Lad os bare huske. 'Nowhere Man' af Aleksandar Hemon

Oprettet: 03.11.2008 - 13:07

Af litteraturstuderende Henrik Torjusen

’Slap af, siger jeg til ham, det skal nok blive godt alt sammen. Lad os nu bare komme os over al denne ødelæggelse. Lad os bare huske hvordan vi er kommet hertil. Lad os bare huske.’ (Nowhere Man, s. 247)

Megen af den mest interessante nyere amerikanske litteratur bliver skrevet af forfattere, der har oprindelse i andre dele af verden end USA. Nogle trækkes mod USA, stedet hvor drømmene kan udleves og det måske er muligt at skabe den karriere, man har længtes efter. For andre er det måske et spørgsmål om nødvendighed. Det tidligere land er forsvundet i krigens helvede, og det er livsnødvendigt at skabe en ny levevej.

En af de spændende og meget roste forfattere, der er kommet til USA inden for de senere år, er bosnisk-fødte Aleksandar Hemon (f. 1964), for hvem det var borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, der fik ham til at flytte til USA. Han begyndte at skrive efter en del år i USA, og fik først udgivet flere noveller i anerkendte tidsskrifter, tekster der senere blev samlet i bogen Spørgsmålet om Bruno (2000, dansk 2001).

En af teksterne i denne novellesamling handler om Josef Pronek, der i 1992 kommer til USA, kort tid inden krigen i Bosnien for alvor brød ud. Og hvad der skulle have været et kort besøg i USA, arrangeret af en jugoslavisk-amerikansk venskabsforening, bliver i stedet et langvarigt ophold mens krigen rasede. Via Proneks beskrivelser får vi et indtryk af flygtningens dobbeltblik og dobbeltliv, hvor man både skal holde sammen på det daglige liv i USA, samtidig med at en stor del af opmærksomheden er vendt mod situationen og udviklingen i det tidligere hjemland.

I novellen indleder Pronek et forhold til en kvinde, han tidligere har mødt i Ukraine, og han //images-eu.amazonforsøger med vekslende held at få sin tilværelse i Chicago til at hænge sammen. Han bestrider forskellige dårligt betalte jobs, bl.a. som afrydder i en restaurant og en burgerkæde, men først da han får et job i et rengøringsselskab, får han hold på tilværelsen. I rengøringen finder han en meditativ måde at holde sammen på sig selv – ved at fjerne snavs og urenhed, bliver alt omkring ham overskueligt, og det bliver muligt at skabe eller genskabe en orden, der ikke var der tidligere.

Den navnløse fortæller
I Nowhere Man (2002, dansk 2004) møder vi atter Josef Pronek på en amerikansk sprogskole, hvor han er ved at lære engelsk. Afsnittets fortæller er til samtale om en stilling som sproglærer på skolen, og han genkender Pronek i et klasselokale, men vi finder aldrig ud af, om Pronek genkender den potentielle underviser. I det hele taget bliver læseren snurret rundt mange gange i løbet af bogen. Fortællingen, der er inddelt i syv afsnit af meget forskellige karakter, skifter karakter og udtryk flere gange: fra afskrift af breve, til tilbageblik på Proneks barndom over fortællinger fra tiden i USA.

Samtidig er det svært at afkode, hvem der egentlig fortæller historien. Til tider er det en jeg-fortæller, til tider en fortæller, der beskriver Proneks historie udefra, for så lige pludselig at gribe ind i den, og fysisk lægge en hånd på Proneks skulder og hviske ham beroligende i øret. Desuden har fortælleren fo//underdog.typepad.comrskellige baggrunde i forskellige afsnit, til tider er han amerikaner, til tider er han fra Bosnien og kender Pronek fra Sarajevo.

Usikkerheden omkring fortælleren og fortællerformen er med til at illustrere den grundlæggende hjemløshed, der er gennemgående i bogen, og som også kommer til udtryk i bogens titel. Dette ikke at være hjemme noget sted – men at leve i et andet land og i et andet sprog, mens ens gamle hjem har forandret sig, så selv hvis man kunne vende hjem ville det aldrig blive det samme som før. Det er at være en ’Nowhere Man’, en der ikke har et sted, hvor han er hjemme.

’Jeg satte mig på gulvet hvor futonen havde stået, med jakken på, med en skræmmende forudanelse om at de fleste ting i denne verden ville eksistere videre, uanset om jeg levede eller var død. Der var et hul i verden, og det passede jeg lige ned i; hvis jeg gik til grunde, ville hullet bare lukke sig sammen, som en skramme der heles.’ (Nowhere Man, s. 33)

’Det vanskelige ved at skrive en beretning om nogens liv er at skulle vælge i den overflod af detaljer og mikro-begivenheder, som alle er lige betydningsfulde eller betydningsløse. Hvis man vælger kun at medtage de vigtige begivenheder, fødslerne, dødsfaldene, forelskelserne, ydmygelserne, fremskridtene, afslutningerne og begyndelserne, så fornægter man livets sande substans – de flygtige stemninger, de underliggende øjeblikke der er alt for små til at blive registreret.’ (Nowhere Man, s. 48)

Krigens rædsler og kommunismens fald
Alligevel bliver borgerkrigen i Jugoslavien ved med at spøge i baggrunden, men den formår http://graphics.nytimes.com " hspace="2" src="/graphics/tema_grafik/Hemon5.jpg" width="170" align="right" vspace="2" border="0" />aldrig at trænge sig helt frem i forgrunden af historien. Afstanden mellem Chicago og Sarajevo er for stor, og informationen kommer frem gennem nyhedsudsendelsernes kortfattede og tilfældige reportager, eller via overskrifter i tilfældige aviser. Først da Pronek får et brev fra sin barndomsven Mirza, der stadig bor i Sarajevo, bryder krigens rædsler ind i bogen.

Mirza beskriver snigskytters hærgen og hans tid som soldat under borgerkrigen, hvor Mirza dog slap for at løsne et skud, da han hjalp til på et hospital, men han har stadig haft voldsomme oplevelser. Brevet er holdt i en næsten munter eller hysterisk tone, som rummer tydelige spor af sorg, men snarere udtrykker en stor glæde over at have overlevet.

Der er dog også en følelse af uforståelighed og en klar længsel efter at kommunikere. Som Mirza skriver: ’Undskyld jeg taler for meget. Vi i Sarajevo har ingen at tale med, kun hinanden, ingen vil høre på disse historier.’ (Nowhere Man, s. 152)

En sidehistorie i bogen handler om Josef Proneks rejse til Ukraine, inviteret af den russiske regering, da hans familie har ukrainske rødder. Under besøget i Ukraine oplever han opløsningen af Sovjet på nærmeste hold. Ukraine bliver selvstændig mens han befinder sig i landet, og Pronek oplever altså både opløsningen af Sovjet og Jugoslavien. De kommunistiske systemer bryder sammen, og et helt system går i opløsning. Og den eneste følelse der er tydeligt forekommende, er sorg og manglende forståelse.

Det destruktive raseri
’Han følte udløsningen inden i sig – raseriets syndflod sprængte dæmningen i hans mave og oversvømmede hele hans indre, da spanden ramte væggen.’ (Nowhere Man, s. 245)Forside af Aleksandar Hemon The Lazarus Project fra www.chicagoreader.com

I Chicago får Pronek et job hos Greenpeace, hvor han også møder og bliver kæreste med Rachel. Han flytter ind hos hende, og begynder så småt at få en sammenhængende tilværelse. Men livet falder aldrig helt på plads, tingene forbliver uvante og anderledes og Pronek forbliver fremmed, både for ham selv og for omgivelserne, trods hans fremskridt.

Da han en kort overgang har et job som detektiv, møder han en serber i Chicago, der er flygtet fra sin tidligere kone og hendes familie, fordi de er kroater. Han er bange for sit liv og virker uligevægtig, da Pronek møder ham, men om truslen er indbildt eller reel er meget svært at gennemskue. Krigen flytter således med, og dermed også usikkerheden, utrygheden og hadet.

Følelserne fra tiden i Sarajevo kan ikke undslippes eller udslettes. Til slut bukker Pronek under i et gigantisk raserianfald, hvor han smadrer sine sidste ejendele og river tøjet af sin krop. Der sker en fuldstændig blotlæggelse af kroppens og eksistensens nøgenhed og af Proneks skrøbelighed. Det er en blottelse af hans angst, hans skam og af ikke at vide, hvor han skal bevæge sig hen. En nedskrivning til at være ingen. Det eneste, der kan trøste ham, da alt andet er lagt øde, er ord udtalt på modersmålet.

Dermed har Pronek nået et nulpunkt, hvorfra det måske er muligt at bevæge sig videre. Den sidste sætning i afsnittet er: ’Lad os bare huske’. Proneks forsøg på at holde Sarajevo på afstand er ikke længere muligt, og han kan ikke længere opretholde den distancerede overflade. Hermed er det blevet muligt at huske og måske igen muligt for Pronek at leve sit liv.

 

0
Din bedømmelse: Ingen