Af Birgitte Tindbæk. Publiceret 01/10/2010. Opdateret 20/01/2012.
Det er realistisk, beskidt, triste skæbner, men langt fra 70'ermes indignerede og politiske socialrealisme - det er nordiske forfatteres bud på samtidens sociale roman ...
Det er aldrig smukt, langt fra poetisk, men kan sagtens være ironisk - og snavset retorik!
Forfatterne dømmer ikke, de kritiserer ikke; de foretager en kølig observeren af mennesker, der er utilpassede og marginaliserede og afdækker dermed det foruroligende, den fattige tilværelse med vold og undertrykkelse, tristhed og beskidt virkelighed – og de skriver direkte, kynisk, nøgent, stærkt og uden omsvøb om det.
De formår at afdække de fæle sider ved menneskelivet, baggaderne, randområderne, den utilpassede ungdomskultur med stor indirekte gennemslagskraft. Det egentlige kunststykke i genren er at kunne skildre mennesket på bunden uden at ende i hverken det patetiske eller det overfladiske.
Opbyggeligt? Næppe! ’Dirty realism’ indsætter ingen alternativ livsform eller ideologi; retter ej heller kritik mod samfundet eller placerer ansvar. Scenarierne er socialt afgrænsede, men tematikken er ofte eksistentielt anlagt.
Og læserne får med sig den erkendelse, at det hele ikke er så let, så glittet, så smart, som man kunne forledes til at tro – det er også normalt at være i tvivl, at være flosset i kanten, at tvivle på sig selv, at føle sig mindreværdig. Det normale har vide rammer, vi har alle sammen lov til at være her.
Lidt superkort historie: ’Dirty realism’ stammer fra 1980’erne og brugtes her om en ny tendens i amerikansk litteratur, en realisme, der beskrev den amerikanske arbejder- og middelklasse nedtonet og minimalistisk og havde Raymond Carver og Richard Ford som to af hovedforfatterne. Genren var i udgangspunktet klart afgrænset, men blev hurtigt betegnelsen for en broget og stilistisk uegal flok forfattere, som alligevel mødtes i deres tematiseringer af udstødte og retarderede, af den dominerende kulturs efterladenskaber og bundfald.
Så er I til bøger, hvor en spade bli’r kaldt en spade, og hvor heltene ofte er mænd og antihelte i desperate eller deprimerende situationer, med en smøg i den ene hånd og en fogedbegæring i den anden, så er det her, I skal søge!
Velkommen til et tema, der præsenterer et lille udpluk af nyere nordisk litteratur med underliggende blues-toner….
Titlen peger på finkulturens brud med den jyske fortid, rejsen fra land til by, men også på en anden og dybere rejse. Af litteraturstuderende Johanne Gormsen Schmidt
Vi følger den 94-årige Carls tilværelse på plejehjemmet – et sted han beskriver som det ”upersonlige, fremmede ingenmandsland”. Af litteraturstuderende Mette Hemmingsen.
Einar Kárason har skrevet en forfriskende samtidsroman om en islandsk bistandsklient fra Vollsmose, der er hamrende usympatisk, men en fantastisk historiefortæller.
Ida Jessens psykologiske realisme slår endnu engang alt. Fantastisk roman!
Har du savnet Hvium og Ida Jessens fabelagtige romankunst lige så meget som jeg? Så glæd dig!
Et markant og kontroversielt værk, der handler om forfatterens kamp for at mestre livet, drømmen og ambitionen om at skrive og overvejelser om kunsten og livet i det hele taget.
Debutanten Kim Leines personlige beretning om et liv som incestoffer og stofmisbruger er barsk, men samtidig opløftende og livsbekræftende. Sprogligt er bogen i verdensklasse.
Ondskab, vold og dyre årgangsvine er der en del af i Jan Sonnergaards novellesamling med den besynderlige titel "Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen".
Alderdom og død, for mange af os to af livets største tabuer; vi er bange for døden, så vi dårligt tør tænke på den, og alderdommen fører os direkte den vej og konfronterer os med vor
Norsk roman af en ung, men meget velskrivende forfatter. Det er en vemodig, rørende og til tider barsk historie, som bliver hængende efter endt læsning.
Unge piger, der bliver lokket til vesten med løfte om arbejde, men ender som prostituerede, er det meget ubehagelige, men påtrængende emne for Herbjørg Wassmos nye roman.
Der var engang, hvor det at forelske sig i en tysker og ovenikøbet få barn med ham var en stor synd – sådan var det i Danmark, og sådan var det i Norge.
De sidder der hver eneste dag, dem på bænken - hærgede, anonyme ansigter; forbipasserende haster forbi, fortrænger helst, at der findes den slags i deres kvarter, for de lugter, bruger mund
smag på bøgerne – en bid om dagen