Danmark 1900-1950: Realisme eller modernisme?

Oprettet: 01.02.2016 - 12:36

Hvor stort er dit hjerte, hvor rummeligt er dit hus? Litteraturens politiske toner i 1900-1950 skaber associationer til i dag, hvor grænser og identitet udfordres udefra.

Februars tema er et kig i bakspejlet tilbage til en af de mest omtumlede perioder i dansk historie – Danmark 1900-1950. Med to verdenskrige, en økonomisk krise og meget andet om ørerne gik bølgerne i det politiske landskab højt gennem stort set hele perioden. Det kan ses i litteraturen, hvor man ikke veg tilbage fra at tage et politisk ansvar. Det er en litteratur, hvis menneskelige og politiske ild stadig brænder og stadig har aktualitet.

Perioden domineres mere eller mindre af den realistiske genre, selvom modernisme kort er oppe i 1920’erne. Kollektivroman er et godt eksempel på et forsøg på at skildre eller ligefrem samle samfundet som en organisme. Her er Hans Kirks Fiskerne, Hans Scherfigs Idealister og H.C. Branners Legetøj er de fremmeste repræsentanter. Tove Ditlevsen, hvis værker vi i disse år har fået øje på med nye briller, skildrer arbejderens forhold i det indre København, mens Karen Blixen lidt står udenfor de litterære tendenser på sin farm i Afrika. Modernismens mest rabiate eksempel er den dengang forbudte BLOD af Rudolf Broby-Johansen samt Gustav Munch-Petersen, mens mere moderate eksempler er, Tom Kristensens Hærværk og Knud Sønderbys Midt i en jazztid. Stort set alle værker i temaet har et samfundsengagement.   

Til at finde rundt i et så omfangsrigt tema, bringer vi en jordnær og velskrevet artikel om periodens forfattere og strømninger. Professor emeritus Søren Schou giver et litterært overblik over perioden i sin artikel Fra folkelig optimisme til angst og koldkrig: Dansk litteratur 1900-1950. Det tyvende århundreds begyndende folkelige gennembrud slog med første verdenskrig hurtigt over i et kollektivt sammenbrud, som litteraturen skrev sig op imod. Tyvernes begyndende modernisme tog en socialbevidst drejning i trediverne, og den dominerende genre blev i et tungt politisk miljø kollektivromanen, der fokuserede mindre på én enkelt person og mere på et fællesskab.

Hans Hauge, Lektor på Institut for kommunikation og kultur – Nordisk sprog og kultur – Aarhus Universitet, fortæller med en lidt bredere pensel i et interview med festivalmedarbejder Morten Ammitzbøll om en litterær brydning, der giver perioden to litteraturhistorier. Stridsspørgsmålet går på, hvilken samfundsrolle kunsten egentlig skal spille? ”Modernister ser kunsten som autonom – som sin egen verden. Modernisme betød at sætte kunsten fri. Den skulle hverken gavne eller fornøje. Modsat mener realister, at kunsten kan og skal efterligne verden,” står der i artiklen Modernister og realister – dansk litteratur i konflikt 1900-1950. Denne konflikt er stadig jævnligt oppe og vende, senest i forbindelse med Marianne Stidsens doktorafhandling om litteraturens dannelsespotentiale og den menneskelige identitet. Og det er en vigtig diskussion, for litteraturen er både sprogkunst og samfundskritik/kommentar. Men hvornår skal den det ene, og hvornår skal den det andet? Og kan den gøre begge dele samtidig?

I dagens Danmark, hvor grænserne krydses af flygtninge fra den mellemøstlige verden og grænsebomme og paskontrol pludselig er blevet en realitet, kan vi netop bruge litteraturen fra en tumultøs og kaotisk periode til at sætte tingene i perspektiv.

Temaets to artikler er en glimrende mulighed for at få indblik periodens kulturelle kontekst. Derudover har Litteratursiden en række klassikerguides liggende, som både omfatter forfatterportrætter, værkanalyser og periodeanalyser for hvert enkelt ti-år. Dem finder du i litteraturlisten nedenunder teksten. Og ønsker du at dykke ned i temaet i mere levende rammer, afholder Folkeuniversitetet, som har stået for temabilledet, festivalen Danmark 1900-1950 i perioden 4. -13- marts.

God fornøjelse  

BilagStørrelse
plakat_-_danmark_1900-1950.pdf1.92 MB
liste_-_danmark_1900-1950.pdf786.67 kB
danmark_1900-1950.pps5.23 MB
0
Din bedømmelse: Ingen

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Lars Ulrik Thomsen

    tir, 02/02/2016 - 10:29

    Roser til redaktionen for at se på litteraturen ud fra en historisk vinkel. Jeg forstår så ikke hvorfor inddelingen er 1900-1950, ville det ikke være naturligt at inddele århundredet ud fra de skift der sker i litteraturen?
    Når Thomas Vang Glud taler om realisme og modernisme, dækker det over betegnelserne materialisme og idealisme, som er den vigtigste modsætning, ikke bare i det 20. men også i det 21. århundrede.
    Derfor synes jeg også man skal nuancere de strømninger der var i det 20. århundrede og se på de forskellige brydninger inden for de to hovedgrupper.
    F.eks. er Otto Gelsted ikke nævnt, men han spillede en afgørende rolle for kulturradikalismen i Danmark og i Norden. En af de centrale strømninger inden for idealismen.
    Men bortset fra disse indvendinger er det positivt med en debat om litteraturen set i et større perspektiv.

  • TVGlud

    ons, 03/02/2016 - 15:15

    Hej Lars Ulrik

    Tak for dine kritisk røde roser. 

    Du kan have ret i, at der ligger en mere fyldig logik i at følge litteraturens skift. Det interessante ved at arbejde med en ren tidsperiode, altså et slags tværsnit hen over de litterære bevægelser, har til gengæld været mangfoldigheden af strømninger, skift og forfatterskaber. Fremstillingen er mere uhomogen og broget, mindre traditionel. I stedet giver den indblik i periodens forvirring på en helt anden måde og fremstiller ikke én klar idé men mange. 

    Artiklen af Søren Schou og interviewet af Hans Hauge gør et glimrende forsøg på at redegøre for tanke- og idémylderet. 

    Derudover lægger temaet sig op ad Århundredets festival - Danmark 1900-1950, som vi har samarbejdet med omkring temaet. 

     

  • Lars Ulrik Thomsen

    ons, 03/02/2016 - 21:42

    For ikke at gøre debatten om litteraturen alt for abstrakt, vil jeg gerne henvise til ´De tre kronjyder´ der er omtalt andet sted på denne side.
    Her viser jeg udviklingen i et tidsspand på ca. 300 år, og man vil ikke kunne forstå hvordan den har været, uden at vise overgangen fra Blichers idealisme til Henrik Pontoppidans opgør med samme, og frem til Hans Kirks materialisme.
    Dermed får man et bedre billede af historiens udvikling, og de skiftende filosofiske grundholdninger.

  • Lars Ulrik Thomsen

    ons, 03/02/2016 - 16:03

    Hej Thomas

    Hvordan skal vi forstå litteraturens rolle? Er det en ”fri og uafhængig” kunstart, eller er den knyttet til bestemte udviklingstendenser i samfundet?
    Hvis man vælger et tilfældigt snit som det redaktionen gør, får man ikke det sande billede af litteraturens udvikling. Det bliver en fremstilling ”på den ene side – på den anden side”, men jeg går ud fra, at når universiteterne i langvarige uddannelser behandler litteraturen videnskabeligt, må det også være grundlaget for en troværdig analyse.

    Efter min mening kan man ikke forstå de forskellige strømninger i det 20. årh. uden at inddrage Carl Erik Bays ´Kulturradikale kapitler´. Her findes nøglen til at forstå de vigtigste brydninger mellem materialismen og idealismen, og hvordan de kæmper om indflydelse.
    Jeg synes målet må være at skabe klarhed og overblik, som en kilde til inspiration for nutidens forfattere og læsere.

  • TVGlud

    fre, 05/02/2016 - 11:36
    Hej Lars Ulrik
    Vi kan snildt blive enige om, at litteraturen spiller mur med samfundstendenser og dermed aldrig skal forstås udenfor sin kontekst, kunstnerisk, politisk osv. 
    I forhold til "det sande billede af litteraturens udvikling", kan det være, vi ser forskelligt på sagen. For hvad er det sande? Enhver udvælgelse, om den bygger på tid eller gruppering, er vel også en fravælgelse. Derfor er klarhed og overblik også altid en større udfordring end som så... men altid en spændende diskussion. 
     
    Jeg kunne godt tænke mig at høre din mening om Schous og Hauges udsagn om perioden. Hvad tænker du om deres periode-indsnævring?  
     
    I øvrigt, spændende bogprojekt du har med "De tre kronjyder" jf. muligheden for at få andres læseoplevelser med i din bog.
     
    Hilsner, Thomas Glud
  • Lars Ulrik Thomsen

    søn, 07/02/2016 - 20:44

    Hej Thomas

    I mit indlæg om litteraturen i det 20. århundrede har jeg forsøgt at stille Carl Erik Bay op som et modstykke til Schou og Hauges indlæg. Det jeg anfægter er deres snit i historien 1900-1950. Hvorfor lige der?
    Carl Erik Bay trækker trådene fra Georg Brandes og frem til det 20. årh. brydninger, derved får vi et mere sandt billede af den faktiske udvikling.

    Som eks. kan jeg nævne følgende citat af Schou:

    "En vigtig gruppering i 30erne var de kulturradikale (som de siden kom til at hedde). Politisk stod de til venstre, men distancerede sig typisk fra kommunismen. Pædagogikken spillede en hovedrolle i den kulturradikale vision af det harmoniske menneske; her forenedes et antiautoritært, socialistisk samfundsideal med psykoanalysens tro på det naturlige menneske uden angst for kønslivet. Den uortodokse arkitekt og samfundskritiker Poul Henningsen (kendt som PH) betonede, hvad han kaldte ’kultursammenhængen’; han så fx en tæt forbindelse mellem miljø og mentalitet: Den pompøse, monumentale byggestil skaber underdanige og snobbede mennesker."

    Denne fremstilling strider direkte med Carl E. Bays i ´Kulturradikale kapitler´:

    "I den forstand fik fornyelsen af radikalismen også aktualitet for den revolutionære strømning der efter krigen markerede sig i den danske arbejderbevægelse, og som repræsenteredes af kommunisterne. Der blev derimod ikke skabt nogen alliance med Socialdemokratiet, hvis småborgerlige kulturpolitik var selve anstødsstenen for kulturradikalismen. Kulturelt set leverede de kulturradikale den mest gennemgribende kritik af den danske reformisme. Denne kritik hvilede på et filosofisk fundament der i egentligste forstand var revisionistisk, men hvis ideologiske funktion bestod i at de danske nykantianere ud fra de kulturelle og etiske præmisser drog politiske slutninger der gik i anti-kapitalistisk retning, mens Socialdemokratiet i stigende grad identificerede sig med det kapitalistiske system." (s.178)

    Begge udsagn kan ikke være sande. Formålet med videnskab er at få et tilnærmelsesvist sandt billede af litteraturens udvikling. Denne sandhed kan efter min mening kun findes i en brydning mellem de forskellige opfattelser, i lighed med de gamle grækeres dialektik.

    Venlig hilsen

    Lars Ulrik

    PS. Se de relevante artikler til debatten: http://www.litteratursiden.dk/artikler/fra-folkelig-optimisme-til-angst-... og http://www.litteratursiden.dk/blogs/lars-ulrik-thomsen/20160204