Af litteraturstuderende Anne Munk
Amerikanske Truman Capote indleder sin doku-roman Med koldt blod. En beretning om et massemord og dets følger (amr. In Cold Blood: A True Account of a Multiple Murder and Its Consequences, 1966) med et citat af den franske middelalderdigter François Villons (1431-1463) ”Ballade des pendus” (da. ”De hængte mænds ballade”), der er skrevet, mens Villon sad i fængsel og ventede på at blive henrettet.
De fire verslinjer, Capote citerer, former sig som en bøn om forståelse og tilgivelse fra dem, der overlever de hængte; og på den måde rammesætter Capote sin roman som en art forbønsskrift for de to mænd, Perry Smith og Dick Hickock, der den 15. november 1959 myrdede fire medlemmer af familien Clutter på deres farm i Kansas.
Med koldt blod blev en enorm litterær succes og voldsomt rost for sin eksperimenterende form; bogen baserer sig på virkelige hændelser og plac
erer sig intrikat et sted midt imellem journalistik og fiktion. På omslaget til den danske førsteudgave af romanen, der udkom på Gyldendal i 1966, karakteriseres bogen som en ”virkelighedsroman” – ”alene baseret på kendsgerninger”. Desuden citeres en kommentar fra The Times Literary Supplement: ”Hans [Capotes] portrætter af morderne er mesterlige, måske de mest objektive og indtrængende studier, der nogensinde er skrevet”.
Truman Capote blev født i New Orleans, Louisiana, i 1924 og døde i 1984 i Los Angeles af alkohol- og stofmisbrug. Hans første roman, Other Voices, Other Rooms, (1948; da. Nye stemmer, nye rum), blev en enorm publikumssucces og var på New York Times’ bestsellerliste i ni uger. Romanen, der har en del selvbiografiske træk, følger den 13-årige Joel Knox, der bliver sendt tilbage til sin far og stedmor i Alabama efter moderens død. I 1958 udgav Capote den lange novelle Breakfast at Tiffany’s, der også blev en stor succes, og som i 1961 blev filmatiseret med Aud
rey Hepburn i hovedrollen som Holly Golightly.
I forhold til Other Voices, Other Rooms og Breakfast at Tiffany’s er Med koldt blod en radikalt anderledes roman. De to første tematiserer begge køn, seksualitet og samfundsmoralens forhold hertil, og kritikere har læst en del af Capotes forhold til og erkendelse af sin egen homoseksualitet ind i de to værker.
Fælles for de tre nævnte værker er en vis social kritik og en trang til at provokere middelklassens og borgerskabets selvforståelse; men enestående for Med koldt blod er fiktionslitteraturens interaktion med en meget virkelig, blodig og dødelig virkelighed.
Idyllens iscenesættelse
I dag er det svært at læse Med koldt blod som nogen særlig objektiv roman. Det er en medrivende og ganske hjerteskærende skildring af et uheldsvangert møde mellem to vidt forskellige sider af USA: På den ene side den ærlige og flittigt arbejdende landbomiddelklasse, der repræsenterer den småborgerlige udgave af den amerikanske drøm, på den anden side underklassens og de socialt udstødtes barske virkelighed og håbløse fremtidsudsigter.
I romanen skildres først – under den ildevarslende overskrift De sidste, der så dem i live – de fire medlemmer af familien Clutter og deres gøremål i det sidste døgn, de levede. Clutterfamilien inkarnerer i romanens iscenesættelse en amerikansk halvtredser-idyl, der på sin vis kan læses i forlængelse af pionerdrømme som Laura Ingalls Wilder
s Det lille hus på prærien-serie.
Fælles for præriepionererne og deres efterkommere er den stille besyngelse af den amerikanske landboprogressionsdrøm; de lever et landligt, jævnt og for det meste muntert liv på deres veldrevne og stadigt voksende farm lidt uden for den mindre provinsflække Holcomb i Kansas. Far Clutter er en ærlig mand, der ved stædig flid har bygget gården op til det, den nu er, og datter Nancy er både køn, kvik og vellidt i lokalsamfundet.
Djævlenes ankomst
Ind i denne harmoniske og næsten sentimentalt beskrevne tilværelse bryder, ved et djævelsk tilfælde, det særegne makkerpar Dick og Perry, der en lørdag aften dræber hele familien. Capote er ret mesterlig i sin orkestrering af begivenhederne og deres katastrofale følger, og forfatterstemmen er tydeligt drevet af en form for journalistisk sandhedstrang til også at afsløre mordernes livshistorier og de ulykkelige omstændigheder, der har ført dem så vidt.
Glansbilledet af Clutter-familien er ofte på nippet til at kamme over i en utroværdig idyl, men Capote formår alligevel at holde beskrivelserne dirrende af journalistisk ner
ve. Romanens sammenstilling af mennesker med så forskellige livsvilkår indeholder en klar social kritik, og Capote går ret langt i sine bestræbelser på at trænge ind til de to mordere og skildre dem som produkter af usle sociale vilkår snarere end som genuint onde.
Man fornemmer en klar sympati for og fascination af Dick og særligt den begavede Perry fra forfatterens side; Capote er da også senere blevet kritiseret for at have føjet lidt ekstra til sandheden i mordernes favør.
Kunst på bekostning af liv?
Selvom både romanen selv, forfatteren og en god del af bogens receptionshistorie har betonet virkelighedsaspektet, det konkrete handlingsforløb, der har ligget til grund for bogen, er det tydeligt, at bogen er iscenesat dokumentarisme, hvor begivenhederne skæres til og modelleres ind i en narrativ struktur.
Capote er fra flere sider blevet kritiseret for sine metoder; ifølge kritikerne var han alligevel ikke helt så objektiv, når det kom til stykker. Alvorligst er de anklager, der går på, at Capote, i kraft af sin intense research og mange interviews med morderne, kunne have påvirket retssagen og fået omstødt dødsstraffen til livsvarigt fængsel –
men at han vejede hensynet til sit kunstneriske produkt, romanen, højere end mordernes liv.
Sådanne spekulationer synes kun at have bidraget yderligere til interessen omkring bogen, og der er ingen tvivl om, at Capote har været dygtig til at iscenesætte sig selv i offentligheden og til at markedsføre myten omkring bogen.
Bogens præmis er da også fundamentalt spændende: Hvorfor slog de to mænd en hel familie ihjel? Hvad drev dem? Dels er romanen en kriminalhistorie om det detektivarbejde, der førte til pågribelsen af morderne, og dels er den en psykologisk undersøgelse af mordernes bevæggrund, en overvejelse af, hvorfra sådan en ondskab stammer. Det spørgsmål er bogens væsentligste drivkraft.
Capote er absolut ikke objektiv i sine beskrivelser, men romanen giver anledning til overvejelse af det til tider problematiske forhold mellem fiktion og virkelighed. For en kritisk læser kan romanen være et afsæt til en refleksion over, hvordan vi – særligt i medierne – iscenesætter virkelighed, og det gør romanen værd at læse, også toogfyrre år efter sin udgivelse.
smag på bøgerne – en bid om dagen