Af Birgitte Tindbæk. Publiceret 01/02/2011. Opdateret 24/02/2012.
Vi ved godt, at stort set intet i romaner kommer ud af den blå luft; der er lang tradition i litteraturen for at bruge virkelige personer og begivenheder og forvandle dem til fiktion.
Eller som Virginia Woolf er citeret for: "Fiction is like a spider's web, attached ever so lightly perhaps, but still attached to life at all four corners."
Og der var engang, hvor man kunne regne med, at en bog enten var dokumentarisk eller fiktion; men sådan er det ikke længere: nu kan den være både dokumentarisk og fiktion, men dermed også hverken dokumentarisk eller fiktion.
Det er den genre, litteraten Poul Behrendt har kaldt ’dobbeltkontrakten’, for mellem enhver forfatter og hans læser findes en underforstået aftale - en uskreven kontrakt, som traditionelt har gået ud på, at enten var alt i bogen sandt - noget der havde fundet sted i virkeligheden - eller det modsatte: alt var digt. Dobbeltkontrakten betyder, at et værk sagtens kan være fiktion, en roman, men samtidig også har elementer, der peger på en konkret virkelighed bag fiktionen.
Og siden 2006, hvor Poul Behrendt identificerede tendensen, er der kommet mange flere dobbeltkontrakter til. Der er ligesom gået mode i at skrive romaner med lighedstegn mellem forfatter og hovedperson og i det at berette om andres liv som en historie.
Det er ikke altid lige sjovt for alle parter. For må man proppe rigtige mennesker – med navns nævnelse og detaljerede persondataoplysninger ind i romaner uden at spørge om lov? Kan man skrive hvad som helst, bare man kalder teksten ’roman’?
Det kan være problematisk at skrive løs med virkeligheden. Og konsekvenserne kan være juridiske: Netop i disse dage foregår retssagen mod Das Beckwerk for romanen ’Suverænen’. Romanens hovedperson Thomas Skade-Rasmussen Strøbech har anlagt sag mod forfatteren og forlaget Gyldendal for misbrug af hans person. Og retssagen har lagt op til en aktuel litterær debat om det selvbiografiske og forfatterens etiske ansvar.
Ellers har debatten været mest hidsig herhjemme i forbindelse med Knud Romers roman ’Den som blinker er bange for døden’ og Jørgens Leths selvbiografi ’Det uperfekte menneske’. Hvad kan man tillade sig, og hvad kan man blive stillet til regnskab for, alt efter hvilken genre man bekender sig til? Hvornår er privatlivets fred vigtigere end den kunstneriske ytringsfrihed?
Uklarheden mellem selvbiografi og prosa, mellem virkelighed og fiktion, åbner nye, udfordrende og ubehagelige muligheder for litteraturen. For går man over grænsen, må man betale med skyldfølelse og ensomhed, og man kan jo til og med blive dømt! Der er klart noget på spil, når man kommer ud over romanens konventioner.
I Litteratursidens februar-tema kan du finde romaner med et uklart og kompliceret forhold mellem fiktion og virkelighed. Det gør det svært at kategorisere dem som enten selv-biografier eller romaner, og det er måske heller ikke nyttigt at bruge en mængde kræfter på at udskille faktuelle, biografiske begivenheder og oplevelser fra forfatterens liv og sammenholde dem med fortællerens opdigtede.
Nej, betragt hellere uklarheden som noget spændende, både menneskeligt og litterært, se disse værker som noget nyt, en ny genre, der flytter grænser, der udforsker romanens muligheder, der afprøver, hvor meget autenticitet romanen som form kan holde til.
Og hvem ved - måske vil fremtiden byde på romaner, der slet og ret river kontrakten med læserne i stykker? Gad vide, hvilke oplevelser vi så kan se frem til?
Af Henrik Torjusen, MA i Liberal Studies. Bogen handler om en mand, der deler navn med forfatteren, der som 23-årig lader sig indlægge på en afvænningsklinik i Minnesota.
Af litteraturstuderende Anne Kirstine Munk. Da Sarah udkom, blev den hyldet som et fantastisk portræt af en virkelighed, der ikke var kendt af særlig mange.
Litteraturen på Cuba tager ikke blot afsæt i virkeligheden, den er virkelighedens talerør. Sådan er det blevet. Af Johanne Riktrup, Cand. mag. i spansk og engelsk.
Livet som kassedame i Føtex, opvæksten i et dansk-egyptisk hjem og drømmene om at blive forfatter er ingredienserne i den sjove cocktail, som udgør debutromanen ’Føtexsøen’.
Suzanne Brøggers forfatterskab er genreudforskende. Slægtsromanen Jadekatten, der udkom i 1997, er den foreløbig mest traditionelle roman fra hendes hånd.
"...men Nielsen & Rasmussen troede, ganske som deres amerikanske kolleger, at det kunne lade sig gøre, at verden lod sig ophøje fra et fragmenteret miskmask af diktaturer, tidsaldre og
Vilhelms værelse er ikke bare en simpel fortælling om kærlighed og skilsmisse, men derimod en skildring af forvirrede følelser i forhold til livets forunderlige og uretfærdige gang
"Fisketyven" præsenterer et broget univers af folk og fæ i en mindre by uden navn på Sydvestfyn - en sjov bog, som det er svært at lægge fra sig, før den sidste morsomhed er beskrevet.
Et markant og kontroversielt værk, der handler om forfatterens kamp for at mestre livet, drømmen og ambitionen om at skrive og overvejelser om kunsten og livet i det hele taget.
Debutanten Kim Leines personlige beretning om et liv som incestoffer og stofmisbruger er barsk, men samtidig opløftende og livsbekræftende. Sprogligt er bogen i verdensklasse.
Denne selvbiografiske roman er det seneste fra en meget stor og forskelligartet produktion, som begyndte i 1966 og som i november 2002 har indbragt Vagn Lundbye akademiets store
Ungdomsnostalgi og sære drømme. Haves: Ung mand med mod på livet, velbevandret i filmuniverset og lidt af en drømmer. Ønskes: Mening og retning i verdenen generelt.
En samtale med Knud Romer om hans erindringsroman "Den som blinker er bange for døden". Klippet er produceret i samarbejde med dk4. Interview: Lise Vandborg.
Knud Romers roman Den der blinker er bange for døden er en beskrivelse af, hvordan barndommens lykke afhænger af to faktorer: forældrenes kærlighed og det omgivende samfunds accept
smag på bøgerne – en bid om dagen