Bogen og filmen - oktober 2001

Oprettet: 03.10.2001 - 08:00

Kender du fornemmelsen af at sidde i biografens mørke og glæde sig rigtigt meget mens lyset slukkes, døren lukkes og producentlogoer og indledningstekster toner frem på lærredet?

Forventningen om f.eks. at se Frk. Smilla gå småfilosoferende gennem Christianshavn gader. Og hvad får man så? Et utroværdigt ekko af Peter Høegs litterære kvindeskikkelse - uden saft og kraft. Øv.

"Se filmen - læs bogen". Sådan hed et slogan engang. Vi vil gerne omformulere til: "Læs bogen - se filmen". For ofte lever filmatiseringerne ikke op til romanforlægget, og hvis man kun ser og dømmer filmen, kan man risikere at gå glip af en god og berigende læseoplevelse. For de billeder, vi danner på vores indre biograflærred, er ikke altid identiske med de billeder, vi ser, når romanen flyttes til et nyt medie.

Nogle gange lykkedes det, og stor kan genkendelsesglæden være, når det sker. Personlige favoritter er "Øst for paradis" med James Dean og Kenneth Brannaghs Shakespeare-filmatisering: "Stor ståhej for ingenting". Listen over gode og kongeniale filmatiseringer er lang - heldigvis. Ligeså listen over fejlsskud.

RomanNet i oktober sætter fokus på filmatiserede romaner - og romanerne selv. Læs og bliv inspireret til at læse bogen og/eller se filmen.

Rigtig god fornøjelse.

Susanne Vejen Vig og Sanne Caft

 

0
Din bedømmelse: Ingen