Angst og galskab

Oprettet: 23.04.2013 - 14:48

Litteratur og galskab har et særligt bånd. I dette tema sætter vi spot på skildringer af vrangvendte verdener og myten om den gale kunstner.

Det er på én gang fascinerende og skræmmende, når hjernens logik forvrænger, vrider og slører det, vi alle sammen bilder os ind er ”normalt”. For nogle er det en virkelighed, man lever i og for andre er det et univers, som man kan forestille sig og forsøge at forstå. Her spiller litteraturen og kunsten en særlig rolle. For i fiktionens frie rammer kan man som forfatter og kunstner – hvad enten man selv er gal eller normal - skabe et rum, der kan give indblik i den verden, hvor angsten lurer lige om hjørnet, hvor personligheden udfolder sig i flere indre stemmer og hvor hjernen i det hele taget spiller os et puds.

Op gennem litteraturhistorien har adskillige forfattere og kunstnere både fået afløb for eller indviet os andre i verdener, der er forbundet med galskab eller psykiske lidelser.  Og til alle tider har det tiltrukket os som mennesker – måske fordi det gale og det skæve giver os en mulighed for at sætte vores eget liv og vores faste forestillinger i perspektiv og ikke mindst at rykke ved, hvad der er normalt, og hvad der er rigtigt og forkert. Det kan ikke alene vække til eftertanke, men mange gange kan det faktisk også være en lille smule befriende.

Måden galskab er blevet beskrevet og behandlet på i litteraturen har varieret over tid, og det samme har opfattelsen af forholdet mellem den udøvende kunstner og galskaben. I to artikler sætter de to litterater Lasse Gammelgaard og Benjamin Boysen fokus på hhv. repræsentationer af galskaben i litteraturen og idéen om den gale kunstner.

Lasse Gammelgaard skitserer således, hvordan galskaben har udviklet sig som tema gennem litteraturhistorien, og i en række nedslag i både dansk og udenlandsk litteratur beskriver han, hvordan tekster om galskab og psykiske lidelser har bevæget sig i flere retninger og vekslet mellem at sætte lighedstegn mellem poeten og den gale, fungeret som harmdirrende kritik af psykiatriens behandlingsformer eller har taget form som skildringer af den logik, der karakteriserer den sindslidendes tilstand.

Benjamin Boysen zoomer i sin artikel ind på, hvordan myten om den gale kunstner opstod og formede sig i græsk og romersk antik, og videre hvordan denne forestilling udviklede sig henover renæssancen, romantikken og videre til modernismen.

I temaet sætter vi derudover i en række anmeldelser og analyser fokus på markante galskabsværker – både i skønlitteraturen og i slutningen af temaet med den markante fagbog om Sylvia med de 16 personligheder og i to kunstnerportrætter af hhv. Ovartaci og Edvard Munch, for hvem galskaben og angsten smeltede sammen i deres liv og kunst.

Også i de skønlitterære værker, vi har med i temaet, spiller beskrivelserne af angst og galskab ofte på forfatternes egne erfaringer. Det gælder bl.a. de samfundskritiserende værker af Amalie Skram: Professor Hironimus og På Sct. Jørgen og Sylvia Plaths Glasklokken. På forskellig vis sætter disse bøger spørgsmål ved samfundets måde at behandle, opbevare og kategorisere psykisk syge – lige som kønsperspektivet også spiller en rolle hos begge. I samme samfundskritiserende ende er Gøgereden af Ken Kesey som er blevet udødeliggjort ved filmatiseringen med Jack Nicolson i hovedrollen.

I en række nyere værker er blikket i højere grad vendt indad. I bøger som Einar Mar Gudmundssons Universets engle, Joans T. Bengtssons debutroman Aminas breve og ikke mindst Dorthe de Neergaards lille perle Eventuelle pårørende får man som læser lov at trænge ind i hovedet på den psykisk syge. Det gælder også for en række af temaets andre romaner, som alle gør et stort indtryk.

Fiktion kan altid sætte læsernes eget liv i perspektiv. Men bøger om galskab, angst og psykiske lidelser sætter det på spidsen. For det handler både om, hvordan vi som samfund definerer normalitet og behandler afvigelser, men det handler også om, hvordan man som person oplever verden – grundlæggende rører det ved vores angst for selv at blive gale. Det er skræmmende og fascinerende, men også en besnærende ventil, som kan give os lov til at lade frontallapperne falde eller se verden gennem 16 jeg’er. I hvert fald så længe vi læser.

God fornøjelse og hvis du har lyst til at finde endnu mere inspiration til emnet kan du orientere dig i listerne nederst i temaet.

BilagStørrelse
Plakat - angst og galskab.pdf1.25 MB
Liste - Angst og galskab.pdf763.45 kB
0
Din bedømmelse: Ingen