Fra bedstemor med stok til flyvende farmor. De nye gamle indtager litteraturen, som tegner et nuanceret billede af, hvad det vil sige at være ældre i dag.
”I gamle dage” var gamle mennesker sådan nogle, som boede på plejehjem, havde tørre kiks i skuffen og et bornholmerur, der overdøvede stilheden. Tilbage var kun at forstå livet baglæns, mens man lænede sig op af en stok for at de slidte ben ikke skulle segne under den gamle krop. I dag er sagen en anden. I dag er det at være ældre , gammel eller i den tredje alder ikke kun erstattet af et mere nuanceret blik end ovenstående, men også af en samfundsudvikling, som har muliggjort en mere forskelligartet alderdom end tidligere.
Velfærdsmodellen har muliggjort, at ældre kan få en anstændig alderdom, hvor både krop og hjerne stadig er i fuld funktion, og historisk set kommer der nu og i de kommende år en helt ny ældregruppe, som ikke er fysisk nedslidte, når de går på pension. Selve det at være ældre har derfor også over en årrække været i forandring, og vi er i en situation, hvor forestillingen om det at være ældre har skulle tilpasse sig virkeligheden. For i dag kan alderdommen ikke alene vare rigtig længe, fordi vi bliver ældre end tidligere, men vi har også langt flere muligheder. Det er på én gang fristende og skræmmende.
Og her kommer skønlitteraturen ind i billedet. For skønlitteraturen kan være med til at sætte tanker og ord på de forandringer, der sker i vores samfund og med os som mennesker, når vi bliver ældre. Den kan tegne både de små og de store historier og trække det op på et symbolsk plan, hvor den enkelte læser kan spejle sig selv og sit eget liv i det fortalte. Set i det lys er det derfor heller ikke så overraskende, at der gennem de seneste år er udkommet en bølge af alderdomsskildringer – skrevet af både unge og ældre – og læst af både unge og gamle. For præcis som den store mængde af bøger, der til alle tider er udkommet om, hvordan man i ungdomsårene skal finde sig selv og sin plads i tilværelsen, skal man som ældre i dag også finde sig til rette i forhold til den del af livet, hvor man på én gang kan falde til ro oven på et hektisk arbejds- og familieliv og samtidig skal finde sig selv i en ny rolle som ældre: På pension, som bedsteforældre eller som regulært gammel i den forstand, at det stadig ikke er alle, der holder sig som en på 30 selvom de runder de 70.
Temaets indhold
Det er denne nye ældrelitteratur, som dette tema sætter spot på, og som temaets artikel placerer i en ramme, hvor Peter Simonsen fra SDU netop argumenterer for velfærdsstaten som en afgørende faktor for, at vi i disse år ser en bølge af bøger om det, han kalder det livslange liv. Med en række konkrete nedslag i litteraturen viser han, hvordan livet leves hele livet, og hvordan alderdommen bliver taget alvorligt som et emne, der er langt mere nuanceret end tidligere.
Den samme nuancering af, hvad det vil sige at være ældre i dag, viser de anmeldelser og analyser af værker, som er taget med i temaet. Her er det både yngre forfattere, der på vidt forskellig vis har skrevet portrætter af ældre. Såvel som det er forfattere, der selv er oppe i årene og forholder sig til at blive gammle i deres bøger.
Når livet stykkes sammen
Alderdommen kan rumme tanker om det at se tilbage på et levet liv og forsøge at stykke det sammen til et billede og en historie, der giver mening, som det gælder i bøger som fx Christian Jungersens Krat, Aase Schmidts Historien om mit hjerte og Trisse Gejls Patriarken.
Livets skal leves til det sidste
Men det kan i lige så høj grad også være tanker om at udleve længsler og drømme, som trænger sig på, når man går på pension. Det gælder fx i bøger som Janina Katzs Længsel på bestilling, hvor hun som ældre griber muligheden for at opleve den fysiske kærlighed, mens hun med en underlæggende melankoli tænker tilbage på sit liv. Mens Jens Blendstrup i den anden boldgade skildrer sin far i Gud taler ud på en måde, hvor den frihed, pensionisttilværelsen giver, forvaltes på en mere fandenivoldsk og destruktiv måde.
Kom med på plejehjem
Derudover er der de bøger, som tager os med på plejehjem og skildrer, hvordan tiden her kan opfattes både som en frihedsberøvelse, som en tid til at runde livet af og som en tomhed, hvor ens identitet smuldrer hen. Det sker i hhv. Kirsten Thorups Ingenmandsland, i Bent Vinn Nielsens Et liv i almindelighed og i Bent Hallers tragikomiske roman Først ved livets ende.
Når døden rykker nærmere
Og endelig er der naturligvis også tankerne om at se frem mod livets afslutning og den forestående død – og her er det ofte lyrikken, der kan anvendes til at sætte ord på det, der for mange kan være så svært at forholde sig til og se i øjnene. Klaus Rifbjergs Time out: Et forårselegi, Peter Poulsens Rulleteksterne, Knud Sørensen Først nu og Janina Katz seneste digtsamling: Endnu ikke allerede er alle eksempler på det.
De pårørende
Men når alt dette er omtalt vil det være forkert ikke også at nævne de pårørendes stemme, for alderdommen er ikke udelukkende noget personligt og privat. Det er også noget, som inddrager og påvirker folk omkring den ældre, hvor tanker om at miste, at savne og mindes finder vej til litteraturen. Det sker eksempelvis i Pia Tafdrups Tarkovskijs heste, hvor perspektivet er lagt hos den pårørende datter til en far, som har demens, og som netop forsvinder langsomt for øjnene af hende, såvel som i Jens Smærup Sørensens Hjertet slår og slår, hvor sønnen ved faderes dødsleje ser tilbage på barndommen.
Refleksioner og historier om alderdom er således ikke kun er relevante for dem, der selv står midt i dette virvar af tanker og følelser, men de er også vedkommende for alle andre – for det er noget, vi alle kommer til at forholde os til, hvad enten vi vil det eller ej – både i forhold til os selv, men også i forhold til andre.
Skrevet af Tina Brødsgaard Andersen, temaredaktør
Kommentarer