Af Birgitte Tindbæk. Publiceret 01/11/2005. Opdateret 09/12/2011.
Lyrik er altså hverken kedelig, højpandet og umulig at forstå, lyrik er ikke kun for nørder, der elsker at pindehugge om små ord - und dig selv magien og svævet i digte fra 1990'erne og frem ...
SLUT MED AT SIGE DU IKKE ER TIL LYRIK, for de her digte rammer dig!!! Sådan noget og lignende skriver anmelderne om mange af de nye danske digte.
Men - lyrik har stadig relativt få læsere, lyrik opleves af mange som lidt højstemt, lidt overgearet; for vi er så vant til fortællinger; der skal være en handling, et plot, og når handlingsforløbet mangler, oplever vi ligesom, at der ingenting er, vi savner fortællingen, substansen.
I stedet for historier gi'r lyrikken os billeder, skabt af sproget, forunderlige, skræmmende, skønne - billeder, som skabes i vores bevidsthed.
Og vi skal nok arbejde mere bevidst, når vi læser lyrik, for nu skal der associeres, der skal digtes med, og ordene skal også både høres og ses for at forstå digtenes samlede udsagn.
Men du behøver altså ikke være specialist i symboler, metaforer, analyse, bare du bruger dine øjne og ører, ser digtets billeder for dig, lytter til digtets musik. For hvorfor sammenligne lyrik med prosa, når den i virkeligheden er meget mere beslægtet med musikken og den skulpturelle kunst?
I 1990'erne og frem arbejder digterne bl.a. med matematisk rytme, digte, der går grafisk i stykker og associationer, der går amok; der eksperimenteres, men digtes i lige så høj grad traditionelt.
Man kan ikke tale om en egentlig ny generation, men om en periode, hvor der færdes både unge, midaldrende og ældre digtere uden større fællestræk end interessen for at sanse, tænke og føle med sproget og afbilde en personlig virkelighed og måske få os til at udvide vores opfattelse af samme virkelighed.
De forholder sig til verden i al dens uoverskuelige mangfoldighed, til naturen, universet, inspireret af videnskabens og filosofiens indsigter, af religion og metafysik, og de er retroorienterede, humoristiske, ironiske, sprogrevsende og egofikserede og meget, meget mere.
Og aldrig før har der været mere performancelyrik og hyperfiktion (skrevet direkte til nettet), det vrimler med kombinationer af lyd, musik og lyrik, der bruges elektronik og teknologi, der rappes, ord råbes og slynges i hovedet på publikum, når der poetry-slammes og spilles lyrik-banko!! Måske er der en fremtid for lyrikken i disse hybride former? Måske er performancelyrikken så folkelig, at den kan nå ud over rampen?
For lyrik er altså hverken kedelig, højpandet og umulig at forstå, den er ikke kun for nørder, der elsker at pindehugge om små ord.
Lyrik er noget de fleste finder umådeligt kedeligt, højpandet og umuligt at forstå, men sådan er det ikke altid - Afsnit P’s hjemmeside på www.afsnitp.dk afliver de fleste myter om
Det er en nærværende, nærmest musikalsk oplevelse at begive sig ud i Klavs Bondebjergs fine lyriske digte og tekster. Titlen ”Menneske for en dag” gjorde mig nysgerrig.
Marianne Larsens digte er disede drømmeagtige og alligevel krystalklare. Indhyllet i mosekonebryg rejser sproget sig fra siderne, så det næsten er til at tage og føle på.
Det er dejligt at have en smuk bog i hænderne, og det er godt at komme frem på kanten af lænestolen i mødet med eksperimenter, der mixer forskellige kunstarter.
Til efterretning for fans og forargede: dette er én af Dan Turèlls blandings-tekst-samlinger af alt muligt: Strøtanker, små tekster, hvor han leger med sproget, sorte, nøgne rim.
Katrine Marie Guldagers prosadigtsamling Styrt er en opvisning i sproglig balancekunst. Samlingens 42 digte er alle af den firkantede slags – Rittersport-modellen.
Nordbrandts lyrik tilhører ingen skole i den danske poesis historie. 84 digte er en af de digtsamlinger, der viser, hvordan Nordbrandts lyrik har et eget særpræg.
Rigtig god fornøjelse med de musikalske historier; med romaner, der fascinerer og forfører mennesker med ører; med litteratur, der synger sit liv og lever sin sang ...
smag på bøgerne – en bid om dagen