgOm Grillparzer og bitterheden
De forskelligartede fortolkninger af musikken ansporer også til en overvejelse af kunstens væsen. Er den gode – guddommelige – kunst også den populære? Ikke nødvendigvis, læser man i historien. Fortolkere har trukket linjer til Grillparzers egen bitterhed over en dårlig offentlig modtagelse af komedien Weh dem der lügt (1838; ikke oversat til dansk).

Franz Grillparzer (1791-1872) startede ellers sin karriere lovende, da han som 25-årig udgav sit debutstykke Die Ahnfrau (1816, da. Stammoderen), der blev en stor publikumssucces. I mange år var han en produktiv dramatiker, indtil han ragede uklar med publikum og anmeldere – og derefter trak han sig helt tilbage fra den offentlige sfære for at leve et stilfærdigt liv som embedsmand i finansministeriet.

Han fortsatte sin dramaproduktion i det små, og sent i livet fik han genrejsning, da en ny Burgtheater-direktør atter gav Grillparzers dramaer liv på scenen; Grillparzer selv kom sig dog aldrig rigtigt over sin bitterhed over de misforståede år. Den dag i dag hyldes han som østrigsk nationaldramatiker, og derfor kan endnu i dag foran Wiens Burgtheater, det østrigske svar på Det Kongelige Teater, ses en statue forestillende Grillparzer.

Spillemandens mandighed
Franz Grillparzers historie om spillemanden er ikke voldsomt kendt i dag; men i dagbøgerne fra Grillparzers navnebroder, Franz Kafka (1883-1924), kan man læse, at Kafka har læst historien, og at han har været optaget af den. I en optegnelse den 9. august 1912 skriver Kafka bl.a., at historien handler om erkendelsen af det mandlige.

For at udfolde Kafkas ord: En af tematikkerne i Den fattige spillemand er erkendelsen af mandlighedens grænser; en undersøgelse af, hvad der sker for et menneske, der ikke lever op til sin families – særligt faderens – forventninger. På sin vis viderefører Kafka netop dette tema, den familiære fremmedgørelse, i sin novelle ”Forvandlingen”, hvor hovedpersonen Gregor Samsa en morgen vågner op og finder ud af, at han er blevet til en bille.

Den fattige spillemand er en smuk, bedrøvelig og uudgrundelig historie; ligesom spillemandens egen utidige, men inderlige musik svæver fortolkningen af den et sted mellem ”en usammenhængende Rækkefølge af Toner uden Takt og Melodi” og en intens kunstnerisk varme. Den kan læses for sit fine, triste portræt af en godtroende mand, der ikke kan finde sig til rette i et almindeligt borgerligt liv – eller den kan læses for den interessante rolle, fortælleren kommer til spille i hele historien, hvor spillemanden bliver et spejl for fortællerens verdensanskuelse.

0
Din bedømmelse: Ingen