Af Litteratursiden. Publiceret 01/12/2010. Opdateret 22/12/2010.
Begrebet ”en klassiker” er et udtryk, der indgår i normalsproget på linje med ”en roman” og ”en novelle,” men hvem kan sætte en finger på, hvad der definerer en klassiker? Hvad det egentlig er den gør, hvorfor den gør det og ikke mindst hvordan?
Man kan ty til den nemme udvej; printe en liste med titler ud, holde den frem for sig og sige ”Dette er klassikere, fordi de er klassikere!” Men man kan også grave et spadestik dybere og spørge sig selv, hvorfor de er blevet klassikere. Hvordan de har formået at bygge bro over dybe generationskløfter og foretage vilde kulturspring.
Etymologien er altid god at tage afsæt i, og Nudansk ordbog slår klippefast fast, at en klassiker er ”Et kunstværk som har en varig værdi” og ”En ting af ældre oprindelse som stadig er populær”. Et klassisk værk kan altså siges at være tidløst i ordets fornemste forstand. Det har ikke blot holdt bogsæsonen ud, men har overlevet århundreder, ja i nogle tilfælde årtusinder.
Man må altså formode, at klassikeren har nogle almene kvaliteter, der taler til mennesker på tværs af historiens gang. Det må ramme helt ned i nerven af det at være menneske og tage et fast greb om roden af noget, der har varig værdi. Judy Gammelgaard har polemisk udtalt at ”En klassiker er noget, der vedbliver med at være moderne”.
Betoningen af det moderne, som ophævelsen af det forældede, er interessant i den forstand at jeg mener, det er et gennemgående træk ved mange klassiske værker, at deres hovedpersoner er ultramoderne. Hamlet er indbegrebet af en rastløs, men følsom, moderne mand, der hverken ved hvad han vil eller ikke vil, og så ender med at gøre noget helt tredje. På samme måde tegner Tolstojs ”Anna Karenina” et knivskarpt portræt af en samtidskvinde, der suser splittet rundt mellem ønsket om et liv i vild passion og den familiære tryghed.
Og nu vi er så godt i gang: Hamsuns ”Sult” er så frisk og sprød, at man bliver i tvivl om siderne overhovedet er tørre fra trykken. Det kan heller ikke være tilfældigt, at de gamle græske dramaer stadig opføres her 2500 år efter, de er skrevet. Men alle værker er også påvirket af den tid, de er skrevet i. De er forankret i en epoke. De kan være nok så gode, men hvad er det, der gør, at nogle ting står tilbage, mens andre forsvinder med den generation, der har fostret dem?
Asger Schack udtaler et sted, at Bob Dylans tekster bliver ved med at tale til folk, fordi han har formået at lave et så skalpelskarpt snit ned i tidsånden, at den blev ophævet. Men hvorfor gør nogle bøger det fremfor andre? Litteraturprofessor Pil Dahlerup siger, at litteratur kan defineres som "eksistentielle problemstillinger udtrykt i et fiktivt univers udarbejdet i et kunstnerisk sprog”. Alle disse tre komponenter skal altså være til stede, mener hun, for at noget kan kaldes litteratur, og jo højere potens de er i, jo bedre litteratur er det.
Kan man overveje om disse tre elementer er i særlig høj grad til stede i de værker, vi kalder klassikere? Der er meget, der taler herfor, men som det er tilfældet med al stor kunst, er der også meget, man ikke kan og skal fange ind, meget der ikke lader sig kategorisere. Man kan ikke kortlægge kunstens virkemidler, der skal være en vis grad af X Factor. Et eller andet ukendt, som svæver mellem siderne, en tvetydighed, som man ikke kan gøre entydig – og er det ikke i virkeligheden det, der er selve litteraturens styrke?
Sideløbende med den kollektive klassiker-arv, vi alle deler, ligeså vigtig en plads har i mine øjne den ”individuelle klassiker”. Det værk, der enten ud-af-det-blå eller helt forventeligt har flyttet noget i dig, fået noget til at falde på plads eller kastet dig ud og hvirvlet rundt i verdensrummet.
Det værk, du læste på det helt rigtige (eller forkerte) tidspunkt i dit liv, og som har sat sig på din rygrad. Den individuelle klassiker, om den er at finde på denne klassikerliste eller ej, er mindst lige så betydningsfuld, for i sidste ende handler læsning ikke om andet end oplevelse, glæde og udvidelse. Om at blive til, men samtidig forsvinde. Om at finde dig selv i verden og verden i dig selv.
"Ved Vejen" er en af de helt store klassikere i dansk litteratur, skrevet af melankoliens mester, Herman Bang. Det er en fortælling om de små begivenheder og den store kærlighed.
Læs Blicher, når han er bedst: for den gode historie, for lidenskaben, den drømmende forelskelse, troskyldigheden, ømheden, blidheden, det tragiske skæbneforløb, tungsindigheden.
Historiens glimtende magi ligger i det åbne tolkningsfelt og det fællesmenneskelige, i oprøret mod konventionerne. Den afgiver livsfølelse og livsfylde til lange tider!
Uden at henfalde til idylliske og forherligende billeder, skildrede Tove Ditlevsen sin egen arbejderklassebaggrund råt for usødet i sin uovertrufne klassiker Barndommens gade fra 1943.
Det er nærmest en tidsrejse at læse Middlemarch i nyoversættelsen: at flytte ind, at være som en flue på væggen ved morgenbordet, i damernes boudoir, i præstens studé
’Sult’ er fra start til slut en insisterende rejse ind i et menneskes væsen, et menneske, der driver rundt i storbyen på grænsen til at blive opslugt og fortæret af dens barske leveforh
Kongens fald er et indædt opgør med den danske folkesjæl og en af de mest dystre romaner i dansk litteratur, hvis forstemmende nihilistiske budskab pakkes ind i spraglet fortælleglæde.
Den erotiske Hamster er en harmdirrende afregning med Thit Jensens ægtemand og hendes veninde, men er på samme gang et tidsbillede - et billede på kvindens konfliktfyldte stilling.
Hans Kirks klassiker er stadig aktuel med sin enestående beskrivelse af et fundamentalistisk fællesskab, hvor religiøs forpligtethed lever side om side med snæversynethed og fanatisme.
Mogens Klitgaards socialrealistiske roman Der sidder en mand i en sporvogn er en af 30’ernes mest særegne skildringer af den lille mand, der kommer i klemme i tidens sociale krise.
Martin Andersen Nexøs har med Ditte Menneskebarn (1917-1921) skrevet en af dansk litteraturs mest bevægende og detaljerige skildringer af underklassens vilkår omkring år 1900.
Psykologisk og sprogligt mesterværk om kærligheden i alle dens mange skikkelser og om den evige jagt på de vidunderlige øjeblikke, der aldrig kommer igen.
Må man slå et andet menneske ihjel, fordi han er grim, og hans kone væmmes ved hans erotiske tilnærmelser? Det er ét af de spørgsmål, som stilles i denne 105 år gamle dagbogsroman.
Anmelderne var bestyrtede, da Knud Sønderby udgav Midt i en jazztid i 1931. Men for samtidens unge ramte romanen en sanselighed, som de kunne genkende sig selv i.
Hvis man forestiller sig Tolstojs roman Krig og Fred som fjernsyn, ville den være som en langstrakt sæbeopera hvor reklamerne er skiftet ud med historisk dokumentar med både tendens og
Med Rugens Sange viser Jeppe Aakjær sig som en blændende naturlyriker, der også ønsker at skildre samspillet mellem menneskets sociale forhold, arbejdet og naturen
Listen indeholder et udvalg titler som vi selv kan lide at læse, og som i øvrigt er mere end ca. 50 år gamle.Listen redigeres i samarbejde med kolleger fra Kolding Bibliotek.
Ja, hvilken klassiker ville du ønske, du havde læst? Siger du mon Proust: "På sporet af den tabte tid" eller Joyce: "Ulysses" eller måske én af Thomas Mann, Sartre eller Camus?
Jeg er enig i Pihl Dahlerups definition på litteratur som: "eksistentielle problemstillinger udtrykt i et fiktivt univers udarbejdet i et kunstnerisk sprog". Med stadig i tvilv om, hvad en klassiker er?
Hvis du læser Signe Pallisgaards tekst omhyggeligt, vil du forstå, at det netop er litteraturens styrke, at den ikke kan lukkes inde i firkantede - og alt for hæmmende - definitionskasser. Alligevel kan man vel sige, at en klassiker har bevist, at den kan overleve sin generation og blive ved med at være læsværdig. Hvad der så lige er hemmeligheden, må man tolke i hvert værk ...
Tak for respons i dag den 20 december på min kommentar den 1. december om hvad en klassiker er. Jeg meldte dengang ud med,at jeg var enig med Pihl Dahlerup i at litteratur er: "eksistentielle problemstillinger udtrykt i et fiktivt univers udarbejdet i et kunstnerisk sprog".
Jeg har genlæst Signe Pallisgaards tekst om begrebet klassiker. Hvad "omhyggeligt" har jeg overset?
Hej Margrethe Jeg har måske læst dig forkert? Jeg opfattede dit spørgsmål sådan, at du havde læst indledningen til temaet og var enig med Pil Dahlerup (som også citeres), men ikke ud fra Signe Pallisgaards tekst var blevet klogere på en klassiker-definition? Hilsen Birgitte
Det jeg undrede mig over - tror jeg :-) - var at oplægget om en klassiker af Signe Pallisgaard - både accepterer de forhåndenværende definitioner på "en klassiker" "...men hvem kan sætte en finger på, hvad der definerer en klassiker?" og samtidig problematiserer Pil Dahlerups definition på litteratur, som: "eksistentielle problemstillinger udtrykt i et fiktivt univers udarbejdet i et kunstnerisk sprog".
En klassiker har "varig værdi"- "vedbliver med at være moderne" - griber "tidsånden" siger Signe Pallisgaard.
Og et klassisk værk indeholder - ifølge Pil Dahlerup - "eksistentielle problemstillinger udtrykt i et fiktivt univers udarbejdet i et kunstnerisk sprog".
Men et klassisk værk må også have "en vis grad af x faktor" der "ikke lader sig kategorisere"? Jeg er i tvivl om, Signe Pallisgaard mener, at Pil Dahlerup har overset en "x-faktor" "som ikke lader sig kategorisere" i sin klassiker definition? Jeg vil være meget glad for et eksempel?
Ellers kan jeg godt li' begrebet: "individuel klassiker"- den bog, som gav mig det nødvendige skub videre...
smag på bøgerne – en bid om dagen
Jeg er enig i Pihl Dahlerups definition på litteratur som: "eksistentielle problemstillinger udtrykt i et fiktivt univers udarbejdet i et kunstnerisk sprog". Med stadig i tvilv om, hvad en klassiker er?
Hvis du læser Signe Pallisgaards tekst omhyggeligt, vil du forstå, at det netop er litteraturens styrke, at den ikke kan lukkes inde i firkantede - og alt for hæmmende - definitionskasser. Alligevel kan man vel sige, at en klassiker har bevist, at den kan overleve sin generation og blive ved med at være læsværdig. Hvad der så lige er hemmeligheden, må man tolke i hvert værk ...
Hej Birgitte Tindbæk
Tak for respons i dag den 20 december på min kommentar den 1. december om hvad en klassiker er. Jeg meldte dengang ud med,at jeg var enig med Pihl Dahlerup i at litteratur er: "eksistentielle problemstillinger udtrykt i et fiktivt univers udarbejdet i et kunstnerisk sprog".
Jeg har genlæst Signe Pallisgaards tekst om begrebet klassiker. Hvad "omhyggeligt" har jeg overset?
Hej Margrethe Jeg har måske læst dig forkert? Jeg opfattede dit spørgsmål sådan, at du havde læst indledningen til temaet og var enig med Pil Dahlerup (som også citeres), men ikke ud fra Signe Pallisgaards tekst var blevet klogere på en klassiker-definition? Hilsen Birgitte
Det jeg undrede mig over - tror jeg :-) - var at oplægget om en klassiker af Signe Pallisgaard - både accepterer de forhåndenværende definitioner på "en klassiker" "...men hvem kan sætte en finger på, hvad der definerer en klassiker?" og samtidig problematiserer Pil Dahlerups definition på litteratur, som: "eksistentielle problemstillinger udtrykt i et fiktivt univers udarbejdet i et kunstnerisk sprog".
En klassiker har "varig værdi"- "vedbliver med at være moderne" - griber "tidsånden" siger Signe Pallisgaard.
Og et klassisk værk indeholder - ifølge Pil Dahlerup - "eksistentielle problemstillinger udtrykt i et fiktivt univers udarbejdet i et kunstnerisk sprog".
Men et klassisk værk må også have "en vis grad af x faktor" der "ikke lader sig kategorisere"? Jeg er i tvivl om, Signe Pallisgaard mener, at Pil Dahlerup har overset en "x-faktor" "som ikke lader sig kategorisere" i sin klassiker definition? Jeg vil være meget glad for et eksempel?
Ellers kan jeg godt li' begrebet: "individuel klassiker"- den bog, som gav mig det nødvendige skub videre...