Der er julenisser, og så er der rigtige nisser, er der nogen, der si'r - en nisse var ihvertfald engang en gårdbo eller en gårdnisse med kælenavne som Niels, Nis eller Nisse. Og har været kendt i Norden i mere end seks hundrede år, og måske er han der endnu?
Gårdboen beskrives som sådan en lille sky og uanselig mandsling, der lister omkring på gården om natten (han holder mest til ude på landet!) og sørger for, at alt går, som det skal. Det er ikke let at få øje på ham, men det er let at opdage, om der er en gårdbo, for så vil der være fint og rent overalt, og dyrene vil ha' det godt!
Gårdboen er ikke så lystig og rar som julenissen. Gårdboen har ingen sans for humor, og hvis det er som de fleste siger, skal man være forsigtig med at fornærme og drille ham, for han er nemlig meget følsom og skammer sig over at være så lille.
Midt i 1800-tallet dukker så julenissen op – i litteraturen og i illustrationer i bøger og blade: små drengenisser med rød hue eller små og gamle med langt hvidt fuldskæg.
Han kunne sågar ha’ en kone, julenissen, en bekvemmelighed, som gårdboen aldrig havde haft.
Man kunne måske også sige, at Nis Gårdbo blev til julenissen. Om denne forklaring er sandfærdig er ikke til at sige, men noget er sikkert: julenissen kommer med gaver og spiser risengrød og omgås katte – det sidste ville være en utænkelig situation for en gårdbo!
I dag ved vi alle præcis, hvordan en nisse ser ud, og der er ikke to, der er ens. Nisser har erobret stuer, køkkener, børneværelser som en elsket og folkelig figur, og der findes heldigvis mange nisseelskende kunstnere, som i tidens løb har hjulpet os til at møde diverse nissepersonligheder og deres gode og sære bedrifter.
Litteratursiden fejrer julens komme med lidt nisse-appetitvækkere og kalenderhistorier, mest for voksne, og har en liste med flere nissegodbidder, hvor du bliver så klog, så klog, hvis du læser med - og måske får din nissetro tilbage, for ligesom med så meget andet er det også en kunst at tro på nisser ...
Hyg dig også med bøgerne i vores tema fra 2003: 'Julegodter' og bliv varm om hjertet, mens sneflokke kommer vrimlende, og stuen dufter af gran og lys, køkkenet af ingefær og nelliker, kardemomme og kanel ...
Litteratursiden.dk ønsker en god nissejul til glæde for børn, voksne og dyr!
Birgitte Tindbæk
NB! Glem endelig ikke at give nissen en ordentlig smørklat i grøden juleaften. Ellers vil han hævne sig hele næste år, og skal man tro nisserne på deres nisseord, kan det være besværligt at komme af med en vred nisse. Og flytte? Det nytter ikke - for nissen flytter med!
