Af Birgitte Tindbæk. Publiceret 01/05/2011. Opdateret 24/05/2011.
De sidder der hver dag, dem på bænken - hærgede, anonyme ansigter; folk haster forbi; fortrænger, at der findes den slags i deres kvarter, for de lugter, bruger mund og drikker bajere.
"Nogle søger kroppe at bebo, andre bare en bænk," lader Suzanne Brøgger sin hovedperson Zeste sige i 'Jadekatten', da hun sidder som posedame på en bænk over for D'Angleterre i København.
- og hjemløshed er et bænkeliv, og bænkelivet en flugt fra kroppen og tilværelsen - for nogle et selvvalgt eksil, for andre ublid skæbne.
Der er hver dag sult og hjemløshed i tv og aviser, globalt og hos os selv - vi læser om kvinden, der har samlet sit liv i fem plastikposer og opslået sit hovedkvarter på banegården - i bevægelse mod de ukendtes grav ... om to bumser i et folkekøkken med et restliv på ingenting .... om fattige immigranter og den nye underklasse af kronisk underprivilegerede ...
Ensomheden har adresse her - den holder til i det sociale og geografiske rum, hvor luderne, narkomanerne og de socialt udstødte færdes ... og jo mere de andres velstand, overflod og selvtilfredshed vokser, jo grellere fremstår frygten for ikke at blive regnet. For fattigdom er en dom. Ofte på livstid. Og med meget ringe appelmuligheder.
Og i foråret har vi fået lejlighed til at komme tæt på fire af dem og lære dem lidt at kende, når de i Læsegruppen Sundholm har mødtes og diskuteret og undervejs fortalt om deres intense oplevelser med litteraturen og brugt den til at reflektere over deres hårde liv og rå virkelighed. Det er anderledes litteraturformidling!
Når vi sætter den litterære vinkel på, får vi livet på samfundets bund i mere kompleks og nuanceret form, for i litteraturen er den fysiske elendighed og trøstesløsheden ledsaget af frygten, af ydmygelsen, af sårbarheden, men også af varme og ømhed, sammenhold, værdighed og humor.
Litteraturen har plads til storbyens skæve eksistenser, der er skubbet ud eller faldet ned fra den guldkalv, det etablerede samfund tilbeder.
Underholdning? - forhåbentlig ikke kun - derimod masser af litterær kvalitet, bidsk og indimellem poetisk og forfærdende morsom samfundssatire - og når det er godt, svier det helt ind i sjælen.
Hvor var det en stærk oplevelse at se 'Læsegruppen Sundholm' på tv forleden. Især når de hjemløse ser nogle nogle mønstre i deres eget liv gennem mødet med Espedals bog ”Gå”.
Suzanne Brøggers forfatterskab er genreudforskende. Slægtsromanen Jadekatten, der udkom i 1997, er den foreløbig mest traditionelle roman fra hendes hånd.
Stilfærdigt indigneret og sørgmuntert møde mellem en hund og en gentleman. Et møde, der vender op og ned på ret og vrang og ikke mindst, synet på andre kulturer.
Temaet fædre og sønner er kendt i litteraturen. Her møder vi en far, der er dranker og kriminel fantast, og en søn, der kommer videre i sit liv ved at skrive en roman om deres liv ...
Som en skygge glider den gamle nattevandrer rundt i gaderne. En nat ser han noget, som han ikke skulle have set. Det bliver fatalt, ikke kun for ham, men for flere i byen.
Forfatteren, som er tv-journalist, debuterer med en barsk, virkelighedstro krimi, der foregår i det betændte københavnske miljø omkring sex og prostitution.
En lille fin litterær perle af en roman om at finde sig selv, om ikke at høre til og om den første forelskelse. En fortælling alle bør unde sig selv tid til at læse.
En fattig tilværelse på gaden rummer vold og undertrykkelse, trist og beskidt virkelighed, men når vi sætter den litterære vinkel på, får vi livet for hjemløse mere komplekst og nuanceret
smag på bøgerne – en bid om dagen
DE HJEMLØSES HJEMSTAVN
I
”Banegårdens Datter” kaldte de den kvinde,
som langsomt glemte sit navn
langs flaskesamlerruten i en større dansk provinsby.
I sin egen fortælling gik hun altid fremad:
det var blevet for smertefuldt for hende
at se sig tilbage.
Selv efter noget klirrende:
flasker, øldåser eller mønter;
ting som folk havde behov for at kaste
ned i hendes øjnes ønskebrønd.
For de, der tilhørte de kastendes kaste,
var det tydeligt, at hendes overkrop krængede abrupt til den ene side.
Ternene bag hendes poncho lignede et spillebord,
som en afdød yndlingscroupiers arme
krampagtigt trak i.
Deraf hældningen.
En indsats på så og så mange flaskeboner
måtte selv for ateister betyde,
at Fru Fortuna langt om længe ville træde frem som realitet.
Men hun havde allerede tabt ludomanerne af syne.
Det samme havde Banegårdens Datter,
der trissede hurtigere end folk tænkte.
Og hun var ikke et spillebord.
II
Hun gik i cirkler.
Rundt om søen og hen til springvandets udtørrede bassin.
Det var her hun tidligere fandt forløsning
ved at søsætte sine lommeslagskibe på det svævende vandspejl.
I stedet genfandt Banegårdens Datter nu hver tredje time
det samme i beskeden fra kommunen,
som hun genfandt for tre timer siden.
Det samme var, at læskærmen, bænken
og den tissende dreng i bronze
nu lå på ladet af en lastbil
langt udenfor hendes rækkevidde.
______________________________________________________________
Fra Hjemstavn, september 2010.
http://www.bod.dk/index.php?id=465&objk_id=396651
Altid rart at høre om tanker og oplevelser fra en miniriotetsgruppe, så bogen Hjemløse i litteraturen er sat på ønskelisten :)
Monne
http://italienskrestaurantkøbenhavn.dk/