Eksistens

Oprettet: 02.03.2015 - 11:10

Litteraturen er det perfekte sted at fordybe sig og søge svar på livets store spørgsmål, hvem er jeg og hvad er meningen med det hele? Vi sætter fokus på eksistentiel litteratur.

I den meget travle og forhastede hverdag som langt de fleste af os nok kan nikke genkendende til, er det svært at stoppe op og trække vejret dybt ned i maven og virkelig mærke efter: hvem er jeg, hvad er det jeg har gang i med mit liv, er det det jeg vil og hvis ikke, hvad vil jeg? Ja, hvem er jeg egentlig? 

Det er store spørgsmål, og de er blevet stillet utallige gange i løbet af de sidste årtusinder, siden de græske filosoffer Sokrates og Platon begyndte at sætte spørgsmålstegn ved meningen med livet. Især i litteraturen er temaet eksistens blevet behandlet og debatteret til hudløshed, men det er et evigt tilbagevendende emne, som bliver ved at være aktuelt og som igen og igen fordrer nye spørgsmål i takt med at vores samfund udvikler sig med lynets hast og stiller større og større krav til det enkelte individ.

 Det er let at miste pusten og meningen med det hele, når alting går så stærkt, men hvad kan vi gøre for at få mere tid til at dykke ind i os selv, finde ro og fordybelse?

 Ja, et svar kunne være at læse en roman – det har vi hørt før, men vi trækker det gerne frem igen. For det er blandt andet litteraturens fremragende evne til at tvinge os i ro, få os ned i tempo og få os til at fordybe os i en anden verden, som vi gerne vil formidle her på Litteratursiden. En verden, der måske vil give os et nyt syn på livet og vores egen tilværelse.

I marts måned sætter vi derfor fokus på eksistens i litteraturen, og har udvalgt en række eksistentielle romaner, der både er meget forskellige, men samtidig alle har det tilfælles at de kredser om det eksistentielle, identitet og skæbne.

Litteratursiden samarbejder i dette tema med Folkeuniversitet, der står bag Århundredets Festival, der er en vidensfestival om eksistens i og omkring Aarhus. Festivalen præsenteres af Folkeuniversitetet i tæt samarbejde med Aarhus Universitet og en lang række kultur- og uddannelsesinstitutioner. I et miks mellem viden, kunst og kultur sætter festivalen hvert andet år spot på en historisk periode og hvert andet år et tema for at skabe debat om det liv, vi lever, og det samfund, der omgiver os. I år er temaet Eksistens og  festivalen løber af stabelen den 5.-8. marts 2015.

Vi lægger ud med en artikel, der relaterer direkte til Folkeuniversitetets Eksistensfestival, nemlig artiklen Superhelte – modernitet med maske på af Anne Engedal. Nu er superhelte måske ikke lige det du går og tænker allermest på i forbindelse med eksistentielle temaer. For mange er de lig med underholdende tegneserier og hæsblæsende actionfilm, og dermed meget langt fra den virkelige verden, men når du læser artiklen vil du opdage, at det slet ikke er tilfældet. Superheltetegneserier er nemlig ifølge tegneseriefilosoffen Carsten Fogh Nielsen sofistikeret litteratur, der handler om det moderne liv og filosofien bag det.

Vender vi os mod den mere traditionelle litteratur har vi artiklen Min kone er forsvundet – hvem er jeg? skrevet af cand. mag. Johan Rosdahl, der fokuserer på identitet og eksistens i Murakamis forfatterskab.  For i Murakamis romaner er der altid nogen der leder efter noget eller nogen og hans romaner er fortællinger med helte der drager ud for at finde forklaringer på fortiden, forsvundne hustruer, forvildede får - og sig selv.

For at blive i det eksistentielle i et helt forfatterskab har vi også en artikel om Thomas Bernhards fem selvbiografiske værker. Artiklen Thomas Bernhard og kunstens eksistentielle kraft er skrevet af cand.mag. i litteraturvidenskab Thomas Ry Andersen og fokuserer på Bernhards beskrivelse af den eksistentielle kamp mellem liv og død.

En af det sidste års helt store romaner er  genudgivelsen af John Williams Stoner , der oprindeligt udkom i 1965. Stoner handler i høj grad om eksistens og om at hvile i sit liv og den skæbne der er tildelt en, og det gør hovedpersonen William Stoner i høj grad. Læs mere om den populære roman i vores analyse af Stoner.

 Vi bringer også en analyse af Jane Tellers meget omdiskuterede og kontroversielle roman Intet, der sætter fokus på store eksistentielle spørgsmål på en måde som unge kan forstå og forholde sig til.

En ny spændende stemme er grønlandske Niviaq Korneliussen, der netop er debuteret med romanen Homo Sapienne, der handler om fem unge grønlænderes liv. Romanen kredser om temaerne kønsforvirring, identitet og eksistens og den stadig voksende erkendelse af, hvem er jeg og hvor hører jeg hjemme?

På det lidt mere filosofiske plan har vi en anmeldelse af Ole Fogh Kirkebys Filosofiske fortællinger, der er en samling fortællinger, hvor helt store og filosofiske forestillinger og problemer behandles på et skønlitterært niveau, hvor alle kan læse med. Fortællingerne tager udgangspunkt i kendte kulturhistoriske personligheder, der placeres i et genkendeligt og dagligdags univers, som anmelder Torben Wendelboes eksempel, hvor Kant forlader Königsberg for at drage til Bornholm og her erhverver en filosofisk papegøje, som han tager med sig hjem!

Sidst men ikke mindst har vi udarbejdet to nye boglister til temaet, Eksistens i klassikere og Eksistens i krimier, sidstnævnte er især aktuelt i forbindelse med Krimimessen i Horsens den 21.-22. marts.

Måske finder du ikke svaret på alle dine eksistentielle spørgsmål i dette tema, men om ikke andet, så håber vi, at du finder tid og ro til at fordybe dig i en eller flere af vores udvalgte titler.

 

 

BilagStørrelse
plakat_litteratursiden_eksistens.pdf1.51 MB
liste_litteratursiden_eksistens.pdf232.62 kB
powerpoint_eksistens_ny.ppt2.93 MB
liste_litteratursiden_eksistens_i_krimier_pdf.pdf174.47 kB
5
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 5 (1 vote)